Debat

Velfærdschef i PFA: God opsparing og et langt arbejdsliv er ikke hinandens modsætninger

Vi står ikke med en stor gruppe pensionsopsparere, som bare går og venter på, hvornår de mon kan hive stikket, skriver Jesper Brask Fischer.

Hos pensionsselskaber PFA er velfærdschef Jesper Brask Fischer ikke bekymret for at store opsparinger vil få mange til at gå tidligt på pension. Tværtimod peger udviklingen den anden vej.<br>
Hos pensionsselskaber PFA er velfærdschef Jesper Brask Fischer ikke bekymret for at store opsparinger vil få mange til at gå tidligt på pension. Tværtimod peger udviklingen den anden vej.
Foto: Celina Dahl/Ritzau Scanpix
Jesper Brask Fischer
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

I en tid med mangel på arbejdskraft giver det god mening, at der er nervøsitet for, at voksende pensionsopsparinger vil føre til, at danskere i hobetal vil gå på tidlig pension. 

En frygt som bliver beskrevet i artiklen 'Nye tal: Tusindvis af danskere vil stoppe før pensionalderen for egen regning' i Altinget.

Men inden vi maler fanden på væggen, så lad os lige dvæle lidt ved påstanden, før vi godtager den, for den strider med de faktiske forhold og de bevægelser, vi ser på arbejdsmarkedet lige nu.

Faktum er, at danskernes tilbagetrækningsalder er steget ganske gevaldigt fra 63 år til næsten 67 år på bare 13 år (kilde: F&P). Og det er vel og mærke sket samtidig med, at pensionsopsparingerne er vokset betragteligt, både takket være højere opsparingsprocenter og gode afkast.

Det skal være attraktivt for medarbejderne at vælge et langt arbejdsliv med fleksibilitet, nye opgaver og mulighed for delpension.

Jesper Brask Fischer
Velfærdschef, PFA Pension

Forudsætningerne for tidligere tilbagetrækning har altså i stigende grad været til stede økonomisk, men det er ikke sket - tværtimod

Her er tre grunde til, at en god opsparing og et langt arbejdsliv ikke er hinandens modsætninger:

Seniorer vil gerne arbejde

For det første sparer vi mere op, fordi vores forventninger til livskvaliteten i seniorlivet stiger. Livet skal leves hele livet. En tendens der afspejler sig i seniorernes forbrugsudvikling over de sidste 25 år. Samtidig kommer vi til at få flere og flere år som pensionist, fordi vi lever længere.

Levetidsprognoserne fortæller, at en 67-årig PFA-kunde kan forvente at leve i 22 år, og flere af disse bliver friske leveår. Det kræver altså en større opsparing end tidligere. Specielt når vores behov og forventninger til denne livsfase samtidig øges.

For det andet har man fra politisk side over de senere år med gentagne lovændringer, gjort det mere attraktivt at gå senere på pension. Modregningen er blevet mindre, og Christiansborg har dermed gjort gevinsten ved fortsat arbejde større.

Læs også

For det tredje, og nok mest afgørende, så er lysten til at arbejde ikke kun drevet af økonomiske behov. Relationer, et formål med tilværelsen og faglig selvforståelse vejer tungere.

I en ny og omfattende undersøgelse fra Center for Lykkeforskning afsløres det også, at livskvaliteten er højere og ensomheden lavere for de seniorer, som fastholder en tilknytning til arbejdsmarkedet.

I en befolkningsundersøgelse fra PFA svarede 42 pct. af de adspurgte i øvrigt, at de forventer at arbejde efter folkepensionsalderen.

Langt arbejdsliv skal være attraktivt

Vi står altså ikke med en stor gruppe pensionsopsparere, som bare går og venter på, hvornår de mon kan hive stikket.

Men selvom seniorerne gerne vil arbejde og i stigende grad gør det, så er det vigtigt, at den positive tendens bliver understøttet.

Helt konkret skal det være attraktivt for medarbejderne at vælge et langt arbejdsliv med fleksibilitet, nye opgaver og mulighed for delpension. Følges denne opskrift har arbejdspladserne langt lettere ved at fastholde de værdifulde kompetencer, som seniorerne besidder.

I PFA arbejder vi målrettet sammen med virksomhederne på, at flere seniorer får mulighed for at blive længere på arbejdsmarkedet – også efter folkepensionsalderen.

For når det lykkes, er det en gevinst for både de enkelte medarbejdere, virksomhederne og for hele samfundet.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jesper Brask Fischer

Velfærds- og seniorchef, PFA
cand.scient.adm. (Roskilde Uni. 1997), INSEAD

0:000:00