Kronik

Økonomi-studerende: Gevinsten fra store bededag kan være én milliard mindre, end Finansministeriet anslår

Finansministeriets beregninger er usikre, når de påstår, at afskaffelsen af store bededag giver tre milliarder kroner i statskassen. Deres metoder er gammeldags og langt fra moderne økonomisk praksis, skriver tre økonomistuderende, der alle er SF-medlemmer.

Fagbevægelsen demonstrerede søndag mod forslaget om at afskaffe store bededag. Beregningerne bag forslaget er både usikre og gammeldags, skriver tre medlemmer af SF.<br>
Fagbevægelsen demonstrerede søndag mod forslaget om at afskaffe store bededag. Beregningerne bag forslaget er både usikre og gammeldags, skriver tre medlemmer af SF.
Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Finansministeriet regner med, at afskaffelsen af store bededag som fridag vil give cirka tre milliarder kroner mere i statskassen. Det overslag er dog yderst usikkert, og regeringen risikerer at ende med en stor regning, der skal betales, hvis pengene bliver brugt nu, og deres beregning senere viser sig at have været for usikker.

Overslaget er usikkert, både fordi datagrundlaget ikke tegner noget særligt præcist billede, og fordi man har brugt en gammeldags metode.

Selv med Finansministeriets egen metode er størrelsen på sammenhængen mellem at afskaffe store bededag og arbejdsudbud usikker. De finder den gennemsnitlige sammenhæng over tid mellem arbejdstidens aftalte årsnorm og antallet af faktisk præsterede arbejdstimer. De ser tilbage til 1980 og finder, at der er et gennemslag på 75 procent. Det vil sige, at hvis årsnormen er ti timer lavere, vil antallet af præsterede arbejdstimer være i gennemsnit 7,5 timer lavere.

Overslaget er usikkert, både fordi datagrundlaget ikke tegner noget særligt præcist billede, og fordi man har brugt en gammeldags metode

Anton Thorell Steinø, Sadek Al-Amood og Christian Vedel

Hvis sådan en sammenhæng var konsistent over tid, ville man forvente, at sammenhængen ville være den samme, uanset hvilke år man brugte til at lave analysen. Men hvis man udelukker bare de første otte år fra analysen - hvor den aftalte arbejdstid var klart højest - falder det estimerede gennemslag til godt 50 procent. Hvis det passer, svarer det til, at der kommer til at mangle cirka 1 milliarder kroner i statskassen årligt.

Sammenhængen er desuden så uklar, at den statistiske usikkerhed, selv med Finansministeriets egen metode og dataserie, giver et spænd på omtrent mellem 60 procent og 85 procent, svarende til +/- 0,6 milliarder kroner årligt (95 procent konfidensinterval). Når usikkerheden er så stor, og resultatet ikke lader til at være særligt robust, skal man bruge særdeles gode argumenter for, hvorfor man ikke skal være forsigtig og bruge det konservative skøn. Finansministeriet fremlægger ikke sådan et argument.

Bruger gammeldags metode
Det er desuden langt fra selvskrevet, at en sådan gennemsnitlig sammenhæng afspejler en mekanisme, man vil kunne bruge til at hæve danskernes faktiske arbejdstid. Finansministeriets måde at beregne arbejdsudbud er fra 2002, og siden da er der sket en revolution i økonomifaget.

Tidligere byggede man modeller, der var inspireret fra fysikken, med det sigte at beskrive hele økonomien i basale ligningssystemer. Modellerne blev kalibreret på historiske data, men ofte uden at tage grundige forbehold, der skal til for at måle såkaldte kausale sammenhænge (årsagssammenhænge) i den virkelige verden. 

Et gammelt mantra går, at der er forskel på en statistisk sammenhæng og en årsagssammenhæng. Pointen er, at selvom der både bliver solgt flere is om sommeren, og der er flere drukneulykker om sommeren (der er en statistisk sammenhæng), så er det næppe isen, som er ansvarlig for drukneulykkerne (der er næppe en årsagssammenhæng). Til trods for det åbenlyst absurde i at antage, at isene er årsagen, så er det netop den slags fejlagtige logik, der indgår i Finansministeriets vurdering.

Beregningen af effekten ved at fjerne store bededag er et eksempel på gammeldags evidens, hvor man ikke har gjort det klart, at det er ændringen i årsnormen, der forårsager lavere faktisk arbejdstid

Anton Thorell Steinø, Sadek Al-Amood og Christian Vedel

I stedet bruger moderne økonomimetoder inspireret fra lægevidenskaben og datalogi, som grundlæggende sigter mod at måle årsag-effekt-sammenhænge, eksempelvis via såkaldte naturlige eksperimenter. I vores hypotetiske is-eksempel kunne man eksempelvis kigge på antallet af drukneulykker, hvis der på udvalgte strande blev indført en høj afgift på is. Derved kunne man måle den direkte effekt af is på ulykker.

Nogle af de vigtigste ophavsmænd bag denne metode blev givet nobelprisen i økonomi i 2021, fordi det er så grundlæggende for meget økonomisk empiri i dag.

Man får ikke mange point hos økonom-kollegerne, hvis ikke man kan redegøre for, at den effekt, man påstår findes, er udtryk for en årsagssammenhæng, der er robust på tværs af mulige antagede regnemetoder. Beregningen af effekten ved at fjerne store bededag er et eksempel på gammeldags evidens, hvor man ikke har gjort det klart, at det er ændringen i årsnormen, der forårsager lavere faktisk arbejdstid.

Gennemslaget kan skyldes lyst til mere fritid
I tilfældet store bededag, kunne det i princippet sagtens være, at det er helt andre tal, som forklarer både den normerede og den præsterede arbejdstid. Dette kunne eksempelvis være lønmodtagernes præferencer for fritid kontra arbejdstid, som overvismand Carl-Johan Dalgaard og andre økonomer har henvist til. Kigger man på den præsterede arbejdstid over en lang årrække, så er der en meget klar trend; den er nedadgående, hvilket støtter op om det argument.

Uden at udtale os med samme skråsikkerhed som Finansministeriet, så kunne dette være et udtryk for, at vi som samfund i stigende grad vil veksle velstand til øget fritid. Altså at vi i takt med, at vi bliver rigere, i højere grad ønsker at bruge denne rigdom på at holde mere ferie og fri frem for et øget privat forbrug.

Dette kan både ske gennem den præsterede arbejdstid (overarbejde “udbetales” som afspadsering i stedet for løn) og gennem den normerede (fagforbundene prioriterer lavere arbejdstid over højere løn til overenskomstforhandlinger).

En større lyst til fritid i takt med rigdom er i hvert fald en plausibel forklaring for den samme faldende trend i præsteret og normeret arbejdstid, som Finansministeriet ikke har formået at afkræfte i debatten.

En større lyst til fritid i takt med rigdom er en plausibel forklaring for den samme faldende trend i præsteret og normeret arbejdstid, som Finansministeriet ikke har formået at afkræfte i debatten

Anton Thorell Steinø, Sadek Al-Amood og Christian Vedel

Dette betyder med andre ord: Hvis danskerne har mere lyst til fritid i dag, end de havde i 1980, så er det misvisende at bruge forholdet mellem normeret og præsteret arbejdstid i 1980 som grundlag for, hvor meget en stigning i den normerede arbejdstid vil betyde for den præsterede på lang sigt.

For, hvis den lyst er fortsat i takt med rigdommen, så vil danskerne, alt andet lige, forsøge at bevæge sig tilbage til samme mængde fritid på længere sigt. Altså kan der ikke lægges til grundlag, at der er varig finansiering fra en afskaffelse af store bededag.

Er det mere end et potentiale?
Finansministeriet arbejder både med arbejdsudbudseffekter, der er så sikre, at effekten på provenuet kan indbudgetteres i finansloven med det samme, og med mere usikre såkaldte arbejdsudbudspotentialer.

Når en beregning som den bag fjernelsen af store bededag kan ligge i den første kurv, må det undre, at andre tiltag såsom forebyggende sociale indsatser ikke gør. 

Det kan være, at Finansministeriet kun bør indbudgettere effekter, hvis der ligger moderne, kausal evidens til grund for beregningerne. Alt andet kan så kaldes potentialer, hvis positive effekter vi kan blive positivt overraskede over, når de bliver realiseret. Under alle omstændigheder bør de være åbne om, hvor grænsen mellem sikker og potentiel effekt ligger.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Sadek Al-Amood

Regionsrådsmedlem (SF), Region Hovedstaden, næstformand, Udvalget for trafik og regional udvikling
stud.polit. (København Uni.)

0:000:00