Professor: Livets afslutning er minoritetsældres store, usynlige udfordring

Aldersaktivisten Ashton Applewhite har sagt, at "frygten for at dø er menneskelig", men at "frygten for at blive ældre er en kulturel konstruktion".

Flygtninge og indvandrere i Danmark møder mange sære udfordringer med vores mærkelige sprog, hvor det talte ord er afkoblet fra det skrevne, og hvor man som udefrakommende både skal være offer, taknemmelig og selvstændig, mens evige sammenstød med tvetydige danske værdier og skiftende integration gør det umuligt at finde ro.

Men aldring og livets afslutning udgør formentlig den sværeste men også mest usynlige udfordring for migranter.

Ældre fanges i værdikrydsfelt

Mit første møde med en aldrende migrant var en 65-årig kvindelig patient fra Vestafrika, der var blevet henvist til undersøgelse for tropisk infektionssygdom. Hun havde mange fysiske symptomer, men viste sig at være sund og rask.

Hendes eneste problem var, at hendes ældste søn havde taget hende med til Danmark for at passe på hende, men han havde ikke råd til det, og moderen måtte bo i en meget lille lejlighed uden kontakt med andre mennesker. Hendes søn skammede sig over ikke at have råd til at sikre moderens alderdom og var derfor holdt op med at besøge hende.

Kvinden kedede sig bravt og savnede varmen, sine døtre, veninderne og de øvrige børnebørn i hjemlandet. Hun var trist og havde ondt i hovedet af afsavn med udsigt til at dø alene i en kedelig betonlejlighed. Der var ikke meget tropesygdom over den tilstand.

Ældre etniske minoritetsborgere bliver ofte fanget i et krydsfelt mellem hjemlandets og modtagerlandets værdier og de hybride personlige behov, der kan opstå som ældre i et fremmed land uden penge og med sparsomt sprog.

Handlingslammelsen er tydelig, og meningsløsheden demoraliserer de ældre og dræner deres børn

Morten Sodemann
Professor

Børn står i evig gæld

De ældre vil ikke være en byrde for deres børn, men bevæger sig stadig i hjemlandets tankesæt. Børnene gør, hvad de kan for at hjælpe, men skjuler samtidig, at de bliver stressede af den svære opgave.

Mange unge voksne, der har forældre med flygtningebaggrund fortæller om, at de mistede deres barndom og ungdom, fordi de skulle være socialrådgivere, advokater, sekretærer, chauffører og diplomater for deres forældre samtidig med, at de skulle gå i skole, uddanne sig og få fire børn.

Det er helt utænkeligt for børnene at brokke sig eller ændre på det, for de står i evig gæld til de forældre, der fik dem væk fra krig og uro og gav dem sikre rammer i Danmark. Handlingslammelsen er tydelig, og meningsløsheden demoraliserer de ældre og dræner deres børn.

Ashton Applewhite har nok ret, når hun mener, at vi nok er ens i døden, men tiden indtil da er en kompleks livsfase præget af stærke sociale og familiemæssige værdier, som kan være umulige at bevare i et fremmed land.

Flygtninge kompenserer med isolation

I den anden ende af alderdommen venter sygdom og død. Som en ældre multisyg patient sagde til mig: "Jeg har ikke lyst til at dø på et sprog, jeg ikke taler". Det er ikke selve døden, der frygtes, men at lidelserne op til den bliver overset, og at smerter ikke lindres, fordi sproget om krop, sjæl og sygdom er kodet på modersmålet.

Måske prøver nogle flygtninge som kompensation fysisk at genskabe det sted, de har tabt af frygt for at skulle dø et fremmed sted. De ældre isolerer sig i hjemmet, der bliver en tryg hule med nedrullede gardiner, medicinskabet omdannes til et alter og børnene må stille op som døgnplejere, apotekere, massører og psykologer samtidig med, at de skal passe deres øvrige liv.

Alderdommen taler sit eget sprog, men forstår vi det?

Morten Sodemann
Professor

Komikeren Dave Allen har en monolog om livets faser. Han har det tydeligvis svært med alderdommen, men han har dog en ting at se frem til: han glæder sig til at kunne se tilbage på alderdommen med glæde.

Det skal være trygt at blive gammel, uanset hvilket sprog man taler, og det skal være muligt som pårørende at leve et multikulturelt liv med sine aldrende forældre uden at brænde ud som 30-årig.

Alderdommen taler sit eget sprog, men forstår vi det? Der er meget vi ikke ved om alderdommen i tværkulturelt perspektiv, men coronapandemien viste os, at vi var i stand til at vende de gamle ryggen for at passe på resten. Vi isolerede os fra de ældre, men blandt etniske minoriteter var mønsteret stik modsat: man rykkede sammen og passede på hinanden under samme tag.

Det beviste igen, at "frygten for at dø er menneskelig", men at "frygten for at blive ældre er en kulturel konstruktion".