Flere reformer tak!

Af Martin Ågerup
Direktør for tænketanken Cepos

For nyligt blev det offentliggjort, at 17.700 danskere i 2014 taber penge ved at være i beskæftigelse sammenlignet med at være på overførselsindkomst.

I fredags (10.01.14) kom AE-rådet med en slags "mod-analyse", der viser, at langt de fleste af disse 17.700 alligevel er i arbejde. 

Det fik Dagbladet Politiken til at konkludere, at det er "en myte, at lavtlønnede danskere hellere vil holde fri end at passe et arbejde, fordi det bedre kan betale sig at hæve kontanthjælp, dagpenge eller andre offentlige ydelser". Og AE-rådets direktør, Lars Andersen, udtalte til avisen: "Det er simpelthen for nemt at gøre Dovne Robert til en folkebevægelse. Der er andre ting end størrelsen af kontanthjælpen, der styrer folks adfærd".

Det er noget af en stråmand, AE-rådet her sætter op. For ingen har påstået, at det økonomiske incitament til at arbejde betyder alt. Men AE-rådets medarbejdere har tendens til at falde i den anden grøft, nemlig ved at påstå, at økonomiske incitamenter intet betyder. For eksempel med denne kommentar for nylig: "Danskerne vil gerne arbejde og arbejder, når der er job".

Penge vil altid spille en rolle
Det er imidlertid en alt for forenklet tilgang til en kompleks problemstilling.

De økonomiske incitamenter påvirker, hvor ivrig man er efter at komme hurtigt i job: Hvor langt vil man rejse, hvor meget vil man gå uden for sit vanlige arbejdsområde, hvor meget vil man gå ned i løn i forhold til lønnen i det gamle job?

Martin Ågerup
Direktør i Cepos

Ikke alle danskere vil tage et hvilket som helst job, uanset om det giver et økonomisk afkast eller ej. De økonomiske incitamenter påvirker, hvor ivrig man er efter at komme hurtigt i job: Hvor langt vil man rejse, hvor meget vil man gå uden for sit vanlige arbejdsområde, hvor meget vil man gå ned i løn i forhold til lønnen i det gamle job? Her reagerer forskellige mennesker forskelligt, og det er alt for unuanceret blot at påstå, at "danskerne vil gerne arbejde, når der er et job".

Økonomer opererer med et begreb, der hedder kompensationsgraden. Den angiver, hvor stor en andel af den tidligere indkomst en given person får i overførsler, hvis han bliver ledig. Hvis man på jobbet har en disponibel indkomst på 100 kroner og på kontanthjælp samlet set inklusiv boligstøtte m.v. får 80 kroner, er kompensationsgraden 80. Med andre ord: Jo højere kompensationsgrad, jo mindre får man ud af at arbejde. 

Økonomi- og Indenrigsministeriet finder i rapporten Fordeling og incitamenter 2013, at personer med en kompensationsgrad på 80 eller derover har en lavere deltagelse på arbejdsmarkedet end personer med en lavere kompensationsgrad. 

Det behøver selvsagt ikke alene at skyldes de økonomiske incitamenter, men det forekommer sandsynligt, at de bidrager væsentligt. Ministeriets økonomer vurderer, at hvis man har en nettokompensationsgrad på over 80 procent, er der et "forholdsvist svagt incitament til at arbejde".

Thorning skal fortsætte de gode reformer 
Andre analyser underbygger dette billede. Økonomiske incitamenter spiller en rolle. Det er med dette udgangspunkt, Thorning-regeringen har gennemført gode reformer, herunder en reduktion i den årlige regulering af dagpenge og kontanthjælp for at finansiere lavere skat på arbejde. 

Et nyttigt tiltag, der via lavere kontanthjælp og dagpenge gør det mere attraktivt at tage et job. Thorning-regeringen finder, at mindre-reguleringen øger den strukturelle beskæftigelse markant, fordi tilskyndelsen til at arbejde stiger. Er AE-rådet uenig i dette? Tilsvarende har Thorning-regeringen gennemført en kontanthjælpsreform, der bl.a. sænker kontanthjælpen for de 25-29-årige. Også denne reform vil ifølge Thorning-regeringen øge den strukturelle beskæftigelse markant.

I dag er der ifølge regeringens egne tal ca. 330.000 personer i Danmark med et sådant svagt incitament til at arbejde. Og selv efter indfasningen af de vedtagne reformer af kontanthjælp m.v. vurderer Økonomi- og Indenrigsministeriet, at en kvart million danskere i 2023 vil have en nettokompensationsgrad på over 80 procent.

Hvem sagde, incitamenter ikke virker?
De skråsikre konklusioner, AE-rådet gør alene ved at studere 17.700 af disse 330.000 personer, modsiges af andre undersøgelser. For eksempel undersøgelser, der viser, at omkring en tredjedel af kontanthjælpsmodtagerne ifølge eget udsagn ikke står ikke til rådighed for arbejdsmarkedet.

En lang række danske arbejdspladser har de senere år meddelt, at man ikke kan skaffe danske medarbejdere. Og at mange af dem, de trods alt får anvist fra jobcentrene, kommer for sent, melder sig syge, stopper efter kort tid og i øvrigt er umotiverede.

Netop fordi vi, på trods af AE-rådets påstande, rent faktisk har disse motivationsproblemer, anvender vi uhensigtsmæssigt mange ressourcer på et bureaukratisk og rasende dyrt aktiveringssystem, der tvinger ledige til at søge jobs eller sender dem i "aktivering", uden at der kan påvises en væsentlig beskæftigelseseffekt af selve indsatsen. 

Effekten kommer stort set udelukkende fra truslen om aktivering, der giver en tilskyndelse til i stedet at finde et rigtigt job. Hvem sagde, incitamenter ikke virker?

For at bevæge sig hen i det mere anekdotiske hjørne: Ruths Hotel ved Skagen blev sidste år landskendt på ikke at have en eneste dansker ansat, der gjorde rent eller vaskede op. Ingen danskere søgte den slags jobs. Til gengæld var der 16 udlændinge ansat. 

Det ændrede sig i løbet af 2013. Flere danskere søgt jobs og blev ansat. Hotellets ledelse mener, at denne gunstige udvikling skyldes halveringen af dagpengeperioden, fra fire til to år. En skam, at regeringen har sat dagpengereformen delvist ud af kraft de næste fire år.

Incitamenter virker. Det skal kunne betale sig at arbejde. Derfor bør reformerne af de høje danske kontanthjælpsydelser fortsætte.