Debat

MS: Unge er ikke kagepynt

DEBAT: Beslutninger og indflydelse skal tages fra den traditionelle magt og lægges ud til de unge, hvis tale skal blive til handling. Det skriver Tim Whyte, generalsekretær for Mellemfolkeligt Samvirke.

Hvad vil vi egentlig med de unge, spørger Tim Whyte fra MS ActionAid.<br>
Hvad vil vi egentlig med de unge, spørger Tim Whyte fra MS ActionAid.
Foto: Mellemfolkeligt Samvirke
Maria Bierbaum Oehlenschläger
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Tim Whyte
Generalsekretær, Mellemfolkeligt Samvirke

De har efterhånden fået en fast plads i skåltalerne verden over, de unge.

Når midaldrende og halvgamle magtmænd vil virke progressive og moderne, så skriver deres taleskrivere store ord ind i deres taler om ungdommen.

Om hvor vigtig ungdommen er for samfundet. Om hvordan fremtiden hviler på de unges skuldre. Om hvordan vi skal satse på ungdom og uddannelse. Om hvordan der skal lyttes meget mere til unges stemmer og ideer.

De unge er alt for vigtige aktører i udviklingen af verden til blot at være pyntelige papfigurer i de rum, hvor vigtige problemer skal løses.

Tim Whyte, generalsekretær, MS ActionAid

Selv om de bevingede ord om ungdommen nu har været fast element på talerstolene i FN og omegn i et par årtier, så forekommer unge stadig som pynt på den grånende magtpolitiske kransekage.

Jo, jo FN har da – i erkendelse af, at der er en himmelråbende mangel på unge stemmer i deres egne rækker – udpeget en under-40-årig Særlig Udsending for Unge.

Tag klimaforandringerne, der mest af alt er en teoretisk diskussion for 60-årige statsledere – men som til gengæld bliver en alvorlig livsbetingelse for dem, der er under 30 år i dag.

Tim Whyte, generalsekretær, MS ActionAid

Og da FN i år havde sat de 17 nye verdensmål på dagsordenen ved den årlige generalforsamling, havde det alderstyngede FN-system udpeget eksempler på 17 unge ledere – en til hvert verdensmål – så der i det mindste var nogle få yngre mennesker til stede under møderne i New York.

Afgiv magt og giv plads til unge
Det er desværre helt forståeligt, at verdenssamfundet og statsledere har brug for at pynte på deres dårlige samvittighed over at lade unge stå uden for magten og indflydelsen. For magten er grå i toppen verden over.

Men de unge er alt for vigtige aktører i udviklingen af verden til blot at være pyntelige papfigurer i de rum, hvor vigtige problemer skal løses.

Ønsker vi udvikling og fremgang, er de unge de allervigtigste aktører rundt om i verdens fattige og udsatte lande. Det handler ikke bare om at tale med eller til de unge oppe fra magtens højborge. Eller om at lave et par særlige ungdomskamre, man kan lytte mere eller mindre helhjertet til.

Det handler også om at afgive magt. Og det handler om at sikre at unge får mulighed for at spille en hovedrolle, når beslutninger skal træffes.

Vilje til forandring ligger hos unge
Mange af verdens helt store problemer rammer netop de unge hårdest og kan derfor kun løses med unges indflydelse.

Tag for eksempel den enorme ungdomsarbejdsløshed, der præger Mellemøsten og Nordafrika og gør unge frustrerede. Tag de horrible arbejdstagerrettigheder, der præger vækstlande i Asien, hvor millioner af unge har fået job. Tag de uhyggeligt mange overgreb, der rammer en betydelig del af de yngre kvinder i mange udviklingslande.

Eller tag klimaforandringerne, der mest af alt er en teoretisk diskussion for 60-årige statsledere – men som til gengæld bliver en alvorlig livsbetingelse for dem, der er under 30 i dag.

De problemer har unge større interesse i at løse end deres forældres generation. Og vores udviklingspolitiske indsats overfor unge skal derfor handle om at give de unge reel indflydelse. Eller sagt på en anden måde – vi skal med vores udviklingsindsats forsøge at veksle unges destruktive afmagt til konstruktiv magt.

Unge-fokus må ikke blive parallelunivers
Udenrigsminister Kristian Jensen (V) har formuleret indsatsen for unge som en hjørnesten i den kommende dansk udviklingspolitik.

Det er vigtigt og ekstremt tiltrængt fokus for danskernes indsats i verden. 

Men skal det føre til de ønskede resultater, må vi ikke forfalde til en tankegang, hvor vi blot parkerer nogle temaer i ungdomspolitiske paralleluniverser eller til lejligheden oprettede ungdomsråd. Vi skal sigte efter at få skubbet beslutninger, magt og indflydelse væk fra den traditionelle magt og ud til unge.   

Vi er alle enige om, at udviklingspolitikken skal bidrage til en mindre fattig og mere stabil og sikker verden.

Det kræver forandringer, der kun kan skabes gennem de mennesker, der har de største interesser og den største vilje til forandring. Og det er netop derfor, unge er de allervigtigste aktører i forhold til at forandre verden.  

Reelt lederskab er svaret
Det er ikke nogen let udfordring at støtte de unges indflydelse. I MS har vi gjort os nogle erfaringer med unge-indflydelse. Vi har lært, at det er afgørende at give unge reelt lederskab.

Vi ved, at det er en uoverstigelig udfordring at sikre magt ved alene at arbejde med uuddannede, udsatte og fattige unge. Til gengæld har vi haft held til at opbygge stærke netværk mellem udsatte unge og mere privilegerede og uddannede unge.

Med den formel nåede vi sidste år at skabe netværk, samarbejde og bevægelser for over 100.000 unge, der søger og kæmper for indflydelse – både lokalt og i forhold til nationale forandringer.

Vi og andre aktører har helt sikkert endnu mere at lære i de kommende år – men skåltalerne i sig selv gavner meget lidt.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Tim Whyte

Generalsekretær, Mellemfolkeligt Samvirke
BA i kolonihistorie (Wesleyan University, USA 1998), fagjournalist (Danmarks Journalisthøjskole 2005)

0:000:00