Debat

Sex & Samfund: Kvinders ret over egen krop kan hverken gradbøjes i Danmark eller resten af verden

Kampen for global kønsligestilling er helt central og har de seneste år mødt voldsom modstand. Seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder skal være en stærk prioritet i den nye udviklingspolitiske strategi, skriver Bjarne B. Christensen.

Sikring af kvinders rettigheder, herunder adgang til fri, sikker og lovlig abort, er en helt central katalysator for sikring af kønsligestilling, adgang til uddannelse og økonomisk vækst, skriver Bjarne B. Christensen.
Sikring af kvinders rettigheder, herunder adgang til fri, sikker og lovlig abort, er en helt central katalysator for sikring af kønsligestilling, adgang til uddannelse og økonomisk vækst, skriver Bjarne B. Christensen.Foto: Michael Spooneybarger/Reuters/Ritzau Scanpix
Bjarne B. Christensen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Kvinders ret til at bestemme over deres egen krop debatteres igen i Danmark.

Det kommer nok bag på de færreste, at Sex & Samfund er enige med blandt andet vores statsminister, Mette Frederiksen (S), når hun siger, at retten til abort ikke kan nuanceres – at der ikke er nogen mellemvej. Nej, kvindens ret til at bestemme over sin egen krop kan ikke gradbøjes.

I flere lande er kvinders rettigheder blevet tilbagerullet eller kommet under pres, som vi i øjeblikket ser i Polen, hvor gravide kvinder kriminaliseres, hvis de eksempelvis ønsker at afslutte graviditeter med ikke-levedygtige fostre

Bjarne B. Christensen
Generalsekretær, Sex & Samfund

Sikring af kvinder og pigers seksuelle og reproduktive sundhed og rettigheder, herunder adgang til fri, sikker og lovlig abort, er ud over at være en fundamental menneskerettighed en helt central katalysator for sikring af kønsligestilling, adgang til uddannelse og økonomisk vækst – både i Danmark og globalt. 

For fremme af retten til at bestemme over sin egen krop – seksuelle og reproduktive rettigheder (SRSR), som det også kaldes – og ligestilling er ikke blot stadig aktuel i Danmark, men i hele verden.

Gravide kvinder kriminaliseres
Kampen for global kønsligestilling er helt central og har i de sidste år mødt voldsom modstand fra en stadigt stigende, velorganiseret og velfinansieret antigenderbevægelse, som har forankret sig bredt internationalt – i høj grad også i Europa.

I flere lande er kvinders rettigheder blevet tilbagerullet eller kommet under pres, som vi i øjeblikket ser i Polen, hvor gravide kvinder kriminaliseres, hvis de eksempelvis ønsker at afslutte graviditeter med ikke-levedygtige fostre. Herudover er der stadig massive udfordringer med at opfylde de seksuelle og reproduktive rettigheder

Lad mig liste nogen voldsomme globale tal, som måske kan give ekstra perspektiv: 214 millioner kvinder, der ønsker at undgå graviditet, har ikke adgang til moderne prævention, 171 millioner graviditeter er uønskede, heraf vælger 60 procent af kvinderne en abort oftest i lande, hvor det er illegalt og med stor risiko for liv og helbred, en ud af tre kvinder oplever seksuel baseret vold på et eller andet tidspunkt i deres liv, og hvert år bliver 14 millioner piger gift, inden de fylder 18 år.

Seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder skal fortsat være en stærk prioritet i den nye danske udviklingspolitiske strategi

Bjarne B. Christensen
Generalsekretær, Sex & Samfund

Vi afventer stadig med gru at se tal på de langsigtede konsekvenser af halvandet års covidisolation, hvor der ikke har været adgang til sundhedssystemer, nærmiljø, uddannelse og oplysning.

Herudover ved vi, at de klimaforandringer, som allerede påvirker mange udviklingslande, har en kønnet slagside, ligesom piger, kvinder og LGBTI-personer er blandt de særligt udsatte i humanitære situationer. Man holder ikke op med at være gravid og skulle føde, bare fordi konflikten raser.

Skal prioriteres i ny udviklingspolitiske strategi
Dette er ikke kun en katastrofe for den enkelte, som enten bliver uønsket gravid; får en seksuelt overført sygdom; dør i barselssengen eller bliver giftet væk.

Det har vidtrækkende konsekvenser for kvinder og pigers mulighed for politisk og økonomisk deltagelse i samfundet – og samfundets mulighed for udvikling og stabilitet.

Derfor skal seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder fortsat være en stærk prioritet i den nye danske udviklingspolitiske strategi.

Vi skal fortsætte som global frontfigur i forhold til at fremme progressive, globale rammer på området. Her ser andre lande mod os for lederskab.

Og så skal vi øge støtten til lokale civilsamfundsorganisationer, der arbejder på området, samt integrere ligestilling og SRSR ind i øvrige, relevante programmatiske indsatser.

Vi kan virkelig gøre en forskel
Danmark har en unik position til at arbejde for at fremme retten til egen krop som del af vores udenrigs-og udviklingsindsatser.

Det har vi, fordi vi kan bringe vores viden og erfaringer på området i spil, men også, fordi der er en enestående tværpolitisk enighed om at ville forsvare seksuelle og reproduktive menneskerettigheder.

Det er der stort set ingen andre lande, der har, og derfor er der ikke mange andre lande, der har grebet dagsordenen. Her kan vi virkelig gøre en forskel.

Der er derfor i høj grad stadig brug for en fortsat solid og modig dansk indsats for at stå vagt om menneskerettighederne, frie og demokratiske samfund og derunder sikre ligestilling og seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder som en integreret del af en bæredygtig fremtid.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00