Af Jørgen Borre Larsen
Direktør, Jobrådgivernes Brancheforening

Jobrådgivernes Brancheforening har med tilfredshed noteret, at SSFR-regeringen fortsætter den afbureaukratiseringsproces af beskæftigelsesindsatsen, der blev igangsat under VK-regeringen. Vi hilser også Mette Frederiksens udmeldinger om en mere individuel indsats velkommen, senest kommet til udtryk i udspillet til en reform af førtidspensions- og fleksjobområdet.

Tiden er nemlig løbet fra de faste koncepter. Virksomheder og medarbejdere er forskellige, og standardløsninger imødekommer ikke den enkeltes behov. Der er brug for i langt højere grad at bygge beskæftigelsesindsatsen op om det, som virker i forhold til at få den enkelte ledige i arbejde.

Med individuelt tilpassede forløb for ledige får jobkonsulenterne større frihed til at tilgodese den enkelte lediges særlige behov og dermed mulighed for at give en mere kvalificeret hjælp, der får den ledige hurtigere i arbejde.

Redskabsvalget bør ikke være afhængigt af en kommunal refusionsprocent. Det bør istedet bero på en vurdering af, hvad der bedst bidrager til at gøre borgeren selvforsørgende.

Jørgen Borre Larsen
Direktør i Jobrådgivernes Brancheforening

Mindre bureaukrati og større fleksibilitet
I forløbet mellem jobkonsulenten og den ledige skal konsulenten i dag følge en række meget specifikke standardkrav. Kravene til, hvad der skal spørges til, hvordan og hvor ofte er så specifikke, at det ofte kommer til at stå i vejen for en engagerende samtale, der kan bidrage til at holde gejsten eller inspirere til at gå nye veje.

I stedet bør jobkonsulenten have et større råderum for at tilgodese den enkelte lediges behov (for eksempel er der behov for træning i jobsamtalen, feedback på udarbejdelse af en jobansøgning eller rådgivning om, hvordan man tager kontakt til en virksomhed osv.). Det er muligt at holde sig inden for lovgivningen og efterleve målsætningen om at få borgere i job, samtidig med at metoden for at holde samtaler og afdække den lediges potentiale bliver mere åben. Færre krav, regler og indberetninger vil lette den administrative byrde og give mere tid til den ledige, til samtalen og til at give en mere personlig hjælp.

Overordnet set mener vi, at man bør arbejde med mere åbne guidelines, der giver mulighed for at tilrettelægge ledighedsforløb mere hensigtsmæssigt for de ledige, samtidig med at kontrolforanstaltninger stadig sikres. Vi skal her pege på tre konkrete udviklingspunkter, nemlig samtaler, værktøjer og særlige indsatser for ikke-jobklare borgere.

Hyppighed af samtalerne bør være individuelt
Samtalerne er en vigtig del af ledighedsperioden, da samtalerne er med til at sikre, at der er fokus på den lediges vej til arbejdsmarkedet. Samtaler er ligeledes en billig måde at sikre progression i den lediges vej mod arbejdsmarkedet. Men som nævnt har ledige forskellige behov. Og igennem arbejdet med de ledige ved vi, at deres samtalebehov er forskellige. Nogle har brug for tæt kontakt og hyppige samtalemøder. Andre ledige kan nøjes med færre møder, og nogle har kun brug for telefonisk eller digital kontakt, fordi de er så tæt på arbejdsmarkedet, at samtaler baseret på fysisk tilstedeværelse er overflødige.

For at kunne placere ressourcerne hvor de gavner mest, mener vi, at det skal være muligt at tilrettelægge hyppigheden og afviklingen af forløb med den enkelte ledige mere individuelt. Tilrettelæggelsen skal selvfølgelig have for øje at få den ledige hurtigst muligt i arbejde.

Samtalerne skal tilpasses den enkelte
Jobkonsulenten bør have mulighed for at tilrettelægge de enkelte samtaler mere individuelt, hvad angår metoder og værktøjer. Formålet er at blive bedre til at identificere, hvad de ledige rent faktisk kan. Hvis tilknytningen til arbejdsmarkedet skal være permanent, skal borgeren helst matches med et job eller et aktiveringstilbud i kraft af sine kompetencer.

Vejen til jobbet - herunder hvilke emner og værktøjer, der kan bringes i anvendelse - bør derfor tilrettelægges ud fra et individuelt skøn. Vi tror på, at fokus på resultatet og større grad af metodefrihed til redskabsvalget vil skabe bedre, mere effektive og innovative forløb, til gavn for den enkelte ledige.

Redskabsvalget bør ikke være afhængigt af en kommunal refusionsprocent. Det bør istedet bero på en vurdering af, hvad der bedst bidrager til at gøre borgeren selvforsørgende. For nogle vil det være kontaktforløb. For andre eksempelvis ansættelse med løntilskud. Og for atter andre er den bedste vej at gå et uddannelsesforløb. Alle har ikke brug for den samme medicin.

Det giver derfor mening at iværksætte en tidligt differentieret indsats og tilrettelægge en systematisk og individuel opfølgning, der hjælper den ledige tættere på arbejdsmarkedet, uanset hvilke behov, vedkommende har.

Helhedsorienteret indsats mod de jobklare
Perspektivet på selvforsørgelse og job skal altid fastholdes - også når der er tale om ledige i match 2 og 3 med andre problemer end ledighed. For mange ledige i match 2 og 3 er der behov for flere samtidige indsatser, som alle bør pege i retning af jobmarkedet. Ledige med psykiske problemer kan være i behandling. Misbrugere ligeledes - og sygemeldte kan være i gang med genoptræning, eksempelvis i sundhedscentrene, samtidig med at de har behov for en indsats i forhold til at få eller bevare job.

Vi mener derfor, at regeringen med sit udspil til en reform af førtidspensions- og fleksjobområdet er på rette vej, når man som forudsætning for tilkendelse af førtidspension vil lade de berørte borgere gennemgå et ressourceforløb tilrettelagt af tværfaglige rehabiliteringsteam, der skal bidrage til at afklare, hvilke indsatser, der er nødvendige og hensigtsmæssige for den enkelte. Det kan være indsatser inden for beskæftigelse, sundhed, uddannelse og det sociale område. Hovedsynspunktet er, at indsatsen over for den enkelte borger skal tilrettelægges individuelt i forhold til den enkeltes behov og ressourcer.

Det er dog vigtigt at fastholde, at de forskellige indsatser koordineres med fokus på job eller uddannelse. Medarbejderne i Jobrådgivernes Brancheforenings virksomheder besidder disse grundkompetencer og er dermed på forskellig vis vant til at sikre en sammenhængende og helhedsorienteret indsats, hvor flere forvaltninger og forskellige interessenter kan være en del af opgaveløsningen.