Tidligere ngo-topchef: Udviklingsbistanden er domineret af vores egne dagsordener

I valgkampen har bistand og udvikling været helt fraværende. Og når man prøver de mange kandidattest, som medier udbyder, er der ingen spørgsmål om bistand eller om bistandens størrelse.

Jo, der er spørgsmål, der handler om du er for eller imod et modtagecenter i Rwanda, men intet om bistand til fattige i Afrika. Helt anderledes end tidligere, hvor partierne konkurrerede om, om bistanden skulle være 0,7 eller 1 procent af BNP.

Danmark først

Kampen mod fattigdom i det globale syd og for bistand og udvikling er ikke længere del af vores fælles dagsorden.

Der er konsensus om at yde 0,7 procent i bistand og stort set enighed partierne imellem om at vores bistand først og fremmest skal tjene danske interesser. Med andre ord: ”Danmark Først”, som også er overskriften på en helt ny analyse fra Timbuktu Fonden af regeringens udspil til Danmarks internationale udviklingssamarbejde i 2023.

Udviklingsbistanden bliver brugt til indenrigspolitiske formål på bekostning af det fokus på at bekæmpe fattigdom, der ellers har været det overordnede mål med dansk udviklingssamarbejde siden starten i 1962.

I tal og procent betyder det, at den fattigdomsorienterede del af den samlede udviklingsbistand er faldende, fra næsten 75 til 62 procent fra 2015 til 2023. Og bistanden til Afrika falder, trods udtalt ønske om det modsatte.

For ti år siden var det hver fjerede danske bistandskrone, der gik til Afrika. I 2023 er det kun hver femte bistandskrone. Samtidig er samarbejdet med en række afrikanske lande som Tanzania, Zimbabwe, Mozambique og Ghana standset eller under udfasning.

Bistandskroner bruges i mindre grad på at bekæmpe fattigdom og i højere grad på indenrigspolitiske prioriteter – flygtninge, og flygtningemodtagelse i Danmark og kampen mod migration.

Faktisk vil Danmark og Ukraine i følge det fremlagte finanslovsforslag for 2023 blive de to største modtagere af dansk bistand. Med Danmark som en klar nummer et, med tre milliarder afsat til flygtningemodtagelse. 

Opgør mod donor-bistanden

Over de seneste år er bistanden ændret fundamentalt. Der er sket et regulært paradigmeskift ifølge en analyse af professor Anne Mette Kjær.

Udviklingsbistanden bliver brugt til indenrigspolitiske formål på bekostning af det fokus på at bekæmpe fattigdom

Christian Balslev-Olesen
Fhv. generalsekretær, Folkekirkens Nødhjælp

Sikkerhedshensyn, global klimareduktion og reduktion af migrationsstrømme har i vid udstrækning overtaget det langvarige hovedmål om fattigdomsbekæmpelse.

Det er også én af grundene til, at bistand heller ikke længere har samme interesse og opmærksomhed i Syd, hos de mennesker og lande, som vi tidligere har haft som samarbejdslande i Afrika og Asien.

For nogle år siden var jeg til frokost med en minister i Mozambique, der selvbevidst fortalte, ”at det var godt, at bistandstiden var ovre og at man ikke længere havde danske frivillige løbende omkring”.

Godt nok en noget selvbevidst udmelding fra en minister i et af de lande, der fortsat er afhængig af international bistand. Men den tegner godt det opgør, der er i gang mod en traditionel donor-bistandstilgang. 

Bistanden er domineret af vores egne dagsordener

Danmark udviklingsbistand er under pres, når vores bistand bliver spændt for en indenrigspolitisk dagsorden, lyder kritikken fra OECD’s Udviklingskomite i en nylige rapport.

Bistanden i dag er så domineret af vores egne dagsordner, at vi er ved at miste opmærksomheden på den lokale virkelighed

Christian Balslev-Olesen
Fhv. generalsekretær, Folkekirkens Nødhjælp

Da jeg efter fire år som Unicef-chef sluttede mit arbejde i Somalia, forsøgte vi at gøre resultaterne op. Der var mange resultater – flere børn i skole, vand til flere landsbyer, og så videre.

Men som en medarbejder spurgte: Hvorfor er det, når I vil surfe, at I vil opfinde bølgerne, hvorfor ikke stå på de bølger, der allerede er? Underforstået: Hvorfor kommer I med jeres egne løsninger og ikke lytter og følger de erfaringer og løsninger som vi selv har?

Det er min erfaring, at bistanden i dag er så domineret af vores egne dagsordner, at vi er ved at miste opmærksomheden på den lokale virkelighed.

Vi ved godt, at uden lokal forankring og ejerskab, er der ingen bæredygtig udvikling. Alt det hører til i enhver grundbog for udvikling. Trods mange års erfaring, rapporter, internationale aftaler om lokal forankring, så går det fortsat den forkerte vej.

Det paradigmeskift, som er sket væk fra en fattigdomsorienteret bistand til en hjemlig dagsorden, risikerer også at betyde en ringere bistand, mindre lokalt ejerskab og dermed svækkede langsigtede partnerskaber.

Er tidspunktet kommet, hvor vi må spørge, om vi har et udviklingssamarbejde? Og i stedet sige åbent at vi forfølger nogle hjemlige mål med vores bistandspenge?