Debat

Turning Tables: Der er akut behov for nytænkning inden for jobskabelse i nærområderne

Danmarks nuværende jobtræningsprogrammer i nærområder risikerer at fastholde status quo og kvæle potentialet for tillæring af livsfærdigheder. Danmark må styrke de efterspørgselsbaserede tilgange, så unge kan få adgang til opkvalificering i de færdigheder, der efterspørges, skriver Martin Fernando Jakobsen

Det er nødvendigt at styrke efterspørgselsbaserede jobtræningsprogrammer for flygtninge i nærområder, så de gøres i stand til aktivt at mestre deres egen fremtid, skriver Martin Fernando Jakobsen.
Det er nødvendigt at styrke efterspørgselsbaserede jobtræningsprogrammer for flygtninge i nærområder, så de gøres i stand til aktivt at mestre deres egen fremtid, skriver Martin Fernando Jakobsen.Foto: Fabian Bimmer/Reuters/Ritzau Scanpix
Martin Fernando Jakobsen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Hvis syriske flygtninge skal have en reel mulighed for at tage vare på deres egne skæbner, er det nødvendigt at udvikle målrettet jobtræning og forskningsprogrammer i nærområderne med fokus på opkvalificering af færdigheder, der matcher efterspørgslen på det 21. århundredes jobmarked. 

Krigen og flygtningekrisen i Syrien efterlader fortsat dybe ar i både familier og samfund. Mere end 5,5 millioner mennesker er flygtet til andre lande, herunder nabolandet Jordan, der har modtaget op mod 2 millioner flygtninge.

Mere end halvdelen af de syriske flygtninge i Jordan er børn og unge, hvis livskvalitet og fremtidige muligheder svækkes af faktorer som begrænset adgang til uddannelse og arbejdsmarkedet, hvor UNDP i 2020 opgjorde ungdomsarbejdsløsheden blandt syriske flygtninge til 89 procent.

Jobtræningsprogrammer fastholder status quo

Danmarks udenrigspolitiske strategi har de seneste år haft som mål at nedbryde skellet mellem humanitær bistand og langsigtet udviklingsbistand og at inddrage den private sektor for at facilitere et skifte fra passiv bistand til aktive bæredygtige investeringer.

Manglen på opkvalificering til færdigheder, der matcher markedets efterspørgsel i det 21. århundrede, fastholder flygtningene i arbejdsløshed og er et forældet mindset, der kvæler potentialet for tillæring af livsfærdigheder

Martin Fernando Jakobsen
Administrerende direktør, Turning Tables

På trods af den ambitiøse målsætning har der de seneste tre år været en overvægt af jobtræningsprogrammer, der risikerer at fastholde et status quo via udbudsbaserede programmer med jobtræning i færdigheder som syning, metalforarbejdning og andre manuelle jobs.

Disse typer udviklingsprogrammer udgør fortsat majoriteten, på trods af at der ikke eksisterer en lokal efterspørgsel efter dem hos hverken arbejdsgivere eller arbejdstagere.

Manglen på opkvalificering til færdigheder, der matcher markedets efterspørgsel i det 21. århundrede, fastholder flygtningene i arbejdsløshed og er et forældet mindset, der kvæler potentialet for tillæring af livsfærdigheder, der kan gøre dem i stand til aktivt at mestre deres egen fremtid, hvad enten den ligger i Jordan, Syrien eller Europa. 

Projekter skal styrke uddannelse og adgang til arbejdsmarkedet

Novo Nordisk Fonden tildelte i slutningen af 2020 35 millioner kroner til fem ambitiøse projekter, der sigter mod at styrke social og økonomisk empowerment blandt unge syriske flygtninge.

Gennem forskning og direkte implementering af innovative projekter i Jordan ligger fokus på at styrke de unges uddannelse og adgang til arbejdsmarkedet, herunder at give dem viden om, hvordan de kan udvikle iværksætteridéer til at blive små bæredygtige virksomheder, så de har en bedre chance for at blive selvhjulpne.

Som et led i denne satsning har organisationen Turning Tables designet et program, der sigter på at indfri fondens ambition om at opnå holistiske resultater og udnytte synergierne ved at forene efterspørgselsbaseret forskning og jobskabelsesprogrammer med henblik på at forøge den generelle livskvalitet for sårbare unge i Jordan.   

Unge er ekskluderet fra opkvalificering

Projektet - Creative Learning for Improving Quality of life for vulnerable youth in Jordan (CLIQ)  - er baseret på en grundig analyse af det jordanske arbejdsmarked samt en behovsanalyse blandt unge syriske flygtninge.

Markedsanalysen viste, at en af de eneste sektorer, der er i vækst, er den, der kan betegnes som den kreative industri, og at denne har akut behov for tilgang af menneskelige ressourcer. Betegnelsen kreativ industri dækker over jobs indenfor musik, film, foto, design og medier, der alle kræver færdigheder inden for kritisk tænkning, samarbejde, kommunikation og kreativitet - alle egenskaber, der generelt betegnes som 21. århundredes færdigheder.

Udfordringen er, at disse fag ikke er skrevet ind i det jordanske skolesystems curriculum og kun er tilgængelige via de dyreste private universiteter. De unge syrere er derfor ekskluderet fra opkvalificering i de færdigheder, som efterspørges i den kreative sektor. 

Projekt skal styrke livskvaliteten for unge
CLIQ Projektets modus operandi er baseret på forskning i kreativ læring fra Massachusetts Institute for Technology (MIT), og indsatsen evalueres løbende med fokus på aktiv inddragelse af deltagerne i metodedesignet for at sikre ejerskab og opfyldelse af deres behov.

De unge syrere er ekskluderet fra opkvalificering i de færdigheder, som efterspørges i den kreative sektor. 

Martin Fernando Jakobsen
Administrerende direktør, Turning Tables

Formålet er at udvikle og teste en evidensbaseret skalerbar model, der integrerer styrkelse af individuelle, interpersonelle og tekniske færdigheder for at styrke livskvaliteten for sårbare unge i Jordan i både den professionelle og private sfære.

Parallelt hermed implementeres der i partnerskab med Københavns Universitet et kombineret forsknings- og uddannelsesforløb, hvor unge syrere trænes til at indsamle kvalitative data fra andre unge flygtninge. Målet er her at uddanne unge til at kunne arbejde som dataindsamlere i NGO-industrien samt at indhente vigtig data, der kan hjælpe til at skræddersy fremtidige programmer så de først og fremmest rammer de unges behov.

Styrk de efterspørgselsbaserede tilgange

Minister for udviklingssamarbejde Flemming Møller Mortensen (S) har gentagne gange fremhævet migration og styrkelse af indsatsen i nærområderne via danske spidskompetencer som kardinalpunkter i Danmarks nye udenrigspolitiske strategi.

Såfremt strategien skal blive mere succesrig end sin forgænger og indfri ambitionen om aktivt at facilitere et skift fra passiv bistand til aktive bæredygtige investeringer i menneskelige ressourcer, er det nødvendigt at styrke efterspørgselsbaserede tilgange, der tager udgangspunkt i en grundig markedsanalyse, de faktiske behov i nærområderne samt en simultan styrkelse af både livsmestring og professionel opkvalificering. 

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00