Debat

Faglige Seniorer og DA: Arbejdsgivere og politikere skal gøre mere for at at holde seniorer på arbejdspladsen

På alt for mange arbejdspladser er det en norm, at man trækker sig ved folkepensionsalderen, og derfor får mange slet ikke talt om muligheden for at blive. Politikerne skal hjælpe med at styrke guleroden, så seniorer ikke trækker sig fuldstændigt fra arbejdspladsen, skriver Palle Smed og Erik E. Simonsen.

Højt på mange seniorers ønskeseddel er muligheden for større fleksibilitet. Derfor er det vigtigt, at arbejdsgiverne får taget en snak med deres senioransatte om mulighederne, skriver Palle Smed og Erik E. Simonsen.
Højt på mange seniorers ønskeseddel er muligheden for større fleksibilitet. Derfor er det vigtigt, at arbejdsgiverne får taget en snak med deres senioransatte om mulighederne, skriver Palle Smed og Erik E. Simonsen.Foto: Pressefoto/Søren Zeuth, pressefoto/DA
Erik E. Simonsen
Palle Smed
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Vi har brug for, at flere seniorer bliver på arbejdsmarkedet, og mange vil også gerne arbejde længere. Alligevel er der med de seneste års diskussioner om Arne- og Seniorpensionen opstået en uværdig generalisering af alle seniorer som nogle, der er nedslidte, sakker bagud og hverken kan eller vil arbejde mere. Intet kunne imidlertid være længere fra sandheden.

Derfor er der behov for en ny fortælling om seniorerne, så endnu flere har lyst til at blive længere. Det skal ikke mindst ses i lyset af, at vi allerede i dag står med en stor mangel på medarbejdere, og at den mangel kun blive større, hvis seniorerne trækker sig tilbage i samme grad som i dag. Kort sagt har vi brug for, at vores seniorer bliver på arbejdsmarkedet længere.

Rigtig mange seniorer både kan og vil heldigvis gerne fortsætte deres arbejdsliv – og virksomhederne vil også gerne have dem og deres mange års erfaringer. Det kommer ikke mindst til udtryk ved, at ledigheden blandt seniorer er fuldstændig på niveau med arbejdsmarkedet som helhed, og beskæftigelsen stiger måned for måned.

Læs også

Langtidsledigheden er dog fortsat lidt højere, end den er for befolkningen generelt, og er man først blevet ledig i en høj alder, er vejen tilbage til arbejdsmarkedet for nogen lang. Det har vi alle pligt til at afhjælpe.

Ressourcestærk og attraktiv arbejdskraft
Selvfølgelig er der nogle seniorer, som har brug for at trække sig tilbage før folkepensionsalderen. Men der er også rigtig mange, som har et godt helbred, som er glade for deres arbejde, og som hver dag bidrager med stor erfaring og knowhow.

Arbejdsgiverne skal tale med deres senioransatte om muligheden for at overgå til en deltidskontrakt eller holde flere selvbetalte fridage, hvis man ønsker fleksibiliteten, så alternativet ikke bliver, at man trækker sig fuldstændigt.

Palle Smed og Erik E. Simonsen
Hhv. direktør, Faglige Seniorer og vicedirektør, DA

Alene de seneste ti år er der kommet 136.000 flere lønmodtagere over 60 år i arbejde – og antallet af seniorer, som vælger at arbejde efter pensionsalderen, er også fordoblet. Det er til stor gavn for virksomhederne men også til gavn for seniorerne selv.

Det understreger en ny undersøgelse fra projektet SeniorKlar, som Faglige Seniorer og den uddelende fond Østifterne står bag.

I undersøgelsen har mere end 14.000 seniorer deltaget, og helt kort er konklusionen, at de, der fortsætter med at arbejde til efter pensionsalderen, er lykkeligere og mindre ensomme end dem, som trækker sig før tid eller ved folkepensionsalderen.

Det skyldes, at de ældre er utrolig glade for deres job, de oplever, at det giver mening, og at de har et godt tilhørsforhold til arbejdspladsen og deres kollegaer.

Resultatet er særdeles glædeligt, men i virkeligheden ikke så overraskende. For langt de fleste af os betyder arbejdsglæde og tilhørsforhold meget for trivslen. Så hvorfor skulle det ikke gøre sig gældende, bare fordi man bliver 60, 65 eller 70 år?

Læs også

Seniorpræmie og bonus
Når talen falder på, hvordan vi får flere seniorer til at blive længere på arbejdsmarkedet, handler det derfor netop om at få sat fokus på den positive fortælling om den ressourcestærke senior, hvor virksomhederne også har et ansvar for at blive endnu bedre til at vise seniorerne, at vi gerne vil have dem til at blive.

På alt for mange arbejdspladser er det en norm, at man trækker sig ved folkepensionsalderen, og derfor får mange medarbejdere og ledere slet ikke talt om muligheden for at blive. Her skal virksomhederne blive bedre til at spørge seniorerne, om de ikke har lyst til at blive i stedet for at spørge, hvornår de går fra. Og ikke mindst gøre samtalen konkret: hvad skal der til for, at den enkelte vil fortsætte i jobbet?

For der er mange fordele ved at forblive en del af arbejdsfællesskabet – og der er da også flere undersøgelser, der har vist, at mange af de seniorer, der trækker sig tilbage, egentlig gerne ville blive lidt længere.

Højt på mange seniorers ønskeseddel er muligheden for større fleksibilitet. Derfor er det også vigtigt, at arbejdsgiverne og lederne får taget en snak med deres senioransatte om muligheden for at overgå til en deltidskontrakt eller holde flere selvbetalte fridage, hvis man ønsker fleksibiliteten, så alternativet ikke bliver, at man som senior i stedet trækker sig fuldstændigt fra arbejdspladsen.

Endelig skal vi som samfund huske at takke seniorerne for at fortsætte med at tage en tørn til gavn for os alle.

Det kan man for eksempel gøre ved at forlænge seniorpræmien og indføre en bonus henimod folkepensionsalderen for de seniorer, der i forvejen har haft et langt arbejdsliv, hvis de vælger at fortsætte med at arbejde. Her har vi brug for hjælp fra politikerne for at styrke guleroden for at blive i beskæftigelse.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Erik E. Simonsen

Vicedirektør og chef for beskæftigelse og arbejdskraft, Dansk Arbejdsgiverforening
cand.scient.pol. (Aarhus Uni.)

Palle Smed

Direktør, Faglige Seniorer

0:000:00