Krifa: Kvinder vil ikke have kvoter

DEBAT: Det er meningsløst at tale om kvindekvoter. Fokus skal snarere være på work-life-balance og modet til at vise sine ridser i lakken frem, skriver Krifas formand, Søren Fibiger Olesen.

Af Søren Fibiger Olesen
Formand i Krifa

På Kvindernes Kampdag kan vi næsten ikke komme uden om at snakke om kvindekvoter og bestyrelser.

Det er jævnligt oppe at vende i medierne, og jeg er ved at være træt af at se debatten køre i ring. Problematikken er større og mere kompliceret end et ja eller nej til kvindekvoter, og for mig at se begynder vi et helt forkert sted.

Det er ikke mere end 14 dage siden, man herhjemme kunne læse i et stort nationalt medie, at Sverige har knækket kurven. Kvinder stormer frem i svenske bestyrelser.

Der argumenteres for, at det blandt andet skyldes måden, en bestyrelse bliver sammensat på. Det er blevet professionaliseret i Sverige, og det er ikke bare nogen, der kender nogen – som en slags velbevaret hemmelighed, det ofte er herhjemme.

Sverige har endda gjort det uden kvoter, uden lovgivning.

Kvinder vil ikke have kvindekvoter
YouGov har foretaget en undersøgelse på vegne af Krifa, hvor vi spørger danskerne om kvoter og deres egne leder- og bestyrelsesambitioner. Svaret er klart. Kvoter er ikke vejen frem.

71 procent af de adspurgte mener ikke, at der skal indføres kvoter for kvinder i bestyrelser. Sorterer man mændene fra, er det 60 procent af kvinderne, der siger nej tak til kvoter.     

Hvad der er endnu mere interessant, er, at det er en meget lille andel, som overhovedet drømmer om at blive leder eller sidde i en bestyrelse. Ja, jeg må indrømme, at det overraskede mig. Og ikke på den gode måde.

Der bliver peget på en lang række barrierer i undersøgelsen, der afholder kvinderne fra at jagte lederdrømmen eller bestyrelsesposten.

Det mest foruroligende er, at de færreste ved, hvordan de skal komme i gang.

Undersøgelsen viser også, at alt for mange kvinder tvivler på deres egne evner og oplever samtidig, at de ikke får det samme ansvar som deres mandlige kolleger, selvom de har samme kvalifikationer.

Samtidig siger størstedelen, at de primært står for de huslige pligter – madlavning, rengøring, tøjvask.

Vi skriver 2019. Og ligestillingen har tydeligvis stadig langt tilbage at ønske.

Der skal gøres op med normerne og fordommene. Der skal oplyses og inspireres, og det skal ikke være enten-eller i det evindelige karriere/familie-dilemma. 

Ridser i lakken
Det giver jo ingen mening at tale om kvoter, når der tydeligvis skal sættes ind helt andre steder.

Vi skal snakke om work-life-balance på jobbet, og vi skal lade være med kun at fremstille glansbilleder på sociale medier. For hverken mænd eller kvinder kan både bage enhjørningekager, holde øje med forældreintra, tage på kursus, holde sig i form, lave inspirerende madplan, hente børn tidligt, holde parforholdet i gang og så videre, uden at der kommer ridser i lakken. Og vi skal vise de ridser.

Jeg drømmer om, at jeg om fem år kan skrive en kronik med ordene: ”Kan I huske dengang, hvor vi snakkede om kvinder og kvoter?”

Jeg drømmer om, at vi ikke længere behøver at snakke om ligestilling, fordi den er der. Hvor kvindelige ledere ikke skal fremhæves som en af dem, der nåede gennem nåleøjet, og derefter forsvare ofrene i den proces. Hvor vi tør at fremhæve kvinder og mænds forskelle, fordi de ikke bliver forskelsbehandlet. Lad os hjælpe hinanden med at komme derhen.

For det kan lade sig gøre. I Krifa har vi valg til hovedbestyrelsen i næste måned. Tre kvinder og tre mænd stiller op. Uden kvoter.

Forrige artikel Kofod til Løkkegaard: Venstre vender det døve øre til arbejdernes problemer Kofod til Løkkegaard: Venstre vender det døve øre til arbejdernes problemer Næste artikel V-politiker: Unge skal arbejde for deres kontanthjælp V-politiker: Unge skal arbejde for deres kontanthjælp