Lønkamp og letkøbte valgløfter er en farlig cocktail

En 86-årig kvinde fortæller i radioen, at hun er lænket til hjemmet, fordi en helt nødvendig tarmoperation endnu en gang er blevet udskudt. En sundhedsøkonom følger op med en vurdering af, at det offentlige sundhedsvæsen ligger i ruiner, og at den danske forhandlingsmodel har spillet fallit, når det ikke er muligt at tiltrække det nødvendige personale.

Det er valgkamp, og politikerne skal vise handlekraft. Moderaterne foreslår et midlertidigt to-årigt tillæg til de sygeplejersker, der er eller vil gå på fuldtid. Socialdemokraterne forsikrer, at løn bliver en del af løsningen på rekrutteringsudfordringen uden dog at ville konkretisere det yderligere. Enhedslisten vil afsætte et milliardbeløb til at løse lavt- og ligelønsudfordringen i den offentlige sektor.

Men udfordringen er mere kompleks end som så. Valgkampen har budt på en perlerække af andre bekymringer i den offentlige sektor: 

Organisationerne står i kø for at fortælle, at netop deres medlemmer skal tilgodeses

Anders Bondo Christensen

Det er ofte umuligt at besætte ledige pædagogstillinger. En syvendedel af de ansatte i ældreplejen er ufaglærte, og vi står over for en katastrofal mangel på SOSU-hjælpere. Et forslag om hårdere straffe blev mødt med rynket pande af Fængselsforbundet, fordi det allerede nu er umuligt at skaffe fængselsbetjente til at passe på de indsatte. 

Og de økonomiske vismænd dokumenterede, at dygtige engagerede lærere er altafgørende for elevernes udbytte af undervisningen. I dag er mere end 18 procent af lærerstillingerne i folkeskolen besat af personer uden læreruddannelse.

Organisationerne forsøger at gribe dagsordenen eller at skabe den selv. Og de står i kø for at fortælle, at det netop er deres medlemmer, der skal tilgodeses – og de har faktisk alle gode argumenter:

De lavestlønnede grupper i 3F og FOA har ret i, at løngabet mellem de højt- og lavtlønnede i den offentlige sektor stiger, omend den stiger mindre end i den private sektor. Akademikerne har ret i, at akademikerlønningerne i det offentlige har svært ved at konkurrere med lønningerne i tilsvarende stillinger i det private. 

Pædagogerne har Lønkommissionens dokumentation for, at netop pædagogerne er lavtlønnede i forhold til uddannelsens længde. Sygeplejerskernes grundløn ligger helt klart i den lave ende. Lærernes argument om, at de selv gennem en årrække har prioriteret grundlønnen på bekostning af tillæg, holder vand.

Og HK’erne, der varetager nøglefunktioner i administrationen i såvel sundhedsvæsen som kommuner, advarer om konsekvenserne af, at deres indsats underkendes. Det er i dette farvand, politikere kommer til at navigere. Og der er stor risiko for, at løsningen på et område samtidig forstærker udfordringen på andre områder.

I den galoperende valgkamp er der desværre ikke tid til at komme i dybden med de væsentlige problemstillinger

Anders Bondo Christensen

Kompleksiteten forstærkes af, at organisationerne og deres medlemmer gennem den såkaldte reguleringsordning gensidigt er tæt forbundet i et skæbnefællesskab.

Reguleringsordningen sikrer, at udviklingen i de offentlige lønninger følger udviklingen i de private lønninger. Men da der er tale om en gennemsnitsbetragtning, vil en ekstraordinær lønstigning til enkelte grupper i den offentlige sektor betyde et tilsvarende fald for de grupper, der ikke er omfattet. 

Denne problematik kan politikerne på Christiansborg komme ud over ved at sikre, at tilførte lønmidler ikke skal medregnes i reguleringsordningen. Det vil imidlertid så sikkert som amen i kirken medføre et ramaskrig fra de private arbejdsgivere. De vil tordne imod, at den offentlige sektor bliver lønførende i en situation, hvor der er en benhård kamp om arbejdskraften generelt. I den galoperende valgkamp er der desværre ikke tid til at komme i dybden med disse væsentlige problemstillinger.

Den danske forhandlingsmodel på det offentlige arbejdsmarked har sine udfordringer, men politisk indblanding i løndannelsen er og bliver en farefuld sejlads med mange undersøiske skær. I 2007 stod politikerne i kø for at love guld og grønne skove til bestemte grupper. Et halvt år senere stod vi med den største konflikt på det offentlige område nogensinde, fordi aftaleresultatet ikke kunne indfri forventningerne hos medlemmerne i flere af organisationerne.

I kølvandet på overenskomstforhandlingerne sidste år nedsatte Folketingets flertal en lønstrukturkomité. Komitéens analyser forventes at blive offentliggjort inden for kort tid.

Forhåbningen hos mange er, at analyserne kan danne grundlag for drøftelser mellem regeringen og parterne om en langsigtet løsning på eventuelle lønstrukturproblemer. I den situation vil der naturligvis også være en forventning om, at organisationerne hver især kommer med bud på, hvordan de selv kan bidrage til en løsning.

Jeg krydser fingre for, at letkøbte valgløfter ikke komme til at spænde ben for den mulighed. Men risikoen er overhængende.