Det er kommet frem, at beskæftigelsesminister Mette Frederiksen barsler med et lovforslag, der skal gøre det muligt for en ledig at sige nej til et jobsøgningskursus, hvis den pågældende allerede har været på et af slagsen.

 

Den ledige skal dog stadig have ret til og kan pålægges et jobsøgningskursus af høj kvalitet, og den ledige skal tilsyneladende også have ret – men ikke pligt – til at deltage i mere end ét jobsøgningskursus, hvis den ledige selv ønsker det.

 

Initiativet falder for så vidt godt i tråd med de udmeldinger, ministeren tidligere har været citeret for. Mette Frederiksen vil væk fra masseaktiveringen, som hun opfatter som et ”aktiveringshelvede” og vil i stedet dreje indsatsen over mod en mere individuel tilgang.

 

Et synspunkt, som vi i Jobrådgivernes Brancheforening kun kan være enige i. 

 

Der er imidlertid grund til at dykke nærmere ned i årsagerne til masseaktiveringen frem for blot at standse op ved dens effekter, som bl.a. viser sig ved, at en ledig tilbydes et jobsøgningskursus op til 5 gange inden for en kort periode.

 

Vi kan bekræfte, at der findes eksempler på, at ledige borgere inden for en periode på 1 år har været på jobsøgningskurser op til 3-5 gange. Det virker jo ganske meningsløst. Forklaringen ligger imidlertid i den belønningsstruktur, som kommunerne helt rationelt handler efter. Kommunerne får nemlig statsrefusion for selve aktiveringsindsatsen og ikke for de resultater, som aktiveringen skaber. Det betyder, at kommunerne med de gældende refusionsregler har et økonomisk incitament til at sende de ledige i aktivering, men ikke et tilsvarende økonomisk incitament til at få de ledige i beskæftigelse.

 

De private jobfirmaer, der ofte står for jobsøgningskurserne, har ingen mulighed for at afvise at modtage en borger, som kommunen har henvist, selvom det kommer til jobfirmaets kendskab, at den ledige borger allerede har deltaget i flere jobsøgningskurser tidligere. Det ligger i selve kontraktforholdet, at kommunen som opdragsgiver har ret til at visitere et nærmere bestemt antal borgere til jobfirmaet, og jobfirmaet har på sin side ingen mulighed for at ”frasortere”.  

 

De statslige refusionsregler bør derfor ændres, således at man belønner resultaterne – som f.eks. at få en ledig borger i beskæftigelse – frem for processen. Man kunne i den forbindelse lade sig inspirere af den aflønningsmodel, man bruger i de private jobfirmaer. De private jobfirmaer får nemlig kun fuld betaling for deres indsats, hvis der skabes resultater for den enkelte. På samme måde kunne man belønne kommunerne for deres resultater. En belønning, der vel at mærke skal ligge oven på den økonomiske gevinst, der allerede ligger i en sparet forsørgelsesomkostning og et større skattegrundlag.

 

Det ville give den enkelte kommune en frihed til at anvende de redskaber, som man skønner bedst egnede til at få den enkelte borger i beskæftigelse. Derved ville man også imødekomme behovet for en mere individuelt tilrettelagt indsats. Det kunne også bidrage til en opblomstring af nye ideer til, hvad der skal til for en effektiv resultatskabelse. 

 

Ministeren er citeret for, at den ledige forsat skal have ret til og kunne pålægges at deltage i et jobsøgningskursus af ”høj kvalitet”. Samtidig taler hun dog også om ”ubrugelige kurser”. Det fremgår imidlertid ikke, hvornår ministeren mener, at et kursus har en høj kvalitet, og hvornår det er ubrugeligt.

 

Det forholder sig utvivlsomt sådan inden for jobrådgiverbranchen, at der er forskel på kvaliteten fra den ene udbyder til den anden. Det gør det jo også inden for alle mulige andre brancher. Og kvalitet hænger som bekendt sammen med pris.

 

Når man taler om kvalitet inden for beskæftigelsesområdet, skal man gøre sig klart, at kvalitetsdiskussionen rummer to dimensioner, en objektiv og en subjektiv.

 

Den objektive dimension af kvalitet handler om evnen til at skabe resultater i form af f.eks. beskæftigelse, uddannelse eller lignende. Den objektive dimension måles løbende på f.eks. jobindsats.dk, og den viser faktisk, at jobsøgningskurser skaber resultater for nogle, men ikke nødvendigvis for alle.

 

Den subjektive dimension drejer sig om, hvordan et forløb, som f.eks. et jobsøgningskursus, opleves af de deltagende borgere. Den subjektive dimension kan imidlertid også måles på et objektivt grundlag fuldstændig på samme måde, som når man laver meningsmålinger i en politisk kontekst. En meningsmåling blandt demonstrerende borgere på Christiansborg Slotsplads vil ikke give et retvisende billede af den samlede befolknings politiske sympatier. På samme måde giver udsagn fra utilfredse brugere heller ikke et retvisende billede af alle brugernes syn på de forløb, de deltager i. 

 

Epinion gennemførte i efteråret 2011 en tilfredshedsmåling hos et repræsentativt udsnit af de ca. 90.000 borgere, der havde været i et forløb hos medlemmer af Jobrådgivernes Brancheforening i 2011.

 

Målingen viste, at 75 % af brugerne var tilfredse med forløbet. 86 % var tilfredse med medarbejderne hos de private jobfirmaer. 77 % af borgerne tilkendegav, at forløbet havde givet dem ny inspiration eller motivation til fremtidig uddannelse eller job.

 

Epinions måling harmonerer i store træk med en tilsvarende måling, som Arbejdsmarkedsstyrelsen gennemførte for nogle år siden.

 

Alting tyder derfor på, at det store flertal af brugerne faktisk er tilfredse med den indsats, de private jobfirmaer leverer.

 

Den opfattelse underbygges også af den uhyre lave klageprocent inden for området. 

 

Vi er glade for, at beskæftigelsesminister Mette Frederiksen med dette lovforslag lægger op til en mere individuel tilgang i beskæftigelsesindsatsen.

 

Men vi er ærlig talt kede af, at beskæftigelsesministeren samtidig taler

beskæftigelsesindsatsen ned, som om den i det hele var ”et ubrugeligt og meningsløst helvede”.

 

En sådan generaliserende sprogbrug virker som en hån mod tusindvis af dygtige og

engagerede medarbejdere i jobcentrene og hos de private jobfirmaer. Samtidig virker den som en tankeløs udstilling af de tusindvis af borgere, der vitterligt har gavn og glæde af indsatsen.