Trosfrihed skal ind i den danske udviklingspolitik

Af Daniel Toft Jakobsen (S)
MF og formand, Folketingets tværpolitiske netværk for trosfrihed

Der er mange gode elementer i den nyligt offentliggjorte synopsis til en ny udviklingspolitisk strategi. Ud over fattigdom er der bl.a. fokus på menneskerettigheder og ligestilling, fordrivelse og migration, skrøbelige lande og bekæmpelse af radikalisering. Alt sammen naturligvis vigtige prioriteter i Danmarks fremtidige udviklingsarbejde, der ifølge synopsen skal være drevet af både værdier og interesser.

Tros- og religionsfriheden er til gengæld ikke nævnt specifikt så meget som én eneste gang. Og det er både overraskende og mærkværdigt. Dels fordi udenrigsministeren tidligere har gjort sig selv til talsmand for, at ”Danmark skal helt frem i den internationale kamp for religionsfrihed”. Men endnu mere fordi manglende trosfrihed i dag er en af de allerstørste barrierer for mange af de mål og prioriteter, der er nævnt i synopsen til ny den nye strategi.

Tros- og religionsfrihed er overset
Ligestilling og kvinderettigheder er og skal altid være en dansk udviklingspolitisk hovedprioritet. Men en ofte overset dimension af kvinders rettigheder er netop tanke- og trosfrihed. Snarere end religion som sådan, er det ofte manglende anerkendelse af tros- og religionsfrihed, der forhindrer reel ligestilling. Ved at fremme kvinders tros- og religionsfrihed fremmes deres mulighed for at gøre op med undertrykkende kulturelle og religiøse magtstrukturer.

Tros- og religionsfrihed er et bolværk mod ekstremisme, fordi den sikrer den enkeltes frihed til at antage, skifte eller forlade en religion.

Daniel Toft Jakobsen (S)
MF og formand, Folketingets tværpolitiske netværk for trosfrihed

Det tydelige fokus på flygtninge og migranter er helt naturligt i en tid, hvor verden og ikke mindst Europa står med massive udfordringer på dette felt. Men også her er trosfriheden underligt fraværende, al den stund at religion og ikke mindst manglende trosfrihed spiller en særdeles markant rolle i mange af de konflikter, der sender mennesker på flugt i dag. Øget trosfrihed, mere fredelig sameksistens på tværs af religiøse skel og beskyttelse af forfulgte religiøse grupper i Mellemøsten, Afrika og Asien er helt centralt, hvis man ønsker færre konflikter og flygtninge i verden.

Præcis det samme gør sig gældende, når det kommer til kampen imod radikalisering. Tros- og religionsfrihed er et bolværk mod ekstremisme, fordi den sikrer den enkeltes frihed til at antage, skifte eller forlade en religion. Derfor er det mærkværdigt at italesætte kampen imod radikalisering uden at nævne styrket trosfrihed eksplicit som et centralt værktøj i den kamp.

En helt basal menneskerettighed
I Danmark har vi stor erfaring med rettighedsbaseret udviklingsarbejde. Hjælpen ydes med et skarpt blik for lande og regeringer, der viser respekt for menneskerettigheder og demokrati, eller til at styrke grupper i de lande, hvor rettigheder stækkes eller ikke respekteres. Dette skal vi i højere grad benytte os af – også når det kommer til trosfriheden.

Som overskrift på afsnit 7 i synopsen til ny udviklingspolitisk strategi hedder det, at ”vi vil fremme værdier – menneskerettigheder, ligestilling og demokrati”. Det er godt – og mon ikke tros- og religionsfriheden er tænkt med som en central menneskeret her. Ikke desto mindre går det i disse år den forkerte vej med trosfriheden rigtig mange steder i verden, hvilket er en helt central forhindring for mange af målsætningerne i den danske udviklingsstrategi.

Og derfor bør trosfriheden skrives mere eksplicit ind i denne strategi – i sin egenskab af helt basal menneskerettighed; men også som et centralt værktøj i arbejdet med mange af de andre værdi- og interessebårne prioriteter i strategien.