Støttet beskæftigelse – ven eller fjende?

For at tilgodese begge hensyn - muligheden for at komme tilbage til arbejdsmarkedet - og sikkerheden for, at det ikke bliver en karruseltur rundt på job-markedet - er der behov for, at der er klare linjer for, hvor mange der kan være ansat på den enkelte arbejdsplads i denne type af job.

Bent Greve
Professor i samfundsviden, Roskilde Universitet

Af Bent Greve
Professor i samfundsviden, Roskilde Universitet

Siden 2007 er der kommet næsten 10.000 flere i støttet beskæftigelse i den offentlige sektor. Alene fra 3. kvartal 2009 til 3. kvartal 2010 steg antallet med mere end 17 procent i den kommunale sektor og udgør nu mere end 5 procent af den samlede beskæftigelse i kommunerne. Det er sket samtidig med, at der fra andet til tredje kvartal i 2010 er sket et fald i den offentlige beskæftigelse, dog ikke sæsonkorrigeret, og forventes fortsat at falde i 2011.

Det bidrager hos mange ansatte til en oplevelse af, at der fyres med den ene hånd og ansættes personer med offentlig støtte med den anden hånd, og at arbejde, som skal udføres under alle omstændigheder, i stigende grad udføres af personer med tilskud. Fyrede personer risiker endog på sigt at skulle varetage arbejde i støttet beskæftigelse, herunder fleksjob, som de tidligere har udført på normale vilkår. Det på trods af, at intentionen med ansættelse i job med tilskud altid har været, at det skulle være "ekstra" hænder, også ud fra den betragtning, at det tager tid at oplære og udvikle de nødvendige kompetencer.

Fordele og ulemper
På den ene side er det en fornuftig del af den aktive arbejdsmarkedspolitik at give personer muligheder for at prøve deres erfaringer og kompetencer af. På den anden side bliver det problematisk for de ansatte, hvis ordinære jobs fortrænges til fordel for støttede jobs, herunder også fordi det kan være forbundet med konstant tids- og arbejdsforbrug med at oplære og hjælpe personer, som på denne måde gerne skulle have en vej ind til arbejdsmarkedet.

En yderligere risiko er, at personer, som måske godt kunne søge et job og direkte blive ansat, risikerer at komme længere bag ud i køen, fordi arbejdsgiverne (af gode grunde) typisk vil, hvis de får et ledigt job, ansætte personer, som de kender i forvejen, og som, hvis opgaverne er blevet godt varetaget uden yderligere oplæring, kan starte i jobbet. Men dermed sættes en ond cirkel i gang. Stadig flere personer vil have brug for at skulle gennem en støttet beskæftigelse for igen at komme ind på arbejdsmarkedet.

Afhængighed
Dertil kommer, at stadig flere institutioner bliver afhængige af at have personer ansat i forskellige typer af job med tilskud for at kunne varetage deres arbejdsopgaver, og dermed skjules i virkeligheden presset på den offentlige sektor og dens mulighed for at løse de aktuelle velfærdsopgaver.

For at tilgodese begge hensyn - muligheden for at komme tilbage til arbejdsmarkedet - og sikkerheden for, at det ikke bliver en karruseltur rundt på job-markedet - er der behov for, at der er klare linjer for, hvor mange der kan være ansat på den enkelte arbejdsplads i denne type af job. Et loft på omkring 5 procent, der kan dispenseres fra på meget små arbejdspladser, vil måske være en god mulighed for at tilgodese hensynet om oplæring, uden at medarbejderne skal frygte at deres job omdannes til støttet beskæftigelse.