Jørgen Borre Larsen
Direktør, Jobrådgivernes Brancheforening

I forbindelse med regeringens fremlæggelse af forslag til finanslov for 2013, som lægger op til en kraftig beskæring af de kommunale aktiveringsomkostninger, er beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) i flere medier blevet citeret for at sige, at hun ikke har så stor tiltro til aktivering, som kan være en kostbar affære. I stedet mener hun, at uddannelse er den bedste vej ud af arbejdsløsheden og vil derfor hellere bruge de sparsomme ressourcer på det.

Fra flere sider er der fremsat kritik af besparelserne. I en artikel på Altinget.dk den 29. august kritiserer KL og Dansk Socialrådgiverforening forslaget for at ville svigte de svageste kontanthjælpsmodtagere.

Uddannelse eller aktivering?
Det er selvfølgelig prisværdigt, at en regering ønsker at anvende midlerne der, hvor de har størst effekt. Men har de nu også nødvendigvis det ved uddannelsesaktivering?

Når man taler om uddannelse, er det vigtigt at holde sig for øje, hvad det er, man ønsker at opnå. Man kan have den generelle og utvivlsomt rigtige opfattelse, at et alment højt uddannelsesniveau er en væsentlig forudsætning for et samfunds velstandsskabelse. Men ønsker man hurtige beskæftigelseseffekter af uddannelse, vil et generelt og alment uddannelsesløft ikke virke.

Tværtimod er der en hel del undersøgelser, der viser, at uddannelsesaktivering har en tilbøjelighed til at forlænge ledighedsperioden og reducere det efterfølgende beskæftigelsesomfang. Borgerne fastholdes i ledighed, men får til gengæld kompetencer, der - måske - kan bruges erhvervsmæssigt på længere sigt.

Men samtidig skal det dog også siges, at hvis man vil anvende uddannelse som et instrument i beskæftigelsesindsatsen, så peger undersøgelserne også på, at uddannelsesaktivering har den bedste effekt for de yngste ledige og for ledige uden uddannelse, og at korte uddannelsesforløb faktisk kan forkorte ledigheden.

Vores erfaring med uddannelsesaktivering understøtter de videnskabelige studier. Vi kan endvidere tilføje, at den bedste beskæftigelsesmæssige effekt opnås i et tæt samspil med erhvervslivet. Det er vigtigt, at der blandt virksomhederne enten er en generel efterspørgsel på givne uddannelser, eller at en konkret virksomhed efterspørger konkrete kvalifikationer, som den konkrete ledige så kan udstyres med i et kort og præcist uddannelsesforløb.

Over for nogle målgrupper og under givne omstændigheder kan uddannelse derfor være den bedste vej til beskæftigelse.

Aktivering virker
Men som sagt langt fra i alle situationer. Der foreligger som nævnt en risiko for, at
ledighedsperioden faktisk forlænges af et uddannelsesforløb.

Man bør derfor altid sikre sig, at aktivering faktisk er en mulighed. Det bør man gøre, fordi såvel eksistens som indhold af aktivering som oftest har positive beskæftigelsesmæssige effekter.

Man sondrer normalt mellem 4 forskellige effekter af aktivering.

Sorteringseffekten virker på den måde, at borgere - beskæftigede som ubeskæftigede - fravælger ledighed, fordi en tilværelse som ledig, der indebærer, at man skal stå til rådighed og har pligt til aktivering, er mindre tiltrækkende end selvforsørgelse, f.eks. via ordinær beskæftigelse. Motivationseffekten består i, at selve udsigten til at skulle i aktivering får den ledige til at intensivere sin jobsøgning, hvorved sandsynligheden for beskæftigelse øges. Opkvalificeringseffekten ligger i, at borgeren i et aktiveringsforløb får nye kvalifikationer af den ene eller anden art, der bidrager til at øge sandsynligheden for job. Det kunne f.eks. være, at den ledige har fået øjnene op for andre beskæftigelsesmuligheder end dem, der ligger lige for. Og endelig taler man om fastholdelseseffekten, hvorved forstås, at selve det at deltage i aktivering kan fjerne fokus fra jobsøgning.

De to første effekter har noget med selve eksistensen af aktiveringsmuligheden at gøre. Hvis man politisk begynder at tale om at afskaffe aktiveringspligten, vil det derfor allerede i sig selv kunne medføre, at de positive beskæftigelsesmæssige effekter mindskes.

De to sidste effekter er forbundet med indholdet af aktiveringen. Det giver naturligvis ingen mening, at de ledige fastholdes i ledighed, fordi de aktiveres. Man skal derfor sikre, at indholdet af aktiveringsforløbene faktisk medvirker til at intensivere jobsøgningsprocessen.

Det kan man i praksis gøre ved, at man sideløbende med den virksomhedsrettede indsats - som for eksempel virksomhedspraktik eller ansættelse med løntilskud - sørger for, at der foregår et intensivt kontaktforløb, så den ledige oplever, at der er opmærksomhed og interesse for det, som den pågældende er i gang med, og at der fortsat er fokus på jobsøgning.

Aktivering af de svage
Som nævnt indledningsvis kritiserer KL og Dansk Socialrådgiverforening besparelserne for, at de vil gå ud over de svageste kontanthjælpsmodtagere. Heroverfor står Mette Frederiksen, der mener, at man ikke får nok ud af de penge, der bruges på aktivering af de såkaldt match2-borgere, der er karakteriserede ved, at de ikke er jobklar, men indsatsklar. Der er altså tale om borgere, der har andre problemer end ledighed. Det kan for eksempel være sociale, personlige eller psykiske problemer eller problemer med misbrug og kriminalitet.

Mette Frederiksen tænker sikkert på den undersøgelse, som Rigsrevisionen offentliggjorde i oktober 2010, der viste, at aktivering af de ikke-arbejdsmarkedsparate kontanthjælpsmodtagere ikke førte til en større beskæftigelsesgrad.

Vi skal ikke anfægte Rigsrevisionens undersøgelse, men blot pege på, at Rigsrevisionen ikke undersøgte, om aktiveringen så havde andre positive effekter. For denne gruppe borgere taler man om, at det i første omgang er vigtigt at komme tættere på arbejdsmarkedet, således at borgeren med tiden bliver gjort jobklar. Der skal med andre ord ske en progression.

En forudsætning for, at borgeren kan blive jobklar, er, at den pågældendes forskellige typer af problemer først løses.

Det er derfor vigtigt, at målsætningen for aktiveringen af disse borgere ikke alene består i en øget beskæftigelses- og selvforsørgelsesgrad. Den skal også tage sigte på at løse de problemer, der fungerer som barrierer for en aktiv deltagelse på arbejdsmarkedet. Allerede her ligger et potentiale til store samfundsøkonomiske besparelser, som kan vise sig at veje tungt.

Vi er derfor enige i KL's og Dansk Socialrådgiverforenings kritik af nedskæringerne på aktiveringsområdet.

Et civiliseret samfund kan ikke bare lade borgere med svære problemer sejle deres egen sø.

Lad os skabe en afbalanceret, individuelt afstemt og præcis beskæftigelsesindsats, der kan bidrage til, at alle ledige borgere - også borgere med andre problemer end ledighed - kan komme videre i deres tilværelse og på sigt blive selvforsørgende. Det er det, hele beskæftigelsesindsatsen drejer sig om.

Så spørgsmålet er derfor ikke, om man skal aktivere eller ej. Spørgsmålet er, hvordan man bedst aktiverer i forhold til det, man ønsker at opnå - både på kort og lang sigt.