Sygehjælper: Regeringens helhedspleje hjælper ikke de mennesker, ældreplejen først og fremmest bør handle om

Det er netop de borgere, for hvem den ideologisk højt besungne valgfrihed ingen mening giver. For selve udøvelsen af selvbestemmelse forudsætter et vist kognitivt funktionsniveau. Selvbestemmelse for Else og Knud forudsætter, at jeg eller andre hjælper den på vej. For de kan ikke selv give udtryk for den. De savner bevidsthed og sprog.

Realistisk set har regeringen ikke penge nok til at ændre på prioriteterne i ældreplejen. Og selv hvis de havde, ville der ikke være de nødvendige hænder.

Lars Lennart Jensen
Sygehjælper, tidligere chefkonsulent i Kommunernes Landsforening

Møgsager handler ikke om for meget ledelse

Jeg har altid syntes godt om det socialpolitiske grundprincip, som vi kalder hjælp i dybden. Det handler om at have både det politiske og faglige mod til at fokusere indsatsen på de mest udsatte borgere. Og det er alle andre end dem, der udelukkende modtager rengøringshjælp hver anden eller tredje uge i knap en time.

Som en ældrechef sagde for mange år siden: ”Vi gør ikke rent. Vi holder rent. Det lever jeg fint med.”

Det gør jeg også. For realistisk set har regeringen ikke penge nok til at ændre på den prioritering. Og selv hvis den havde, ville der ikke være de nødvendige hænder.

I et svagt øjeblik kunne jeg drømme om en minister, der turde sige det højt og turde diskutere reelle velfærdspolitiske prioriteringer, uden at have et behov for at sløre det med nyromantisk snak om kaffe først, billeder af børnebørnene, gåture og lignende.

Det er afgørende at huske på, hvad der udløste ældrereformen. Nemlig de sørgelige eksempler på systematiske omsorgssvigt. Hvis regeringen tror, at de møgsager handler om for meget ledelse og myndighed, tager den i monumental grad fejl. Det handler om det modsatte.

For det første har de ledere, jeg senest har oplevet, haft ansvaret for at lede mellem 75-100 medarbejdere. I den offentlige sektor er det såkaldte ledelsesspænd tilsyneladende omvendt proportionalt med medarbejdernes uddannelsesniveau. Skal man lede akademikere er ledelsesspændet typisk på otte til ti medarbejdere – skal man lede hjælpere og assistenter skal det ganges med ti.

For det andet har det typiske billede været, at en visitator har ansvaret for flere hundrede cpr-numre. For mig er myndighedsarbejde et fag i sig selv – og rammerne om det fag er helt urimelige i dag, og regeringen arbejder med sin malplacerede retorik aktivt på at forringe dem yderligere.

Min største bekymring er, at vi i den ældrepolitiske debat ikke har lyst til at tale om de mennesker, som ældreplejen først og fremmest bør handle om.

Lars Lennart Jensen
Sygehjælper, tidligere chefkonsulent i Kommunernes Landsforening

Demonterer regeringen rammerne for udøvelse af god ledelse og myndighed i ældreplejen, ender vi et sted, hvor ingen har lyst til at være.

Regeringen tegner et glansbillede

Jeg påstår ikke, at jeg er en socialretlig kongeørn, men jeg synes, at regeringen skylder os at fortælle, hvad der konkret skal ændres i servicelovens bestemmelser om personlig og praktisk hjælp for, at borgernes selvbestemmelse kan udfolde sig.

For som jeg læser den, er det ikke alene muligt. Det har været en lovgivningsmæssig intention i flere årtier. Min største bekymring er, at vi (fortsat) i den ældrepolitiske debat ikke har lyst til at tale om de mennesker, som ældreplejen først og fremmest bør handle om. Nemlig dem, der er så udsatte, at vi holder deres liv, førlighed og tryghed i vores social-og sundhedsfaglige hænder.

De har ingen glæde af ”helhedspleje,” som regeringen udlægger den. God social- og sundhedsfaglig praksis handler ikke først og fremmest om ”helhedspleje” og det glansbillede, regeringen tegner. Det handler om noget helt andet, som ikke altid tager sig lige kønt ud, men bogstaveligt talt er livsvigtigt for de mennesker, ingen regering har lyst til at svigte. Hvis de nu tænker sig rigtig godt om.