Debat

Danske Seniorer: Et nyt pensionssystem må ikke glemme de ældre, der ikke kan mere

En forhøjet pensionsalder betyder flere vanskeligheder for de seniorer, der i forvejen har svært ved at følge med. Et nyt pensionssystem skal derfor kunne rumme særlige ordninger som efterløn, seniorpension og Arne-pension, skriver Danske Seniorers formand.

Danske Seniorer ønsker, at et nyt pensionssystem indeholder en universel pensionsalder, mindre kompleksitet og plads til særlige ordninger som Arne-pensionen, skriver Per K. Larsen.
Danske Seniorer ønsker, at et nyt pensionssystem indeholder en universel pensionsalder, mindre kompleksitet og plads til særlige ordninger som Arne-pensionen, skriver Per K. Larsen.Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Per K. Larsen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Danmark fattes arbejdskraft, og derfor er der brug for at seniorer bliver længere på arbejdsmarkedet.

Pensionssystemet får et eftersyn, så det er klar til nye generationer af seniorer. Det skal være fair, sikre at alle har en værdig levestandard og gøre det let for dem med kræfterne i behold at give et nap med på arbejdsmarkedet. Især det sidste fylder i den offentlige debat.

Temadebat

Hvordan skal politikerne indrette et nyt pensionssystem?

Som optakt til Pensionskommissionens længeventede anbefalinger fløjter Altinget Arbejdsmarked en ny temadebat i gang.

Her vil politikere, eksperter, ældreorganisationer og arbejdsmarkedets aktører diskutere, hvordan de mener, at et nyt pensionssystem bør indrettes med udgangspunkt i følgende spørgsmål:

  • Kræver et mere gennemskueligt system, at politikerne reviderer eller skrotter konkrete regler i den nuværende pensionslovgivning?
  • Er der regler, som afholder pensionister, der egentlig fortsat ønsker at have en tilknytning til arbejdsmarkedet, fra at arbejde, efter de har nået pensionsalderen? 
  • Kan pensionsalderen stige langsommere, uden at det får fatale konsekvenser for de offentlige finanser?
  • Kræver et opgør med den stigende pensionsalder, at velfærdssamfundet i højere grad omfavner udbuddet af private forsikringer?

Du kan se det fulde debatpanel her

Hvis du ønsker at deltage i debatten, skal du sende din henvendelse til debatredaktør Martin Mauricio på [email protected] for at aftale nærmere.

Skal man give en enkel opskrift på at få seniorer til at arbejde udover pensionsalderen, så er det at arbejdsgiveren siger til den ansatte: "Vi har brug for dig, har du lyst til at fortsætte?" Hvis man føler at man gør gavn, føler sig ønsket og har opgaver, man magter, siger man ja tak.

Det ligger dybt i den menneskelige natur at gøre gavn i fællesskaber, at yde det man kan, hvad enten det er som lønnet arbejdskraft, som selvstændig eller som pensionist.

Denne – lad os kalde det den menneskelige faktor – findes ikke i "Kommissoriet for kommissionen om tilbagetrækning og nedslidning", også kaldet: Pensionsreformkommissionen.

Her reduceres vi til økonomiske væsner, der fortsætter på arbejdsmarkedet, så længe det kan betale eller til vi kan få pension. Økonomisk sikkerhed er grundlæggende vigtig, men det er altså ikke den eneste drivkraft.

Universel pensionsalder og mindre kompleksitet, tak!

Når det er sagt, så har Danske Seniorer en håndfuld ønsker til, hvad Kommissionen melder ud om kort tid.

Først og fremmest håber på en fortsat universel pensionsalder på 67 år, indtil der er mere viden om konsekvenserne ved fortsat stigning. Vi frygter, at forhøjelser eller differentieringer vil gøre systemerne mere indviklede, at retssikkerheden nedtones og at det især vil ramme de mest udsatte. Levealderen stiger, ja, men vi fortsætter ikke med at kunne det samme. Alder er ikke en sygdom, men det er et faktum, at der er mere sygdom, svækkelser og kroniske lidelser blandt ældre og at der er mere nedslidning blandt nogle faggrupper end andre.

I takt med at det bliver mere økonomisk attraktivt at arbejde i længere tid, må man ikke svække beskyttelsen af dem, der faktisk ikke kan mere

Per K. Larsen
Formand, Danske Seniorer

Derudover håber Danske Seniorer, at der kommer en regel om minimumindkomst for pensionister. Det er nødvendigt at garantere alle en værdig levestandard, også ældre der af forskellig årsag ikke har kunnet spare op til deres alderdom.

Vi mener også man bør overveje at samle de mange komplicerede tilskud til medicin, tandlæge, høreapparat, fysioterapi, fodterapi, psykolog, kiropraktor, flytning, briller, diætkost, varme og så videre i et forhøjet pensionstillæg. Så ved seniorer, hvad de kan disponere med. Der er et stærkt stigende antal af seniorer, som har arbejdsmarkeds- eller privat pension oven i den offentlige pension og derfor efterhånden kun har krav på folkepensionens grundbeløb.

Men det må ikke få os til at glemme dem, der kun har offentlige pension, eksempelvis fordi de er ramt af sygdom, ulykker eller handicap, har været ansat i job uden pension eller er selvstændige, der har sparet op i en virksomhed, de ikke kan sælge. Der må være et minimum, som sikrer alle et værdigt liv som pensionister.

Særlige ordninger til de svageste

En forhøjet pensionsalder resulterer i stigende vanskeligheder for dem, der i forvejen har svært ved at følge med. Der kan gøres meget mere for at skabe arbejdsmiljø, ansættelsesvilkår og ledelse, der integrerer flere mennesker på arbejdsmarkedet.

Men det ændrer desværre ikke ved, at der er brug for særlige ordninger, såsom efterløn, seniorpension og Arne-pension. I takt med at det bliver mere økonomisk attraktivt at arbejde i længere tid, må man ikke svække beskyttelsen af dem, der faktisk ikke kan mere.

Læs også

Vi håber, at kommissionen følger op på Seniortænketankens anbefaling om at ændre pensionssystemet, så det i højere grad betaler sig for seniorer at fortsætte med lønnet arbejde og at udsætte pensionen helt eller delvis. Reglerne er i dag så indviklede, at det er svært for den enkelte at beregne de økonomiske konsekvenser, både for sig selv og for ægtefællen.

Der er indgået forlig om at droppe modregningen for arbejdsindkomst, og det er vigtigt, at dette også vedtages – jo før, desto bedre. Vi har undersøgelser, der dokumenterer, at mange gerne vil fortsætte som ansatte eller selvstændige udover pensionsalderen.

Det vil gavne gevaldigt, hvis reglerne fremmer dette.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Per K. Larsen

Landsformand, Danske Seniorer
cand.psyk (Københavns Uni. 1976)

0:000:00