Ulandene skal klædes på til fremtidens kriser

Af Claus Haugaard Sørensen
Generaldirektør i DG ECHO, EU's generaldirektorat for humanitær bistand og civilt beredskab

Det er en fornøjelse at se de mange fremskridt, der er sket de senere år, når det handler om at forbedre komplementaritet, koordination og opbygge resiliens i EU-landenes udviklingsprogrammer og humanitære hjælp.

Det har tidligere været lidt af et problem, at alle har været opsat på at "do good" i de mest populære sektorer, såsom eksempelvis uddannelse, sundhed og vandforsyning. Der var næsten tale om et overskud af politisk korrekthed – med fokus på sektorer med appel til offentligheden.

Det betød i visse tilfælde, at andre vigtige sektorer som for eksempel infrastruktur og god regeringsførelse blev overset, fordi de var sværere at skabe opbakning til og til tider stødte på politisk modstand.

Et andet problem har været, at modtagerlandene skulle spilde tid på at koordinere alle de velmenende donorlandes indsatser. Donormanagement var blevet en reel hovedpine for modtagerlandene. Bare tænk på, hvor skrøbelig et finansministerium eller en plankommission er i de fleste udviklingslande. Embedsmændene kunne ikke bestille andet end at tale med udenlandske "good do'ers" og ovenikøbet føle sig forpligtigede til at sige tak.

En tredje udfordring har været at de "gode" donorer, det vil sige dem der lå tæt på 0,7 procent-målsætningen, med en vis ret kunne spørge, hvorfor de skulle koordinere med dem, der ikke rigtigt ville være med til at trække læsset.

Udviklingsplan defineret af modtagerlandet
Svaret på alt dette er nu blevet, at "den gode donor" i stigende grad gemmer den nationale stolthed bort og støtter op om en samlet national udviklingsplan defineret af modtagerlandet og ofte med støtte fra nøgledonorer eller Verdensbanken.

Donorerne finder hver især deres egen plads i udviklingsplanen og bidrager på de områder, hvor de har deres spidskompetence.
 
EU har med stærk dansk støtte, bevæget sig henimod fælles programmering, hvor EU-landene taler sammen om, hvilke sektorer der er kritiske og har brug for støtte, og hvordan man bedst kan mobilisere hjælpen.

Det burde være logik for burhøns, men det har taget tid at udvikle. Donorlandenes suverænitetsstolthed er i dag blevet afløst af en reel interesse for at agere samlet og dermed også mere effektivt. Om det så også fører til, at de lande, der har "fedtspillet" kommer længere frem i skoene er en anden sag. Vi har lov til at håbe på større bidrag fra dem, der er sakket bagud, når den økonomiske krise er slut.

Klæd lokalsamfundene på
Sårbarhed og resiliens, eller med et dansk udtryk "robusthed", er et andet område, hvor der er sket fremskridt.

"Robusthed" handler om, at hvert lokalsamfund, hver region og hvert land bliver bibragt en evne til at forudskikke kriser og ulykker. Og at man samtidig har indrettet sig sådan, at man kan reagere, overleve og tage et nyt afsæt, når en krise rammer.

Det drejer sig ikke bare om at dyrke koblingen mellem katastrofebistand og traditionel udvikling, LRRD (Linking Relief, Rehabilitation and Development). Det går meget dybere.

Det drejer sig om allerede i selve udformningen af sektorprogrammer, det være sig transport, fødevaresikkerhed, vandforsyning, eller sundhed, at tænke igennem, hvad det vil sige, at hele elektricitetsforsyningen bryder sammen, at hele området oversvømmes, at lokalsamfund afskæres fra hovedstaden, at etniske konflikter bryder ud. Hvad gør man så?

Der skal opbygges lokal kapacitet og lægges vægt på, at samfundene kan håndtere udfordringerne, når donorerne for længst har forladt projektet og er taget hjem.

For de humanitære aktører stiller det også sagen på spidsen: Hvad er nytten af at gå ind og redde et lille menneskeliv, hvis en ny krise slår til dagen efter, vi har forladt området? Skulle vi ikke hænge ved lidt længere? Sørge for, at vores cash for work-program hænger sammen med en egentlig landbrugsstrategi? Sørge for, at vores infant feeding station ikke bare redder den lille baby, men at mødrene organiseres, så de kan lære at sammensætte føden bedre og frem for alt sikre landsbyens overlevelse under tørken?

Vi skal som humanitære aktører ikke bare komme ridende ind på en hvid hest, når chokket er sket, give fødevarehjælp og så trække os ud igen, uden at have givet befolkningen den kapacitet og viden, de har brug for, til at sikre sig mad i fremtiden.

Claus Sørensen
Generaldirektør i DG ECHO, EU's generaldirektorat for humanitær bistand og civilt beredskab

Risikofaktorer skal kortlægges
De humanitære aktører må hænge ved, indtil vores udviklingskollegaer er rede til at tage over, ikke bare i hovedstaden, men ude i landsbyerne, hvor det gør ondt.

Kodeordet er sårbarhedsanalyse. Både de humanitære aktører og udviklingsfolket må kortlægge risikofaktorerne. Og denne fælles analyse må være udgangspunkt for enhver programmering på begge sider af skillelinjen.
 
Udvikling kan nemlig ikke ses som et lineært forløb – det kan meget nemt gå baglæns i de sårbare dele af verden, og når det sker, er det ofte fordi komponenterne i første omgang ikke har været tilstrækkeligt robuste. Er de nødvendige organisationsstrukturer i lokalsamfundet på plads, når der kommer et chok udefra?

Vi skal som humanitære aktører ikke bare komme ridende ind på en hvid hest, når chokket er sket, give fødevarehjælp og så trække os ud igen, uden at have givet befolkningen den kapacitet og viden de har brug for til at sikre sig mad i fremtiden.

Allersenest er denne erkendelse blevet udmøntet i et fælles instruktionsbrev fra alle EU-lande til alle delegationer og ambassader om, at eksperterne lokalt skal samarbejde, også med andre donorer, for at sikre, at sektorprogrammer er resiliente, og for at sikre, at den humanitære indsats også tænker på dagen derpå.

Det er nye tider, hvor store donorer som Storbritannien, Danmark, Holland og Sverige har slugt national stolthed for at samarbejde om at bekæmpe sårbarhed og opbygge resiliens. Så der er gode nyheder!