Ensomme Gamles Værn: Der mangler fokus på minoritetsetniske ældres sociale og psykiske liv

En del mennesker overraskes, når de hører, at mange ældre flygtninge og migranter føler sig ensomme. Vi tror, at minoritetsetniske ældre har deres store familier og tætte netværk fra hjemlandet, og at deres sociale og følelsesmæssige liv er sikret. Men sådan forholder det sig ikke.

Blandt ældre mennesker fra såkaldt ikke-vestlige lande er det faktisk dobbelt så mange af de 65-79-årige, som oplever at føle sig ensomme i forhold til de etnisk danske ældre. Spørgsmålet er bare hvorfor?

Livsvilkår mindsker livslysten

Ikke alle minoritetsetniske ældre har familie og venner tæt på, og nogle lever meget isoleret. Selv de, der bor med familie, kan have det svært. Kedsomhed og mismod, usikkerhed om børnebørnenes fremtid, om livets slutning, hvor skal man begraves, savnet af afdøde, men også savnet af mennesker, natur og kultur i det land, de er flygtet eller migreret fra.

Belastningerne slider, kombineret med oplevelser af ikke at føle sig accepteret hverken her eller der.

Dertil kommer, at minoritetsetniske ældre i en relativt yngre alder har smerter og er syge og funktionssvækkede – risikofaktorer for ensomhed. Endnu en risikofaktor er en dårlig økonomi, som en stor del lever med, nogle i decideret fattigdom.

Samlet set mindsker disse livsvilkår muligheden for at leve et liv med et inspirerende indhold og aktiviteter, der styrker livslysten og holder kroppen i gang.

Ensomhed er et samfundsanliggende

Det, vi kalder ensomhed, er et komplekst problemfelt.

Ensomhed kan subjektivt set være det at savne fortrolighed, at føle sorg over at have mistet nogen eller noget værdifuldt, rastløshed og stress over at være låst fast, tomhed, ulyst, at føle sig udenfor, forladt, at opleve, at ingen har brug for en. Selvværdet og oplevelsen af mening med livet er på spil.

Vi tror, at minoritetsetniske ældre har deres store familier og tætte netværk fra hjemlandet, og at deres sociale og følelsesmæssige liv er sikret

Christine E. Swane
Direktør og forskningsleder, Fonden Ensomme Gamles Værn

Langvarig ensomhed er en kæmpe belastning for den enkelte, men den koster også samfundet milliarder årligt i sundhedsudgifter til blandt andet ekstra lægebesøg og hospitalsindlæggelser. Derfor har Folketinget i efteråret 2021 vedtaget en national strategi til bekæmpelse af ensomhed.

Rundt om i det danske sundhedsvæsen arbejdes der desuden med afdækning af, hvordan sundheds- og omsorgssystemet bliver bedre til at møde minoritetsetniske ældre sprogligt og kulturelt for at forbedre vilkårene for diagnostik, behandling og pleje.

Som ensomhedsbekæmpende tiltag bygges der, understøttet af Sundhedsstyrelsens puljeprogrammer, broer mellem hjemmepleje, forebyggelses- og ensomhedskonsulenter og frivillige organisationers aktivitets- og sociale indsatser.

Ældre mennesker, der oplever ensomhed, skal opspores, deres ønsker og behov kortlægges, og vejen til den rette indsats etableres. Det er godt. Men der mangler stort set i hele landet et fokus på, hvordan minoritetsetniske ældre får et bedre og mere indholdsrigt liv i fællesskab med andre.

Viden og inspiration findes

I Fonden Ensomme Gamles Værn har vi i mange år støttet forskning og sociale tilbud til minoritetsetniske ældre. På www.egv.dk er der viden og inspiration at hente. Her vil jeg fremhæve to sociale indsatser, som via følgeforskning i 2021 er udgivet i lettilgængelige hæfter.