Debat

Krifa: Peter Hummelgaard negligerer mobning på arbejdspladser

Tusindvis af danskere har oplevet mobning det seneste år som følge af deres fagforeningsvalg. Det er for mange, men beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) negligerer tallet og overser problemet, skriver Krifas formand, Eik Dahl Bidstrup.

Vi skal sikre, at danskerne ikke risikerer at blive mobbet for deres valg af fagforening, som er en grundlovssikret ret, skriver Eik Dahl Bidstrup.
Vi skal sikre, at danskerne ikke risikerer at blive mobbet for deres valg af fagforening, som er en grundlovssikret ret, skriver Eik Dahl Bidstrup.
Eik Dahl Bidstrup
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Det var en "dybt rystet" Peter Hummelgaard (S), der forleden kritiserede, at 1.000 danskere blev chikaneret på grund af deres seksualitet.

Det var "fuldstændig uacceptabelt", skrev den socialdemokratiske beskæftigelsesminister på sin facebookprofil, mens han lovede, at han snart vil fremsætte et lovforslag, der "styrker beskyttelsen af LGBTQI+-personer mod forskelsbehandling og hadefulde ytringer".

Jeg er helt enig med Hummelgaard i, at al diskrimination og chikane er forkasteligt og skal bekæmpes. Folk skal have frihed til at vælge det liv og den partner, som de ønsker.

Jeg ville ønske, at Hummelgaard udviste den samme handlekraft og fordømmelse, når det kommer til de mange danskere, der bliver udsat for mobning og chikane på deres arbejdsplads, fordi de har valgt den fagforening, der passer bedst til dem. Hvis nogen overhovedet.

Tusindvis mobbes grundet fagforening
Da Det Nationale Forsknings- og Analysecenter, Vive, for nyligt udgav en rapport, der ifølge Beskæftigelsesministeriet viste, at 0,3 procent af arbejdsstyrken i de seneste 12 måneder var blevet mobbet på jobbet på grund af deres valg eller manglende valg af fagforening, var der ingen stor fordømmelse fra Hummelgaard.

I stedet gav han på Twitter udtryk for, at det var et "lavt tal", der ifølge ham var bevis på, at "det ikke er noget udbredt problem". Intet at se her. Passér gaden, lød meldingen fra regeringen. Men som bekendt kan skinnet bedrage.

At de mange mennesker skal lide under et gammeldags og forældet syn på faglig organisering, er helt, helt uacceptabelt

Eik Dahl Bidstrup
Formand, Krifa

I procent virker tallet ganske rigtig småt, men omregner man tallet, så svarer det til, at hele 8.410 danskere har oplevet mobning de seneste 12 måneder på grund af deres valg af fagforening. At de mange mennesker skal lide under et gammeldags og forældet syn på faglig organisering, er helt, helt uacceptabelt.

En grundlovssikret ret
Vi har netop fejret grundlovsdag, hvor vi blandt andet markerer foreningsfriheden, og dermed retten til selv at bestemme, hvilken fagforening man vil være medlem af.

Derfor er det både forstemmende og uforståeligt, at Peter Hummelgaard forsøger at negligere den mobning, som de 8.411 danskere oplever på deres arbejdsplads.

Vi ville som samfund aldrig tillade, at mere end 8.000 børn blev mobbet i skolen, men når mobningen kommer fra regeringens kammerater, så er det ikke et stort problem, må man forstå på Hummelgaard.

Som tidligere borgmester i Dragør Kommune har jeg igennem tiden fulgt med i på nært hold, hvordan 3F'ere i Københavns Lufthavn har truet folk til at melde sig ind i deres fagforening, og ifølge vores egne undersøgelser i Krifa er problemet med fagforeningspres langt større, end Vives undersøgelse viser.

Mobningen kommer fra Christiansborg
Hver dag hører vi fra medlemmer, der fortæller, hvordan de er blevet frosset ude på arbejdspladsen, fordi de har fravalgt en fagforening, der er en del af hovedorganisationerne.

Mobningen foregår dog ikke kun på landets byggepladser og offentlige arbejdspladser. Den kommer desværre i høj grad fra Christiansborg.

Hver dag hører vi fra medlemmer, der fortæller, hvordan de er blevet frosset ude på arbejdspladsen, fordi de har fravalgt en fagforening, der er en del af hovedorganisationerne

Eik Dahl Bidstrup
Formand, Krifa

Det er trist at opleve, hvordan røde politikere tilsviner de cirka 500.000 danskere, der er medlem af en af de tværfaglige fagforeninger, og blandt andet har Karsten Hønge (SF) kaldt vores medlemmer for "nasserøve", "hælere," "egoister" og "mosegrise".

Vi må aldrig tillade, at der er mennesker, der mobbes, fordi de bruger deres grundlovssikrede ret til frit at vælge en fagforening, og det ville klæde beskæftigelsesministeren at markere dette i forbindelse med grundlovsdagen.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Peter Hummelgaard

Justitsminister, MF (S)
cand.jur. (Københavns Uni. 2012)

0:000:00