Lektor: Minoritetsetniske ældre kan ikke kassetænkes

“Kom op til os for at arbejde!”

Sådan lød det fra Danmark i 1960’erne og 1970’erne, da der var behov for udenlandsk arbejdskraft. Så kom der gæstearbejdere – primært mænd – fra middelhavslandene op på de danske fabrikker, og der kom pizza, moussaka og senere kebab i danskernes maver.

Mange af disse mænd har fået koner, børn og børnebørn. Senere er der kommet andre migranter og flygtninge fra mange andre lande. Nogle er rejst igen, men andre er ved at blive gamle her i landet. Antallet af ældre migranter er stigende i Danmark, og især dem med ikke-vestlig baggrund kræver ekstra opmærksomhed. Det er der mange grunde til.

Ingen ældre kan ikke kassetænkes

Først og fremmest er alle ældre mennesker forskellige fra hinanden. Det gælder uanset, hvor i verden vi kommer fra. Det lyder banalt, men er ufatteligt svært at begribe i praksis.

Når der tales om danske ældre, kategoriseres “de” rask væk som en ensartet gruppe med stort set samme behov. Derfor har “de” både en stor forening – Ældre Sagen – og en ældreminister for deres “fælles” problemer. Denne kassetænkning rummer en forestilling om en hel gruppe mennesker, der i mange offentlige rapporter bliver personliggjort som “den ældre”.

Men hver gang vi forsøger at differentiere og underopdele forskellige typer af ældre mennesker, udstanser vi en lidt mindre kasse, hvis ramme aldrig kan tilgodese de mange menneskelige varianter, den rummer. Og når vi så taler om indvandrere – og særligt de ikke-vestlige af slagsen – skal der lægges et par tyktflydende lag af fordomme og forestillinger ovenpå kassen.

Sandheden er bare, at ikke-vestlige indvandrere heller ikke er ens, og selvom det er svært at begribe, så er det endnu sværere at tage hensyn til i praksis. Ikke mindst i mødet med den danske omsorg og plejepraksis.

Så hvordan kan den udfordring håndteres i vores velfærdssamfund, hvor alle borgere har ret til pleje og omsorg, når de bliver gamle?

Sprog og kultur spænder ben

Noget, der er fælles for mange ældre ikke-vestlige indvandrere, er deres vilkår. De har lavere uddannelsesniveau end etnisk danske ældre, de har haft de hårde og dårligt betalte jobs på det danske arbejdsmarked, de har dårligere økonomi, de er nedslidte og syge både fysisk og psykisk, og oftere end etnisk danske ældre føler de sig ensomme eller triste. De har faktisk brug for hjælp.

Den slags plejehjem findes i andre lande, men i Danmark er den gængse holdning til indvandrere, at de skal være ligesom os. Og hvis ikke de vil eller kan det, må de passe sig selv.

Anne Leonora Blaakilde
Lektor, Roskilde Universitet

Særligt for kvinderne kan det være svært at begå sig på det danske sprog. Ved behov for kontakt med sundhedsvæsenet eller behov for pleje og pasning er sproget ofte den allerstørste barriere. Hvis man ikke kan forstå hinanden, er det svært at give og modtage hjælp.

Kulturen kan også være en udfordring. Og her menes ikke de ældre indvandreres egen kultur, men derimod mødet med den danske kultur i plejesektoren. Idealet i det danske plejesystem er “personcentreret pleje og omsorg”, og de ansatte gør deres bedste for at opfylde dette, men selve institutionen er opbygget efter forestillingen om en “den ældre”. Det vil sige det hvide menneske med hele sin livserfaring, sprog og kultur fra dette land.

Det indebærer med andre ord hjerter svøbt i flødesovs, julepynt, Jeppe Aakjær og hjorten over skovsøen. Men det kan være svært at føle sig hjemme i denne verden, hvis man er anderledes – og det gælder ikke alene folk fra andre lande, men eksempelvis også danske vegetarer, homoseksuelle og gamle hippier.

Udlandet satser på profilplejehjem

Derfor laves der nogle steder i Danmark såkaldte “profilplejehjem” med en særlig profil for mennesker, der har samme baggrund og føler sig på bølgelængde med hinanden. Også for ældre indvandrere kunne der være den slags mindre plejehjem, hvor der tales ét sprog, og hvor menuen er kendt fra beboernes egen kultur.

Den slags plejehjem findes i andre lande, men i Danmark er den gængse holdning til indvandrere, at de skal være ligesom os. Og hvis ikke de vil eller kan det, må de passe sig selv.