Har vi egentlig behov for en ny ældrelov?

I sin nytårstale proklamerede statsminister Mette Frederiksen (S) behovet for en ny ældrelov, der kan erstatte tidligere love på pleje- og omsorgsområdet. Det skal ses som et forsøg på at få de separate lovgivninger på henholdsvis social- og sundhedsområdet til at tale sammen.

Som hun beskrev den, skulle den nye lov være kort og præcis og med klare værdier. Det er der mange i sektoren der ser frem til.

Men hvorfor egentlig en lov kun til "de ældre"?

Først og fremmest er begrebet 'de ældre' lidt diffust. For hvornår er man egentlig ældre? Opgør vi alderdommen i forhold til det antal år, man har levet, vil det ofte være de 65 år, som skiller vandene mellem voksenlivet og alderdommen.

Med denne metode opgør vi alder kronologisk og tænker, at datoen på dåbsattesten er det afgørende. Den kronologiske alder som skillelinje giver mening, da den er nem at opgøre – vi kan jo bare tælle vores leveår – men den er også lidt forældet, for skiftet til alderdommen er blevet meget mere individuel. Se bare på indretningen af vores pensionssystem, og hvornår folk går på pension.

Fremfor den kronologiske alder skal vi derfor nok mere have fat i den biologiske alder, som markerer kroppens aldring og dermed ens fysiske og helbredsmæssige tilstand

Tine Rostgaard

De seneste års reformer af vores pensionssystem betyder, at en person som er født i 1995 først vil kunne gå på pension, når vedkommende er 73 år. Så de 65 år er ikke længere en naturlig markør for, hvornår vi indgår i alderdommen – og slet ikke for hvornår vi (måske) har behov for pleje og omsorg. Dette behov indtræder mere typisk, når vi er 75 år eller ældre.

Fremfor den kronologiske alder skal vi derfor nok mere have fat i den biologiske alder, som markerer kroppens aldring og dermed ens fysiske og helbredsmæssige tilstand. Eller ligefrem den psykologiske alder, der angiver hvor gammel man føler sig, og også hvordan man rent mentalt tackler aldringens overgange. Og for både den biologiske og psykologiske alder kan der være store individuelle forskelle mellem personer.

Nogle vil opleve, at kroppen er slidt i en tidlig alder og andre kan klø på til langt senere i livet. For den psykologiske alder er det interessant, at de fleste ældre mennesker faktisk ikke føler sig ældre end 50 år, uanset deres alder og deres livssituation.

Men problemet med en 'ældrelov' er også, at den med navnet signalerer en unødvendig segmentering af mennesker i forhold til deres alder. Og som fortsætter en lidt uheldig tendens i Danmark til at skelne mellem de behov, man har før og efter indtræden i alderdommen. 

For eksempel har kommunerne to instanser, der varetager interesser for henholdsvis de ældre og personer med handicap, Ældrerådene og Handicaprådene. Som jeg har erfaret i et igangværende forskningsprojekt, er der ikke nødvendigvis interesse i de to råd til at samtale om de mon har fælles interesser, når alder og handicap mødes.

Det er interessant, i og med at den medicinske og sundhedsfaglige udvikling faktisk betyder, at flere mennesker med handicap lever længere og dermed opnår status som gamle. Og fordi nogen ældre opnår funktionsnedsættelse, som kan opleves som et egentlig handicap.

Ældre og personer med handicap risikerer også at blive behandlet forskelligt i det sociale system. Man risikerer således at have en forskellig retsstilling, alt afhængig om man er person under 65 år med et handicap eller en person over 65 år med funktionsnedsættelse. Eksempelvis kan en person med handicap miste det kommunale tilskud til en handicapbil, når man bliver en ældre person med handicap.

Dette var baggrunden for, at nu afdøde Birte Brejner sammen med Muskelsvindfonden i 2016 lagde sag an mod den danske stat for diskrimination på grund af alder og handicap og for at foretage en afgørelse i strid med den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Hun havde tidligere som førtidspensionist modtaget tilskud fra kommunen til at dække op til 4.000 kroner i månedlige merudgifter til en handicapbil. Da hun blev folkepensionist, havde hun ikke længere ret til denne hjælp.

Birte Brejners sag er på ingen måde unik og handicaporganisationerne havde kæmpet forgæves for politisk ørenlyd i en årrække, og de forsøgte nu at få en lovinstans til at afgøre sagen. Og der var opbakning i juridiske kredse. Som professor i socialret ved Københavns Universitet, Kirsten Ketscher, udtrykte det: "Det er på tide. Man får det ikke bedre af at fylde 65 år".