Debat

Akademikerne i replik: Opdeling af ledige vil være til gavn for jobcentrene

Hvis a-kasserne overtager jobformidlingen for de forsikrede ledige i de første seks måneder, vil det være til gavn for både de ledige, erhvervslivet og jobcentrene, skriver Villy Dyhr i replik til Thomas Kastrup-Larsen og Nuuradiin S. Hussein.

A-kasserne kan løse opgaven med at få de ledige i job lige så godt eller bedre end i det
nuværende tostrengede system med parallelle forløb for ledige hos både
jobcenter og a-kasse. Hvis de ledige
ikke er i job efter et halvt år, kan jobcenteret komme på banen. Her kan der
være andre faktorer i spil for den enkelte, som gør, at der er brug for mere
støtte, skriver Villy Dyhr.
A-kasserne kan løse opgaven med at få de ledige i job lige så godt eller bedre end i det nuværende tostrengede system med parallelle forløb for ledige hos både jobcenter og a-kasse. Hvis de ledige ikke er i job efter et halvt år, kan jobcenteret komme på banen. Her kan der være andre faktorer i spil for den enkelte, som gør, at der er brug for mere støtte, skriver Villy Dyhr.Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix
Villy Dyhr
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

S-borgmester i Aalborg, Thomas Kastrup-Larsen, og rådmand Nuuradiin S. Hussein kalder i et indlæg i Altinget jobformidling i a-kasserne for et rædselsscenarie for erhvervslivet. De mener ikke, at a-kasserne er de rigtige til at hjælpe med at skabe det rigtige match mellem ledige og virksomheder.

Som akademisk a-kasse er vi selvsagt ikke enige i den udlægning. Vi kender vores medlemmer og deres faglighed bedre end nogen, og vi kæmper i øjeblikket for at overtage hele ledighedsforløbet fra jobcenteret for vores medlemmer de første seks måneder.

Spørgsmålet er også, om jobcenteret er den rigtige sparringspartner for erhvervslivet i alle tilfælde. Mangler du en ingeniør eller IT-profil, er der gode chancer for, at vores rekrutteringsfolk i Akademikernes A-kasse har bedre indsigt i disse profiler end jobcenteret, som skal håndtere samtlige professioner og fagligheder på markedet.

Behov for opdeling af ledige

Der vil jo også stadig være ledige at finde hos jobcenteret. De vil blot have et halvt års ledighed bag sig. Vi mener, at vi kan løse opgaven med at få de ledige i job lige så godt eller bedre end i det nuværende tostrengede system med parallelle forløb for ledige hos både jobcenter og a-kasse.

Hvis de ledige ikke er i job efter et halvt år, kan jobcenteret komme på banen. Her kan der være andre faktorer i spil for den enkelte, som gør, at der er brug for mere støtte. Men langt de fleste af vores medlemmer vil være i job inden da.

Meningen er jo at opdele ledige i dem, der har brug for hjælp, og dem, der er selvkørende

Villy Dyhr
Adm. direktør, Akademikernes A-kasse

Det må være i jobcenterets interesse at arbejde med de borgere, der har brug for yderligere støtte og indsatser efter et halvt års ledighed fremfor at belemre de dagpengemodtagere, der for langt størstedelen er selvkørende, opsøgende og aktive i deres jobsøgning fra første ledighedsdag.

Thomas Kastrup-Larsen og Nuuradiin S. Hussein er også bange for, at det vil skabe et A- og et B-hold af ledige, hvis a-kasserne får ansvaret de første seks måneder. Men det er forkert stillet op. Meningen er jo netop at opdele ledige i dem, der har brug for hjælp, og dem, der er selvkørende.    

Det er i den forbindelse vigtigt at huske, at de ledige dagpengemodtagere selv er med til at finansiere deres ledighed gennem deres betaling af kontingent. De har dermed valgt at betale til en a-kasse indenfor deres faglighed, og det er netop her, de forventer den rådgivning og sparring, som kan bringe dem nærmere et job.

Læs også

Sløjf det bureaukratiske dobbeltløb

Hvad angår Aalborg-politikernes postulat om, at a-kasserne har mindre lokal viden om arbejdsmarkedet, så har vi netop i Akademikernes A-kasse fokus på de små og mellemstore virksomheder i lokalområderne. Vi klæder vores medlemmer på til at navigere i både deres nærmiljø og til bredere søgning – både geografisk og inden for andre fagligheder.

I deres indlæg i Altinget lyder det også nærmest som om, at Jobnet og dermed jobcentrene er den eneste vej til job. Men det er nok ikke et retvisende billede. Vi har mange medlemmer, der finder job uopfordret, gennem netværk og startups og på alle mulige andre måder end gennem kommunen.

De ledige i 2022 ved jo godt, at det haster at finde et job. De oplever på egen krop, at der konstant bliver raslet med sablen i systemet, hvis de ikke gør, hvad de skal. De få, der ikke lever op til reglerne, tager vi også hånd om i a-kasserne. Men generelt er vores medlemmer selv i stand til at sætte retning.

Vi håber, at et flertal i Folketinget vil sætte a-kasserne fri og sløjfe det bureaukratiske dobbeltløb, så de ledige ikke skal henvende sig to steder under hele ledighedsforløbet, men kan bruge kræfterne på at søge job.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Villy Dyhr

Direktør, Akademikernes A-Kasse, ekstern lektor i organisation og ledelse, CBS, næstformand, Danske A-kasser
cand.scient. i geofysik, matematik og fysik (Aarhus Uni. 1994), hd i organisation og ledelse (Handelshøjskolen i København 1999)

Thomas Kastrup-Larsen

Direktør for Professionshøjskolen UCN Erhverv, fhv. borgmester (S), Aalborg Kommune
cand.scient.adm. (Aalborg Uni. 1999)

Nuuradiin S. Hussein

Rådmand (S), Job og Velfærd, Aalborg Kommune
Socialrådgiver

0:000:00