Kim Simonsens afskeds-essay: Her skal fagbevægelsen levere for at bevare sin berettigelse

Mon ikke de fleste politiske organisationer kan skrive under på, at der ikke findes noget værre end tidligere formænd, der blander sig, kommenterer og ”rådgiver” sin tidligere organisation og sin efterfølgers gøren og laden?

Befriet af ansvarets åg og med årtiers akkumulerede viden i bagagen kan det jo være fristende at rulle sig ud med både ”hvad sagde jeg”, ”hør nu her” og ”den var aldrig gået i min tid”. Den disciplin har jeg dog på ingen måde tænkt mig at udøve i disse linjer. Og så er jeg i øvrigt ikke tidligere formand… endnu.

Nej, grunden til at jeg har grebet pennen er for at hylde den danske model.

For når lønmodtagere, arbejdsgivere og regering sætter sig sammen om bordet og laver aftaler, har det enorm betydning for udviklingen af samfundet. Der er dog efter min mening indgået alt for få store og banebrydende trepartsaftaler, hvilket ærgrer og undrer mig, når man ser på betydningen af de væsentligste aftaler.

Men først vil jeg fremhæve et par af de treparter, som i min optik står som lysende eksempler for eftertiden på, hvilken forandringskraft der ligger i partssamarbejdet.

Den altoverskyggende aftale de seneste 50 år er Fælleserklæringen fra 1986-87, hvor vi lagde grundstenen til arbejdsmarkedspensionerne. Der var pensionsordninger på en række offentlige områder i forvejen, og der var tjenestemandspensioner. Men store områder i den offentlige sektor og stort set hele den private sektor havde udsigt til en alderdom med meget få midler.

Aftalen betyder, at danske lønmodtagere kan se frem til en alderdom med flere penge mellem hænderne end kollegaerne i stort set resten af verden. Men de tvungne pensionsindbetalinger har også været forudsætningen for, at vi i Danmark kunne lægge en nogenlunde fast kurs for lønudviklingen omkring inflationen. Vi ser ikke længere – seriøse – lønmodtagerorganisationer møde op til overenskomstforhandlinger med krav om både 10, 15 og 20 procents lønstigning, som ellers ikke var ukendt i tiden før Fælleserklæringen.

De faglige og politiske aktører i denne periode var meget bevidste om, at skulle pensionsopbygning virke på lang sigt, skulle vi samtidig have styr på den danske økonomi, herunder inflation. Samtidig har de enorme pensionsformuer sat skub i store infrastrukturprojekter, vindmølleparker, boligbyggerier og meget mere til gavn for både borgere og beskæftigelsen.

Hvis ikke vi havde arbejdsmarkedspensionerne, måtte vi simpelthen opfinde dem. I firserne havde vi et beskedent håb om, at vi i 2050 ville nå over 1.000 milliarder kroner i pensionsformue, men allerede her i 2021 er vi tæt 5.000 milliarder kroner. Med den enorme succes risikerer vi jo desværre, og Gud forbyde det, at politikerne kaster sig over pensionerne som skattegrundlag for fremtidens velfærdssamfund.

Lille trepart med stor effekt

En anden af de store trepartsaftaler blev indgået med Foghs VK-regering i 2007. I kroner og øre var den ikke historisk, men indholdsmæssigt var den meget værdifuld. Når denne lille trepart med en milliard til uddannelse blev vigtig, var det fordi, alle kunne se, at den førte til noget værdifuldt. Aftalen blev lavet i umiddelbar forlængelse af overenskomsterne, og betød derfor, at både politikerne og arbejdsmarkedets parter bidrog økonomisk til en stor indsats for efter-og videreuddannelse.

Endelig har hele forløbet under coronapandemien vist styrken for trepartsmodellen. Jeg har snart mistet overblikket over, hvor mange treparter det er blevet til. Men overskrifterne tikker ind og beviser, at det har virket. Rekordhøj beskæftigelse, vækstprognoser, der opjusteres, og en generel optimisme i samfundet. Og mens disse linjer skrives, har regeringen inviteret til endnu en trepart – denne gang om manglen på arbejdskraft.

Det er netop under forhold som de seneste knap to år, at det tætte partssamarbejde kommer til ære og værdighed. Hastigheden, hvormed vi har omstillet arbejdsmarkedet, lavet hjælpepakker, fået stablet en massiv indsats for smitteopsporing på benene, udvidet rettighederne til uddannelse og understøttelse og meget mere, er ganske enkelt imponerende og enestående i en global sammenhæng.

Både fagbevægelse, arbejdsgivere og politikere skal indstille sig på, at business as usual er vejen til den sikre død. For os i fagbevægelsen betyder det, at vi skal gøre os fortjente til at blive inviteret med ind i samfundets maskinrum. De dage, hvor magten følger antallet af medlemmer eller størrelsen på den pose penge, der bliver sendt til de politiske partier, er næsten ovre.

Kim Simonsen
Afgående forbundsformand, HK

Trepartsfiaskoen og den, vi mangler

Lige så store succeser vi har haft med trepartsaftaler, lige så stor en fiasko oplevede vi med sammenbruddet i Thorning-regeringens forsøg på at lande en aftale om de famøse 12 minutter. Fair Løsning 2020, som S og SF fremlagde i 2011, var i sin essens rigtigt tænkt i forhold til den økonomiske udfordring, vi stod over for. Men den levede ikke op til grundreglerne for en trepart, for det stod ikke klart, hvad den ene part – fagbevægelsen – ville få ud af at indgå en aftale. Havde Corydon tydeligere formuleret, at der for eksempel ville komme mere efteruddannelse og forbedringer på arbejdsmiljøet, så havde vi kunne lave fair løsning. Fiaskoen og ekkoet om, at nu kom der aldrig trepartsaftaler mere, var rungende.

Men fiaskoen i 2011 lærte os noget vigtigt:

1. Gå aldrig i gang med en trepart, hvis du ikke tror, den kan landes.
2. Alle parter – regering, arbejdsgivere og lønmodtagere – skal have noget med hjem i en trepart.

Den store trepartsaftale, jeg ærgrer mig over, at det ikke er lykkedes at lave, er en trepart om skat. Vi fagforeningsfolk arbejder jo for at skaffe bedre lønforhold, at sikre social omfordeling samt at mindske uligheden, og her er den øverste linje på din lønseddel noget, fagforeningen har indflydelse på. Men vores medlemmer – de fleste – er mest interesserede i den sidste linje på lønsedlen. Og når vi i de blodige overenskomstforhandlinger har kæmpet os frem til lønstigninger, så er der ganske mange mellemregninger, som påvirker den sidste linje – udbetalingen. I min optik er disse mellemregninger alt for vigtige til at overlade til skiftende politiske flertals luner.

Afdragsfrie lån har rykket mere end lønstigninger i overenskomsten

Vi har i dag et system af skatter og afgifter, som gør det stort set umuligt at gennemskue, hvad der sker mellem første og sidste linje på lønsedlen. Kig på din lønseddel og forklar lige linjen AM-bidrag for din bedre halvdel. Hvor mange husker forklaringen, da Lykketoft i 1993 fik gennemført dette bidrag til finansiering af de tre fonde - dagpenge-, aktiverings- og sygedagpengefonden? Der er ikke mange, der husker historien om denne bruttoskat, men den er sammen med realrenteafgiften (nu pal-skat) to klare eksempler på, hvordan Folketinget i et snuptag kan tilbagerulle og inddrage de lønstigninger, fagbevægelsen har tilkæmpet.

Der er også eksempler den anden vej. Eksempelvis har afdragsfrie lån og en lav rente haft mere positiv betydning for nogle lønmodtageres indkomstforbedringer end mange overenskomstrunder. Derfor bør vi have en stor trepartsaftale omkring vores skattesystem, indkomstskat, selskabsskat og ejendomsavancebeskatning. Det vil sikre en stabilitet, en langsigtet løsning til gavn for vores konkurrenceevne og en stabil offentlig økonomi.

Den opmærksomme læser vil notere sig, at de succeser, jeg fremhæver, er aftaler indgået under blå regeringer, mens fiaskoen i 2011 opstod under en rød. Fagbevægelsen kan sagtens lave gode treparter med en rød regering – se bare på den perlerække af aftaler, der er indgået under coronapandemien. Men der er nok alligevel noget om, at det kan være nemmere for en blå regering at lave treparter. Sejren for dem ved at få fagbevægelsen med om bord på politiske initiativer har nok historisk set være større, end røde regeringers evne til at lave aftaler med arbejdsgiverne. Det har nok gjort det nemmere for os i fagbevægelsen at bøje de blå regeringer tættere på vores krav, så grundreglen om tydelige resultater for alle parter kunne blive overholdt.

"Business as usual" er den visse død 

Jeg har altid ment, at man skal kende sin historie, for at være forberedt på fremtiden. Derfor er det vigtigt for mig at se tilbage på højde- og lavpunkterne, når jeg skal beskrive fremtiden for den danske model. Én ting er dog sikkert. Det 20. århundredes løsninger passer ikke nødvendigvis til det 21. århundredes problemer.

Både fagbevægelse, arbejdsgivere og politikere skal indstille sig på, at business as usual er vejen til den sikre død. For os i fagbevægelsen betyder det, at vi skal gøre os fortjente til at blive inviteret med ind i samfundets maskinrum. De dage, hvor magten følger antallet af medlemmer eller størrelsen på den pose penge, der bliver sendt til de politiske partier, er næsten ovre. Partierne har med nye love sikret sig økonomi til udbygning af egne store sekretariatet på Borgen, så de er ikke mere afhængige af fagbevægelsens eller arbejdsgivernes økonomer eller faglige/politiske sekretariater.

Samtidig er partiforeningerne stærkt minimeret i de fleste partier, så magten er samlet på Borgen og ikke mindst i den enhver tid siddende regering. Så for fagbevægelsen handler det om at komme med løsninger på komplekse problemer, sætte kompromis over konflikt og at tage ansvar for mere end blot egne, snævre interesser.

Skal fagbevægelsen være en del af løsningerne på de store megatrends som klimaforandringer, integration, ulighed, ligeløn, tech-giganternes indmarch, globalisering og spændinger mellem EU, Kina og USA, skal vi selvfølgelig gøre os relevante med løsninger. Men måske skal der også satses på fagbevægelsen som den eneste folkelige platform, der har muskler til og interesse i at være brobyggeren mellem medlemmerne og beslutningstagerne.

Uddannelser og ny teknologi er de største udfordringer

På tre områder er det helt afgørende, at fagbevægelsen leverer løsninger, ellers har vi ingen berettigelse. Det gælder på uddannelsesområdet, håndteringen af den nye teknologi i bredeste forstand og forsvaret for sammenhængskraften, det demokratiske og det tillidsbaserede samfund.

Det er dybt bekymrende, at vi på trods af adskillige reformer, omstruktureringer, fokuserede indsatser og offentlige debatter om fejlene og manglerne i alle led af vores uddannelsessystem, stadig står med store udfordringer. Vi sender alt for mange børn ud af folkeskolen med utilstrækkelige læse-, skrive- og regnefærdigheder. Vi har svært ved at tiltrække elever til erhvervsuddannelserne. Og vi har et system for videregående uddannelser, der næsten udelukkende er indrettet til dem, der tager deres uddannelse tidligt i livet.

Når det kommer til den teknologiske udvikling, savner jeg også den helt brede samfundskontrakt om, hvordan vi skal håndtere de muligheder og udfordringer, den stiller. Vi kan simpelthen ikke sidde og vente på det næste teknologiske udviklingstrin, og så på bagkant få den nye virkelighed til at passe ind i vores skabelon for arbejdsmarkedet og samfundet. Vi er nødt til at gribe udviklingen og selv definere, hvordan vi vil digitaliseres. Der er brug for en national strategi for digitalisering, kunstig intelligens, automatisering og robotisering, som tager hensyn til forandringerne i den måde, vi arbejder på, vores velfærdssystem og vores demokrati.

Lad os genopfinde os selv 

Og så skal fagbevægelsen genopfinde sig selv som en folkelig bevægelse. Ikke kun en lønmodtagerorganisation, men en civilorganisation, der insisterer på sammenhængskraften mellem land og by, høj og lav, rig og fattig. En bevægelse, der insisterer på, at velfærd kun kan eksistere og udvikles, når der er et fællesskab til at hjælpe og støtte individet, men hvor individet samtidig får de bedste rammer til at udfolde sig.

Vores vækst, velstand og frihed hviler på et fundament af tillid til hinanden, en tro på samfundets institutioner, inkludering af alle og en vilje til at løfte i flok. Nogen vil formentlig synes, at denne insisteren på at varetagelsen af de brede flertals interesser er med til at forsinke tiltrængte forandringer i samfundet, eksempelvis på klimaindsatsen. Her må jeg bare stilfærdigt minde om, at de store, blivende samfundsforandringer alle som én har taget afsæt i brede koalitioner mellem et flertal af befolkningen, politikerne og de bærende organisationer. En revolution uden folkets opbakning ender i bedste fald med af løbe ud i sandet.

Og hvem ved. Måske kommer jeg rendende med et ”hvad sagde jeg” om 10 år, hvis det stærke bånd mellem politikerne, fagbevægelsen og arbejdsgiverne, sammenhængskraften på tværs af befolkningen eller den unikke danske arbejdsmarkedsmodel er blevet svækket.