Poul Madsen: Mette Frederiksen har ikke slået den danske model ihjel. Den døde for mange år siden
Når tingene på arbejdsmarkedet er gået i hårdknude, har skiftende regeringer altid grebet ind, fordi den danske model ikke har kunnet følge med udviklingen. På trods af statsministerens uldne motiver for lønforhøjelser, er det dog godt for syge, gamle, børn og vores sikkerhed, skriver Poul Madsen.
Poul Madsen
Kommunikationsrådgiver og kommentator, podcastvært, foredragsholder og forfatterLørdag overraskede Mette Frederiksen (S) igen. På TV 2 fortalte hun, at fire faggrupper, sygeplejersker, sosu-assistenter, pædagoger og fængselsbetjente, alle kan se frem til en lønforhøjelse på 2500 kroner om måneden.
Fagbevægelsen og den yderste venstrefløj var straks oppe på skamlen og råbe om et groft angreb på den højtbesungne danske model.
Men der er ingen grund til se Mette Frederiksens handling som en nyskabelse. Det er mange år siden, den danske arbejdsmarkedsmodel døde, hvis den reelt nogensinde har eksisteret andet end i skåltalerne. Det kommer jeg tilbage til.
SF var mere afdæmpede, ikke mindst fordi det er mange af deres egne kernevælgere, der nu kan se frem til en tiltrængt lønforhøjelse. Derfor var den røde folkesocialistiske knytnæve Karsten Hønge (SF) også en smule vattet, da Ekstra Bladet fangede ham. Han nøjedes med at tilkendegive, at han var imponeret over, hvordan Mette Frederiksen ’kan sno sig’.
Og det kan hun. Når det har passet, så har Mette Frederiksen været den mest indædte fortaler for den danske model, som dengang sygeplejerskerne strejkede i 2021: ”Vi har den arbejdsmodel vi har – og den har vi heldigvis. Det er den, der har været med til at skabe det samfund, vi er”.
Men hvad er vigtigst – principper eller penge?
Penge løser et akut problem, som for Mette Frederiksen ikke handler om de fire faggrupper, der nu får mere. Det handler om at få stoppet vælgerflugten fra en historisk upopulær regering og få hendes eget bagland til at glemme, det de ser som en uforståelige beslutning om at gå i regering med hovedfjenden Venstre og manden, Socialdemokraterne i de sidste 20 år har kæmpet om statsministerposten med, Lars Løkke Rasmussen (M).
Før Mette Frederiksen dikterede en ny lønstruktur, var der ellers lagt op til trepartsforhandlinger mellem arbejdsmarkedets parter og regeringen baseret på en rapport fra Lønstrukturkomiteen, der forventes her i løbet af efteråret.
Det er mange år siden, den danske arbejdsmarkedsmodel døde, hvis den reelt nogensinde har eksisteret andet end i skåltalerne
Poul Madsen
I regeringsgrundlaget fra december står der meget tydeligt: ”Lønstrukturkomiteen skal færdiggøre sit arbejde, og regeringen vil herudover igangsætte et forberedende arbejde som forhandlingerne kan tage afsæt i”.
Det havde Mette Frederiksen ikke tid til at vente på. Begge processer er nu kortsluttet af statsministeren. Hendes akutte mangel på opbakning var for presserende.
Vi elsker at prale med det frie og uangribelige arbejdsmarked, hvor parterne selv afgør tingene gennem forhandling. Vi bliver stolte, når det fremhæves i udlandet som et forbillede, men virkeligheden er, at når tingene er gået i hårdknude, så har skiftende regeringer grebet ind.
Lad os tage tre hurtige highlights fra de sidste 25 år:
1998: 450.000 privatansatte nedlagde arbejdet og lammede Danmark. Storkonflikten blev kaldt ’gærkrisen,’ fordi brødhylderne stod tomme, og vi hamstrede gær. Efter 11 dage greb den socialdemokratisk ledede regering ind og ophøjede dén forligsskitse til lov, som 55,6 procent havde forkastet.
Mette Frederiksen havde ikke tid til at vente på Lønstrukturkomiteen. Begge processer er nu kortsluttet af statsministeren. Hendes akutte mangel på opbakning var for presserende
Poul Madsen
2013: Skolelærerne blev lockoutet, og mange af os måtte have vores børn med på arbejde. Efter 25 dage greb et bredt flertal i Folketinget ind, da man vedtog et udspil, som Helle Thorning-Schmidts (S) regering havde fremlagt dagen før.
2021: Sygeplejerskerne forkastede en mæglingsskitse og strejkede i 70 dage, indtil Mette Frederiksens regering greb ind og ophøjede mæglingsskitsen til lov.
Men det vigtigste er sådan set ikke, at Folketinget og skiftende (socialdemokratiske) regeringer har grebet ind. Nogen skal jo afslutte konflikterne. Det vigtigste er, at den danske model ikke har kunnet følge med udviklingen og sikre, at de mennesker, vi har allermest brug for i vores velfærdssamfund, også får en konkurrencedygtig løn.
Det vigtigste er, at den danske model ikke har kunnet følge med udviklingen og sikre, at de mennesker, vi har allermest brug for i vores velfærdssamfund, også får en konkurrencedygtig løn
Poul Madsen
Derfor mangler vi sygeplejersker, sosu-assistenter, pædagoger og fængselsbetjente, og mange andre varme hænder, og hvis Mette Frederiksen ikke havde haft brug for lidt medvind på motorvejen, så havde de heller aldrig nogensinde fået 2500 kroner mere om måneden de næste mange år.
I en normal overenskomstforhandling er der så mange hensyn, der skal tages, at enkelte grupper aldrig vil få lov til at slippe afsted med markant større lønforhøjelser end flertallet.
Det kaldes solidaritet og er smukt, men virkeligheden er bare, at det får vi ikke nødvendigvis mere velfærd ud af.
Så det, vi bare må indse, er, at hvis velfærden skal sikres fremadrettet i et arbejdsmarked, som vil mangle arbejdskraft overalt og nærmest skrige efter varme hænder, så må de varme hænder også have en løn, der er markant højere. Og hvis de skal have det, så duer den danske model ikke til noget.
Sygeplejersker og andre kan ikke forhandle sig til en konkurrencedygtig løn. Det må politikerne sikre dem.
Mette Frederiksen tager første skridt nu, og selvom motivet er uldent, så er det godt for syge, gamle, børn og vores egen sikkerhed.