Forfatter bag Ærø-manifestet: Jeg tror, det provokerer folk, at jeg har taget ansvar

Politikerne vil have os til at arbejde mere. De har fjernet store bededag, vil hæve vores pensionsalder og kommer løbende med bud på, hvordan vi kan øge arbejdsudbuddet.

Forfatter Maj My Humaidan vil hellere have, at du stiller dig selv spørgsmålet: Har du indrettet dit arbejds- og familieliv på en måde, som du trives i?

Og mens sommerferien for nogle kan være en anledning til at reflektere over netop dét spørgsmål, har Maj My Humaidan brugt de sidste ti år på det.

Det begyndte, fordi hun mistrivedes i det, hun kalder konkurrencestaten.

I jagten på større økonomisk velstand har vi som samfund mistet ét eller andet

Maj My Humaidan
Forfatter

"I jagten på større økonomisk velstand har vi som samfund mistet ét eller andet", siger hun, da Altinget møder hende til interview. "Mange mærker en længsel, en tomhed, en mangel på meningsfuldhed."

Hun har skrevet sine tanker ned. Det er blevet til bog på 240 sider kaldet ’Ærø-manifestet – Om længslen efter et andet familieliv’. Den handler om ønsket efter at dyrke de nære relationer, om behovet for at skrue tempoet ned og om trangen til at komme tættere på naturen.

"Jeg ved ikke, hvad det er, vi har mistet," tilføjer hun, "men jeg har prøvet at finde svar ved aktivt at tage stilling til, hvordan jeg har indrettet mit liv. Det håber jeg, at jeg kan inspirere andre til også at gøre."

Hun håber, hun kan starte en bevægelse, der i sidste ende kan få politikerne til at gentænke, hvordan vi har indrettet os. Og hun er særligt optaget af de institutioner, vi sætter vores børn i.

Maj My Humaidan er selv mor til fire. "Jeg fik det tiltagende mærkeligt med at skulle aflevere mine børn til nogle fremmede i institution hver dag," siger hun og uddyber: "Allerede i vuggestuerne er der læringsplaner, i børnehaven er der også en masse ting, man skal nå, og så fortsætter det bare op gennem hele uddannelsessystemet."

Derfor besluttede hun og hendes mand at sige deres job op og skifte livet i København ud. De begyndte en ny tilværelse på en lille gård på Ærø syd for Fyn.

Hjemmeskole

Jeg selv har netop skiftet et travlt kontor og en fyldt mailindbakke ud med grønne trækroner og fuglekvidder for at møde Maj My Humaidan på Assistens Kirkegaard og interviewe hende, mens hun er i København for at holde foredrag. I dette øjeblik forstår jeg godt det tillokkende ved Humaidans løsning.

Men der er noget andet, jeg ikke forstår. For Humaidan og hendes mand, Kristian Humaidan – som i øvrigt tidligere gik under rappernavnet UFO - tog senere skridtet videre. Da deres ældste søn var syv, tog de ham ud af skolen. De begyndte at hjemmeskole ham. Samtidig tog de deres to yngste ud af børnehaven.

En ting er at flytte på landet. En anden ting er at hjemmeskole sine børn. Nogen vil måske mene, at det er en ekstrem løsning? 

"Jeg har altid synes, det er en lidt mærkelig måde, vi går i skole på," siger Maj My Humaidan.

Hun ville ønske, at der var mere fokus på at dannes som menneske i de danske institutioner.

Hun tænker sig lidt om, før hun tilføjer: "Og ja, det er en ekstrem løsning, hvis man anskuer det fra de normer, vi har bygget vores samfund på i dag. Men omvendt synes jeg, at meget af det, vi anser som værende normer i vores samfund, er ekstreme normer."

Det er igen konkurrencesamfundets normer, hun refererer til: "Hvis man trives i det, så forestiller jeg, at man bliver i det. Men vi er alle sammen forskellige, og jeg trivedes ikke særlig godt i normen," siger Maj My Humaidan.

Inspireret eller irriteret?

Noget tyder på, at Maj My Humaidans drøm om et andet arbejds- og familieliv vækker genklang hos mange. Allerede få uger efter udgivelsen var bogen på vej i fjerde oplag. Og tjekker man Humaidans Instagram, er det tydeligt, at hun har en fanskare. Særligt kvinder skriver eksempelvis til hende, at de finder hende "inspirerende og berigende".

Samtidig bliver bogen udgivet i en tid, hvor flere og flere tilkendegiver, at de ønsker at arbejde mindre. Eksempelvis tyder det på, at fænomenet "quiet quitting" - at skrue ned for sin indsats på jobbet uden at sige op - har vundet indpas på det danske arbejdsmarked.

Der findes dog også dem, der bliver provokerede. Tag bare Zetland og Weekendavisen, hvis journalister begge har beskrevet deres irritation over 'Ærø-manifestet' i de interviews, de har udgivet med Humaidan. "Umiddelbart tænker jeg, at det er en bog for folk, der allerede er enige om, at systemet er fucked, og gerne vil bekræftes i det," skrev Zetlands Marie Carsten Pedersen eksempelvis. Der er også det mere ekstreme: Dem, der har sendt Humaidan trusler.

Humaidan tror selv, at det vidner om, at hun har ramt rigtigt: "Jeg har taget ansvar. Dét giver andre dårlig samvittighed. Det provokerer magthaverne og dem, der inderligt tror på vores samfundsmodel," siger hun.

Genforhandling af samfundskontrakten

Humaidan vil genforhandle samfundskontrakten. Den kontrakt, der handler om, at vi som borgere betaler med vores tid – ofte i form af arbejde – for til gengæld at få velfærd. Humaidan mener, at der er opstået en ubalance mellem det, vi giver, og det, vi får.

"Magthaverne tager ikke det ansvar, de har lovet os. Eksempelvis er normeringen i dagtilbuddene og kvaliteten på folkeskolen faldende," siger hun.

Maj My vil gerne bryde fortællingen om, at mere vækst er det, vi skal stræbe efter. Som hun også skriver om vores institutionskultur i sin bog: "Den er ikke indrettet til næstekærlighed eller nærvær, men bygget op omkring vækst." Og dét er hun kritisk over for.

Er det ikke netop det kapitalistiske system og vores fokus på vækst, som har gjort os meget rigere og friere, end dengang kvinderne passede børnene derhjemme?

"Jo, der er mange positive ting ved kapitalismen. Det er fantastisk, at vi i dag kan kurere alle mulige sygdomme, at kvinder kan blive skilt og alt det der. Men der er også negative aspekter ved kapitalismen, og det er der behov for, at vi forholder os til. Vi har mistet det nære fællesskab. I stedet orienterer vi os mod store fællesskaber og forholder os til verdenssamfundet. Det skal vi stadig gøre.

Jeg vil gerne finde et balancepunkt, hvor jeg også kan nyde naturen omkring mig, drikke et glas juice på min trappesten i fred og ro om aftenen, og hjælpe min nabo med hendes NemID uden at blive pisseirriteret, fordi der er for mange ting, jeg skal nå

Maj My Humaidan
Forfatter

Men jeg vil gerne finde et balancepunkt, hvor jeg også kan nyde naturen omkring mig, drikke et glas juice på min trappesten i fred og ro om aftenen, og hjælpe min nabo med hendes NemID uden at blive pisseirriteret, fordi der er for mange ting, jeg skal nå."

Tvivl og bekymringer

Den lille, brune bog, der ligger i græsset mellem os, går nærmest i et med en lille jordplet. Bogens titel, ’Ærø-manifestet’ er på sin vis misvisende, for selvom Humaidan har mange tanker og holdninger, er bogen hverken en programerklæring eller et ideologisk skrift. 

Den er i højere grad en dagbog med indblik i den tvivl, de løbende forsøg på kompromisser, de fravalg og omvalg og tilvalg, der fulgte med beslutningen om at omlægge familiens liv så radikalt. Efter tre år med hjemmeskole på Ærø flyttede familien eksempelvis til Vejle, hvor børnene efter eget ønske startede i skole igen.

Maj My Humaidan indrømmer også, at det har været hårdt. Livet på Ærø er ikke bekymringsfrit. Frygten for ikke at være en god nok mor er allestedsnærværende i fortællingen, også i de perioder, hvor børnene ikke skal i institution. Og der fulgte nye, økonomiske bekymringer med at sige deres job op.

En undersøgelse fra Djøfbladet indikerer, at Maj My Humaidan ikke er alene om at have bekymringer om at sige farvel til det gængse arbejdsmarked. Den viser, at kun 10 procent har "ingen eller få bekymringer", efter at de forlader deres faste job i en søgen efter mere mening. Og fælles for de 10 procent uden bekymringer, er, at de er videre i et nyt job, har etableret sig som selvstændige eller har været ledige i ganske kort tid.

Du deler tvivl og bekymringer mange steder i bogen. Understreger din fortælling egentlig ikke bare, at det er en romantisk illusion, at man bare kan flytte et andet sted hen, og så er det hele lidt bedre?

"Det har aldrig været et mål for mig at leve bekymringsfrit. Det er til gengæld et mål for mig at mærke, at jeg er i live, og at der er en mening med livet. Da vi lavede vores liv om, fik vi nye bekymringer, og det gav nye indsigter," svarer Humaidan og tilføjer:

Det har aldrig været et mål for mig at leve bekymringsfrit. Det er til gengæld et mål for mig at mærke, at jeg er i live, og at der er en mening med livet

Maj My Humaidan
Forfatter

"Ja, det er svært at hjemmeskole sine børn, men det er også fantastisk. Vi stoppede efter tre år, men jeg ville aldrig have været dem foruden."

Hun mener, at det var ekstra hårdt at hjemmeskole, fordi det ligger så langt væk fra normen i samfundet: "Hvis samfundet var mere gearet til denne livsstil, ville det være nemmere. Det kræver enorme ressourcer, når vi er nogle af de eneste, der gør det."

Du siger, at det kræver ressourcer. Har du gjort dig nogle tanker om, hvor det efterlader systemet, hvis de ressourcestærke i højere grad begynder at sige fra, mens de mindre ressourcestærke ikke gør?

"Jeg tror, det er helt naturligt, at når man vil skabe en ny bevægelse, så starter den hos mennesker, som har ressourcer. Derefter kan idéerne sprede sig. Jeg tror ikke, det stiller andre dårligere."

En stille revolution

Når Maj My Humaidan ser tilbage på de sidste ti år af sit liv, ser hun det, hun kalder en "stor kludderbunke". Men selvom det har været hårdt, er hun ikke i tvivl om, at hun har gjort det rigtige: "Jeg er virkelig, virkelig glad for, at jeg sagde til Kristian, at jeg syntes, der var noget, der føltes forkert. Jeg er meget, meget taknemmelig for, at jeg lytter til min intuision," siger hun.

Hun er helt bevidst om, at hendes løsning ikke er den rette for alle. Hun ønsker ikke, at vi alle sammen flytter til Ærø. Som hun afslutningsvis siger:

"Jeg håber, at flere vil lytte til deres intuition og tage stilling til, hvad der er det helt rigtige for dem, hvad end det er et liv i storbyen eller på landet eller noget helt tredje."

Hvis der rent faktisk er en stille revolution i gang, så kan det da være, at dem, der bestemmer, begynder at indrette vores tilbud til børn anderledes og mere fleksibelt

Maj My Humaidan
Forfatter

Men hun håber samtidig, at hun kan starte en bevægelse. For hun er overbevist om, at jo flere, der tager aktivt stilling til deres hverdag eller modsætter sig normer, de ikke trives i, jo større er sandsynligheden også for, at politikerne lytter og indretter systemet derefter.

"Hvis der rent faktisk er en stille revolution i gang, så kan det da være, at dem, der bestemmer, begynder at indrette vores tilbud til børn anderledes og mere fleksibelt," siger hun håbefuldt.