Debat: Når velfærdssamfundet ikke kan løfte omsorgen, bør vi indføre en omsorgsforsikring

Bekymringen breder sig. Hvem tager sig af os med omsorg og nærvær, når vi kommer i en situation med behov for hjælp?

Sundhedssektoren mangler medarbejdere. Det samme gør ældre- og socialsektoren. Situationen er kritisk, og noget tyder på, at den er vedvarende de næste ti til 20 år.

Velfærdssamfundet har siden efterkrigstiden budt sig til med garanti for, at der ville blive taget hånd om vores ve og vel. Et samfundsmæssigt sikkerhedsnet, der har været skatteyderfinansieret.

Det har i en lang årrække omfattet de bløde facetter som omsorg, respekt, dialog, involvering og kærlighed. Nu går den bare ikke længere. Der er ikke tid og medarbejdere til den slags, konstateres det gang på gang.

Organisationer råber op

Der lyder nødråb fra mange sider.

Ældre Sagen kalder det "en humanitær krise," mens sygeplejerskerne mener, at "sundhedsvæsenet bløder". Lægerne påpeger, at "der har ikke været prestige i at være praktiserende læge," FOA mener, at "fremtiden ser sort ud nu," og KL advarer mod, at "manglen på hænder truer kernevelfærden på ældreområdet".

Man forsikrer sig almindeligvis imod kritiske hændelser, der både menneskeligt og økonomisk risikerer at være en for stor byrde for den enkelte. Forsikringstagerne deler risikoen med hinanden gennem ordninger hos forsikringsselskaber og sygesikringsordninger.

Vi har også i større og større grad sikret os ekstra til alderdommen gennem både frivillige og obligatoriske pensionsordninger som et nødvendigt supplement til folkepensionen. Velfærdssamfundet er ikke længere i sig selv en forsikring, som vi kan sætte vores lid til i enhver henseende.

Ressourcerne findes

Jeg er sikker på, at der er mange, der gerne vil betale en forsikringspræmie over et langt liv, der via en fælles pulje kan sikre, at der er nærvær og omsorg, når velfærdssamfundet ikke kan stille op

Henrik Sven Sørensen
Bestyrelsesformand i SundVikar og ActivCare

Derfor rejser jeg spørgsmålet, om man kan forsikre sig til omsorg, således at man selv kan tilkalde de ressourcer, der er nødvendige i livets bølgedale. Ved sygdom, ved alderssvækkelse, ved invaliditet eller handicap eller måske ved livets kriser. Det være sig hos en selv eller ens nærmeste pårørende.

Ressourcerne, der kan levere forsikringsdækningen, er der. Der findes mange tusinde freelancere og vikarer med netop de kompetencer, der savnes til faste jobs i velfærdssamfundet.

Men de vil hellere være frie fugle, der blandt andet selv kan disponere omsorg og empati, når det er nødvendigt og ønsket. De har ikke tænkt sig at tage faste jobs i det offentlige. Derimod vil de meget gerne hjælpe det enkelte menneske med akutte og seriøse behov, og naturligvis skal de have løn for dette på lige fod med de fast ansatte.

Nye kræfter til et svækket område

Derfor "ja" til forsikring af omsorg. Og en kraftig opfordring til forsikrings- og pensionsbranchen om at etablere sådanne ordninger.

Jeg er sikker på, at der er mange, der gerne vil betale en forsikringspræmie over et langt liv, der via en fælles pulje kan sikre, at der er nærvær og omsorg, når velfærdssamfundet ikke kan stille op.

Det kan forhåbentlig også åbne op for, at nye kræfter kan levere omsorg og nærvær. For hvem siger, at det kun er de fag-fagligt uddannede, der kan levere denne form for service.

Lad også de ufaglærte få muligheden for en opkvalificering, hvor deres omsorgsgen og medmenneskelighed ikke bliver tilsidesat på faglighedens alter. Der må tænkes ud af boksen.

Omsorg er ikke så klart defineret som CO2-udledning, vindmøller, finansloven, coronahjælpepakker og andre tiltag, der har politisk bevågenhed. Men det er en livsnødvendighed for det levende menneske, og i det lys må vi sikre, at det er til stede.

En vej dertil er etableringen af omsorgsforsikringen.