Tidligere generalsekretær: Her er den oversete historie om unicefkortets redning og sikring af nødhjælp til milliarder af børn

”Men julemanden har jo rødt tøj på”.

Med denne ene sætning blev milliarder af kroner, dollars, pund og yen til for at hjælpe og redde børn i nød over hele verden. Det vidste man selvfølgelig ikke dengang i de tidlige 1950’ere, da det skete.

Men her er historien om, hvordan en velgørenhedsindustri med stor succes og gennemslagskraft i årtier blev reddet fra at dø allerede i fødslen som følge af en blanding af kommunistforskrækkelse og den traditionelle amerikanske trang til at isolere sig fra andre lande.

Det er en historie, der ikke har været fortalt før, og som jeg skylder en tidligere kollega, Tom McDermott, tak for at finde og dele.

Fra julekort til nødhjælp

Da jeg kom til Unicef Danmark i 1995 som ny generalsekretær, udgjorde indtægter fra salg af de traditionsrige Unicef-kort, kalendre og lignende cirka 13 millioner kroner ud af en samlet indtægt på omkring 16 millioner kroner.

Forholdet mellem indtægter fra salg af kort og andre former for indtægter var mere eller mindre det samme i alle de andre lande, hvor Unicef samlede penge ind til at finansiere nødhjælp og udvikling til børn i nød.

Det er talrige vaccinationer, liter rent vand, livreddende måltider, skoler og undervisningsmaterialer, som er blevet betalt gennem salget af de smukke, farvestrålende og flot trykte kort.

Steen M. Andersen
Tidligere generealsekretær, Unicef

Kortene var kort sagt helt afgørende for, at Unicef kunne arbejde sammen med frivillige bidrag fra regeringer. Først i de følgende år blev de gradvist ”overhalet” af indtægter fra fundraising, som i dag udgør en langt, langt større indtægt end kortene.

Uden at vi rigtigt kendte ordet på det tidspunkt må man vel sige, at salget af julekort blev disruptet af ny teknologi, markant stigende portopriser og ændrede traditioner.

Dengang i 1990’erne var Unicef Greeting Cards verdens tredjestørste producent af julekort og andre postkort kun overgået af American Greetings og Hallmark.

De blev efterlignet af en række andre organisationer – jeg hørte fra direktøren for en af dem, at de hvert år omhyggeligt noterede sig Unicefs store kollektion og så kopierede de en del af det året efter.

Så det er talrige vaccinationer, liter rent vand, livreddende måltider, skoler og undervisningsmaterialer, som er blevet betalt gennem salget af de smukke, farvestrålende og flot trykte kort.

Men som sagt var det ved at gå galt lige fra starten.

Reddet af Roosevelt og nationalhelt

Vi skal tilbage til USA sidst i 1940’erne og først i 1950’erne. Unicef var blevet oprettet som en midlertidig hjælpeorganisation for børn i det dengang nye FN i 1946 og kan således fejre sit 75-års jubilæum senere i år.

USA var helt afgørende for Unicefs første år. Det var her, hovedkontoret lå. Det var herfra den administrerende direktør Maurice Pate kom. Det var herfra, langt de fleste penge til at finansiere organisationen i de første år kom fra.

Men der var ikke en entydig opbakning til den nye organisation. Enken efter præsident Roosevelt, den indflydelsesrige Elenaor Roosevelt, talte Unicefs sag, og det samme gjorde hendes tætte veninde Gertrude Ely, som havde status af nationalhelt i både USA og Frankrig efter hendes heltemodige indsats i 1. Verdenskrig.

De to spillede sammen med Maurice Pate en afgørende rolle for at sikre, at den amerikanske regering vedblev med at støtte Unicefs arbejde også i de år, hvor den kolde krig prægede amerikansk politik såvel udenrigs som indenrigs.

Men det var op ad bakke, for der var stærke kræfter i Kongressen som mente, at USA skulle holde sig ude af alt uden for USA og som i stærkt stigende omfang så kommunister overalt.

De mistænkte hele FN og dermed også Unicef for at være hemmeligt infiltrerede af kommunister. Et af kongressens medlemmer, John Bell Williams fra Missisippi, var i særlig grad fortaler for den holdning. Han gjorde, hvad han kunne for at stoppe finansiering til organisationen.

Strategisk list i ly af natten

I et tilfælde lykkedes det John Bell Williams at forhindre et planlagt møde i en af kongressens mange komiteer, hvor Unicef skulle fremlægge sine ønsker til kommende støtte.

I stedet indkaldte han med kort varsel til et andet møde i budgetkomiteen kl. 1 om natten. Naturligvis deltog kun ganske få i mødet, og her lykkedes det ham at få vedtaget, at budgettet til Unicef skulle beskæres fra 21 amerikanske dollar millioner til 6,7 millioner.

Det lykkedes senere at omgøre den beslutning ved hårdt lobbyarbejde og bistand fra blandt andet New York Times. Men det viser, hvor giftigt klimaet var i kommunistforskrækkelsens USA.

Og det var netop i det klima, at ideen om at producere et julekort til fordel for UNICEF opstod.

Et taknemmlighedskort med rødt tvist

En 7-årig pige fra Tjekkoslovakiet, Dzitka, havde i taknemmelighed for den hjælp, hun havde fået, sendt en tegning til Unicefs kontor i Washington. Med hjælp fra FNs Informationskontor blev tegningen produceret som et kort, som alene blev solgt til FN-ansatte. Og det solgte som varmt brød.

Så produktet var der, markedet var der, og viljen til at gøre det større var der. Men hvorfor var farven rød så dominerende på det kort?

Det er jo farven for kommunisme? Så var det ikke blot endnu et tegn på, at kritikkerne havde ret: Unicef var bare en kommunistisk dækorganisation?

Man kan grine ad det i dag. Men det kunne man ikke i datidens USA. Unicef havde netop med nød næppe undgået at blive beskåret meget kraftigt i sit statstilskud. Skulle man nu risikere at bære ved til anti-kommunismebålet ved at trykke og udgive et postkort, som kunne anses for at være kommunistisk?

Maurice Pate var som topchef meget i tvivl. Han ville på ingen måde gøre noget, som kunne skade den stadig unge og sårbare børneorganisation. Og nogle af hans meget kommunistforskrækkede venner og kontakter ringede til ham og advarede ham – det ville ikke se godt ud for Unicef.

Med julen til hjælp

For dem i UNICEF, der brændte for ideen, var det mildt sagt vanskelige tider. Der var nærmest oprør blandt nogle ansatte og blandt de frivillige, der var begyndt at bakke op om Unicefs arbejde, og som godt kunne se for sig, at salget af kort kunne blive ikke bare en god indtægtskilde, men også et godt middel til at udbrede kendskabet til den stadigt nye hjælpeorganisation.

En af dem fik så en god ide, som skulle vise sig at redde ideen om salg af julekort. Hun gik til Maurice Pate og sagde: ”Jamen Maurice, Julemanden klæder sig jo også i rødt tøj”.

Det måtte han jo indrømme, og det gav ham modet til at sige ja til det, der i løbet af de kommende år skulle udvikle sig til en milliardindustri og har sin del af æren for, at UNICEF en del år senere blev tildelt Nobels Fredspris.

Der spekuleres ofte i op mod jul, om julemanden findes. Personligt er jeg ikke i tvivl: Det gør han, og dengang reddede han millioner af børn fra vanrøgt og misbrug, fordi han var med til at sikre milliarder af kroner til at hjælpe dem i de næste årtier.