Økonom: Dansk udviklingsbistand er blevet en særlig slags hobbyimperialisme

Fra starten i 1960’erne var formålet med udviklingsbistand at skabe udvikling.

De fleste fattige lande havde været kolonier, og nu var de blevet selvstændige, så de hægede om deres selvstæn­dighed. De ville absolut ikke have, at vi blandede os i deres politik. Det betød, at vi skulle finde på noget, der var klart og enkelt, og som vi var enige om.

Det, vi enedes om, var økonomisk udvikling – det ville de gerne have, og det troede vi, at vi havde forstand på.

Nu ved vi, at det ikke er gået ret godt med at skabe udvikling. Der er højest en svag samvariation imellem landes vækst og den hjælp, de får. Det er mærkeligt og meget trist. Og det har ført til en stor litteratur, der har prøvet i tusindvis af modeller for at finde en klart positiv sammenhæng. De modeller, der så mest lovende ud, har indtil nu ikke overlevet en uafhængig efterprøvning.

Heldigvis er der kommet en del udvikling i de fattige lande på grund af de mange libera­liseringer, som landene har gennemført.

En særlig slags hobbyimperialisme

Også hos os i den rige verden er der sket meget. Det lyder ikke mere så godt at sige, at vi ønsker at få økonomisk vækst i de fattige lande.

Først var der det store kompromis omkring vækst og miljø. Vi skulle ikke ’bare’ skabe vækst, men også ’bæredygtig’ vækst. Og hjælpen skal også være ’fattigdomsorienteret’.

Medens det første mål var klart, er de to næste ret uklare, og dertil kommer så alle de mange smukke undermål vi har lagt til.

For nu er vi kørt langt ud i en særlig slags hobbyimperialisme, hvor vi prøver at blande os rigtig meget i u-landenes indenrigs­politik og samfundsstruktur. Vi vil ændre deres politiske systemer, deres kønsroller, deres civilsamfund, bekæmpe korruption, forbedre deres klima, og så videre. De skal laves om i vores billede – ja, ovenikøbet sådan, at de bliver sådan, som vi ville ønske, vi var. For at opnå alle de mange mål allierer vi os med de grupper i landene, der ønsker det samme som os – eller i hvert fald siger, at de gør det.

Det er vigtigt, at vi besinder os på at lave ting i udviklingslandene, som vi er gode til, og at vi holder op med at blande os i alt muligt, som vi ikke kan påvirke alligevel

Martin Paldam
Professor i økonomi, Aarhus Universitet

Der er også en række eksempler på, at udviklingsbistand admini­streres af danske ngo’er, der arbejder sammen med ligesindede, der er i opposition til landenes rege­rin­ger. Fordi vi blander os i så meget, betyder det, at vi med jævne mellemrum bliver smidt ud af et land.

Egoistisk bistand

Men det er ikke nok med det. Vi har også lavet en række mål, der udelukkende er for vores egen skyld.

Vi vil forhindre, at fattige mennesker rejser herop. Det, der virker bedst, er, at vi betaler forskellige lande for at huse flygtninge og forhindre dem i at rejse videre.

Vi bruger dog også hjælpen til at betale for ukraineres ophold her i landet. Vi har også brugt et par milliarder til at købe venner i de arabiske lande og skabe demokrati i disse lande, uden påviselig effekt, og så videre. Både Ukraine og de fleste arabiske lande er mellemindkomstlande.

Kort sagt, her er en pose penge, der kan bruges til alt muligt, og det bliver den så. De mange mål er med til at sikre, at effekten bliver ganske lille. Det er vigtigt, at vi besinder os på at lave ting i u-landene, som vi er gode til, og at vi holder op med at blande os i alt muligt, som vi ikke kan påvirke alligevel.