3F til DA: Vi taler ikke erhvervsuddannelserne ned

DEBAT: Mens DA forbeholder sig retten til at optræde overstrømmende glad ved den mindste fremgang på praktikpladsområdet, forbeholder 3F sig retten til at være kritisk konstruktiv, skriver Søren Heisel, forbundssekretær for 3F.

Af Søren Heisel
Forbundssekretær for 3F

Her på Altinget hævder Jannick Bay, uddannelses- og integrationschef i DA, at vi i 3F aktivt bidrager til erhvervsuddannelsernes efterhånden negative image blandt de unge og deres forældre.

Der skal ikke herske nogen tvivl om, at erhvervsuddannelserne er et af fagbevægelsens hjertebørn. Netop derfor er vi voldsomt optagede af, at uddannelserne fungerer så optimalt som muligt og bliver attraktive tilbud til de unge.

Men vi ser det som et problem, når hver anden af de nye praktikaftaler, eksempelvis inden for byggeriet, er korte aftaler, fordi de efter vores mening ikke er optimale. Derfor har vi ikke hænderne helt så højt over hovedet som DA, når en betydelig del af den nylige vækst i praktikpladser skyldes en vækst i korte aftaler.

Erhvervsuddannelsernes image
Hvis det var sådan, at væksten i de korte aftaler skete som et supplement til de ordinære, så ville vi måske nok kunne leve med det, efter devisen at en kort aftale er bedre end ingen aftale.

Men når vi af tallene kan se, at de korte aftaler stiger i antal med næsten dobbelt fart i forhold til de ordinære, så bliver vi bekymrede.

Det er vores helt klare opfattelse, at en forudsætning for, at erhvervsuddannelsernes image og attraktivitet kan blive styrket blandt de unge, er, at de har sikkerhed for, at de kan afslutte den praktikuddannelse, de begynder på.

Hvis de korte aftaler bliver det nye sorte, så vil vi stå i en situation, hvor vi skal motivere unge mennesker til at gå i gang med en uddannelse, hvor de risikerer at skulle løbe fra Herodes til Pilatus for at stykke et helt praktikforløb sammen.

Det er i min verden ikke optimalt.

Hvem har ansvaret?
Udover selve motivationsfaktoren, så har vi også en række andre reservationer i forhold til de korte aftaler.

Ved en ordinær aftale er det entydigt, hvem der har ansvaret for, at lærlingen tilegner sig den rette mængde faglige kompetencer.

Hvis lærlingen skal være i tre forskellige virksomheder, så bliver det pludseligt uklart, hvem der har ansvaret, hvis lærlingen for eksempel ikke er egnet til at gå til svendeprøve i sidste ende.

En tredje bekymring er den håndværksmæssige dannelse, der ligger i, at den unge er i samme virksomhed og bliver fortrolig med arbejdsprocesser og så videre.

En fjerde bekymring er, at virksomheder, der kun har unge i korte aftaler, risikerer at falde for fristelsen til at bruge de unge som løsarbejdere i virksomheden.

Lærlingen skal jo kun være i virksomheden i en kortere periode, så hvorfor udvikle en særlig ansvarlighed i forhold til den unges faglige og personlige progression?

Faglig og personlig progression
Vores klare antagelse er, at virksomheder, der tager unge i en fuld ordinær aftale, alt andet lige vil udvise mere ansvarlighed i forhold til den unges faglige og personlige progression, end hvis den unge kun er på visit i en kortere periode.

Korte aftaler har en værdi i forbindelse med uddannelsesklausuler, nye uerfarne praktikvirksomheder og virksomheder med begrænset oplæringspotentiale. Det er desværre bare ikke det, vi ser med det store opsving i korte aftaler.

Så på samme måde, som DA forbeholder sig retten til at optræde – jeg fristes til at sige overstrømmende – glade hver gang, der er den mindste fremgang at spore på praktikpladsområdet, så forbeholder vi os i 3F retten til at være kritisk konstruktive, når vi kan se en udvikling, som vi mener på sigt kan skade erhvervsuddannelserne. Konstruktiv kritik er ikke at tale ned, det er derimod udtryk for rettidig omhu.

Uanset hvordan vi vender og drejer det, så kan DA ikke sidde overhørig, at ud af de 9.549 nye aftaler, der blev indgået inden for byggeriet i 2018, var hele 3.925 korte aftaler.

Det betyder altså, at mere end fire ud af ti aftaler inden for byggeriet var korte aftaler. Så er jeg med på, at det inden for andre fag ser mindre dramatisk ud, men også der flytter tallene sig i den forkerte retning. Inden for handel og transport udgør de korte aftaler nu over syv procent og på industrien over 13 procent.

Urimeligt pres
Vi tænker, at virksomhederne bruger de korte aftaler som et ”pædagogisk” redskab i forhold til de unge. Det giver virksomhederne mulighed for at undgå en afskedigelsessag med lærlinge og i stedet blot undlade at forlænge et læreforløb. På den måde bliver den korte aftale et pressionsmiddel over for lærlingen.

Nogle vil mene, at det er et sundt princip. Andre vil mene, at det er et urimeligt stort pres at lægge på skuldrene af 16-18-årige, som først lige er ved at finde ud af, hvad det vil sige at leve et voksenliv på arbejdsmarkedet.

I 3F mener vi ikke, korte aftaler er noget særlig godt pædagogisk princip. I stedet bør virksomhederne gennem god ledelse sikre en fornuftig faglig og personlig progression i uddannelsesforløbet.

En sidste bemærkning. DA har sammen med sine medlemsorganisationer gennem de seneste to-tre år ikke forsømt mange muligheder for at klage over mangel på kvalificeret arbejdskraft. Den bedste måde at sikre sig kvalificeret arbejdskraft er ved at være en arbejdsplads, der tager et uddannelsesansvar for, at lærlinge kan få hele deres uddannelse i virksomheden.

Forrige artikel Akademikerne: Ligestillingen på ledelsesområdet går for langsomt Akademikerne: Ligestillingen på ledelsesområdet går for langsomt Næste artikel DA: Mænd og kvinder har lige muligheder i Danmark DA: Mænd og kvinder har lige muligheder i Danmark