Krifa: Ny undersøgelse beviser igen, at den danske model skal moderniseres

Forskningscenter for Arbejdsmarkeds- og Organisationsstudier (Faos) og deres nye undersøgelse af fagbevægelsen er et varmt emne i den her uge. Og med god grund.

For det ér opsigtsvækkende, at de fagafgrænsede fagforeninger nu kun repræsenterer hver anden danske lønmodtager. Ifølge undersøgelsen er der godt 16 procent færre danskere, som er medlem af en såkaldt traditionel fagforening i 2018, end der var i 2000.

Til gengæld har flere danskere valgt en fagforening uden for hovedorganisationerne siden begyndelsen af 00'erne. Helt konkret drejer det sig om 7,2 procent flere. Lidt flere har fuldstændig valgt fagforeninger fra. Det tal er steget med 8,7 procent siden 2000, så der nu er mere end 35 procent af lønmodtagerne, der slet ikke er organiseret.

Vi har i Krifa sagt det i mange år. Men nu må det være tydeligt for enhver: Den danske model skal moderniseres.

Monopollignende tilstande
Faos-undersøgelsen er (endnu) et klart og tydeligt bevis på, at den danske model trænger til at blive kigget efter i sømmene.

Det må aldrig blive en kamp om modellen for modellens skyld

Søren Fibiger Olesen
Formand, Krifa

Den skal ikke afvikles, det er vigtigt for mig at understrege. Men den trænger til et ansigtsløft, som Lars Løkke Rasmussen kaldte det tilbage i 2019, så den er tilpasset vores samtid og dermed dagens arbejdsmarked.

Den danske arbejdsmarkedsmodel er i dag sådan, at der kun må sidde ét fagforbund for hvert fagområde ved forhandlingsbordet til for eksempel overenskomstforhandlinger på det offentlige arbejdsmarked og ved trepartsforhandlinger.

Fuldstændig uagtet, om det er repræsentativt for medarbejderstaben, der jo må vælge lige præcis den fagforening, som de har lyst til, fordi vi har fagforeningsfrihed i Danmark.

En næsten monopollignende konstruktion. I hvilken anden sammenhæng ville man acceptere det i dagens Danmark?

Løsningen er simpel
Det kan for nogle virke voldsomt at pille ved en model, som har lagt fundamentet for det stærke arbejdsmarked, som vi har i Danmark i dag. Men det må aldrig blive en kamp om modellen for modellens skyld.

Der er brug for moderne løsninger på nye udfordringer. For de danske lønmodtageres skyld, for arbejdsmarkedet og for samfundet generelt. Løsningen er heldigvis simpel. Der skal sidde flere fagforeninger om forhandlingsbordet.

Det er med til at sikre, at dem, der forhandler, afspejler hele medarbejderstaben. Det giver mulighed for brede kompromiser – fuldstændig ligesom i Folketinget, som jo repræsenterer hele den danske befolkning og ikke kun dem, der er medlem af et bestemt parti.

Og ja, så er der flere, der skal blive enige, men sådan er det med demokrati. Det kan være besværligt, men alternativet er værre. Det er ikke til lønmodtagernes fordel, at nogle fagforeninger fokuserer mere på at eliminere konkurrenter i stedet for at koncentrere sig om medlemmerne. Faos-undersøgelsen understreger kun dette.