Debat

Tillidsvalgte i FOA: Fastholdelse af medarbejdere kræver bedre arbejdsmiljø og kompetente ledere

Sundhedssektoren og den pædagogiske specialsektor har store problemer med fastholdelse og rekruttering af medarbejdere. En overset del af løsningen er et ordentligt arbejdsmiljø med god kontakt mellem medarbejdere og ledelse, skriver seks tillidsvalgte i FOA. 

Vi oplever, at kolleger, der har været i faget i mange år og elsker det 
faglige arbejde med borgeren, siger op, sygemelder sig med stress eller 
skifter erhverv, skriver seks tillidsvalgte i børne- og ældreplejen fra FOA Midtjylland.<br>
Vi oplever, at kolleger, der har været i faget i mange år og elsker det faglige arbejde med borgeren, siger op, sygemelder sig med stress eller skifter erhverv, skriver seks tillidsvalgte i børne- og ældreplejen fra FOA Midtjylland.
Foto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Vi  en gruppe tillidsvalgte i FOA i Midtjylland fra ældre- og børneområdet  er glade for at bidrage til at løse problemerne i velfærdssamfundet gennem vores tillidshverv.  

Vi har imidlertid som bekendt flere steder store udfordringer med at tiltrække fagligt kompetente kolleger. Derfor gælder det om at fastholde dem, vi allerede har, for jo flere, vi fastholder, jo færre er der i sagens natur brug for at rekruttere og lære op. 

Vi oplever i dag, at kolleger, der har været i faget i mange år og elsker kerneopgaven – det faglige arbejde med borgeren, siger op, sygemelder sig med stress eller skifter erhverv. Det sker efter en periode, hvor de er gået grædende hjem fra arbejde, har haft kort lunte over for kolleger eller har trukket sig ind i sig selv.  

Vi ser det komme og prøver at råbe op, uden at det hjælper. Og flere af os tillidsvalgte oplever selv ikke at kunne sove om natten og gå rundt med ondt i maven, fordi samspillet med ledelsen skaber flere problemer, end det løser. 

Stor forskel på ledere 

I en indbyrdes debat mellem os tillidsvalgte, om hvad vi kan gøre for at fastholde kolleger  og os selv  i faget, viste det sig, at ikke alle ser kollegerne flygte men har et godt arbejdsmiljø trods de samme krav, normeringer og borgersammensætning. Så hvad gør forskellen?  

Hos de af os, hvor kolleger siger op, har nærmeste ledere kun fokus på økonomi, sygefravær, vikardækning og så videre, mens lederne hos de af os, der kan fastholde kolleger, har fokus på faglighed og arbejdsmiljø. 

Når man kan iagttage så store lokale forskelle på rammerne for arbejdet, kunne man spørge sig selv, om der sker en forråelse i lederlaget.

Tillidsvalgte, FOA Midtjylland

Vi, der ikke trives, mødes af teflon i form af floskler som ”jeg hører, hvad du siger” og “stor tak”  taget direkte ud af lederkurser i såkaldt anerkendende kommunikation. Men i praksis bliver vi kørt over og hverken hørt eller taget alvorligt. Vi oplever afvisende arrogance, alt mens de problemer, der bør tages hånd om, vokser sig store og skaber negativ sladder og tvivl om, hvor vi har vores ledere. 

Et eksempel. Lederen dokumenterer med hvasse prik på papiret, at der er den normering, der skal være. Ja – i antal. Men i praksis er der kun én uddannet, som må stå på mål for den faglige kvalitet for alle andre, slukke brande, tage konfliktfyldte samtaler med pårørende, dokumentere med mere. Der opstår stribevis af til tider kritiske fejl, mens problemerne bliver skudt til hjørne: “Men I er jo dem, I skal være”.  

Dialog mellem medarbejdere og leder 

En stabil medarbejder med faglige kompetencer kender i detaljen borgerens/det handicappede barns problematikker og kan give professionel pleje og reel omsorg. En løs vikar handler ad hoc uden at vide, hvorfor hun gør, som hun gør.  

Læs også

Vi vil i dialog om at løfte et fagligt ansvar for mennesker, der ikke kan klare sig selv, men vi bliver lukket ned med argumenter om ressourcer. 

Den leder, der forstår konsekvensen for borgeren/barnet af vores bekymring, hører det ikke som brok, men involverer den tillidsvalgte tæt i at finde ansvarlige løsninger. Lederen er lydhør over for, at vi er eksperterne på gulvet, og anerkender vores faglighed og bruger os som sparringspartnere. 

Lederen er til at få fat på, og vores input i MED-aftalen og andre samarbejdsorganer værdsættes og kan genkendes af vores kollegerne i løsningerne. Når det brænder på, hjælper vi hinanden. Når der er et akut problem, sætter vi hurtigt et møde op, hvor alle giver bud.  

Vi har omsorg for hinanden. Kollegerne laver benhårde prioriteringer i hverdagen med lederens tillid til, at der prioriteres rigtigt, fordi vi er eksperter på kerneopgaven.  

Tillidsrepræsentanter i dilemma  

Når man kan iagttage så store lokale forskelle på rammerne for arbejdet, kunne man spørge sig selv, om der sker en forråelse i lederlaget. At også ledere bliver omsorgstrætte af konstant pres oppefra for effektivisering og besparelser. At en leder, der sagde ja til ansvaret for at skabe en god arbejdsplads, presses til at flytte fokus fra kerneopgave til at tilfredsstille krav oppefra, så de må lukke af for empatien og omsorgen for medarbejderne.  

Hos os, hvor det lykkes at fastholde kolleger, er fag og arbejdsmiljø fremfor økonomi i fokus i det daglige samarbejde. Vi ser vores ledere på gulvet og ikke forskanset på deres kontorer. Lederne lytter og kommunikerer. De er ikke bange for kritik eller for at blive oplyst om brudte regler og aftaler. 

Nærmeste ledere kommer i vores fag ofte fra egne rækker og har ingen dybere indsigt i økonomi eller arbejdsmarkedets aftalesystem.

Vi ønsker, at debatten frem mod OK24 også handler om respekten for tillidsvalgtes rolle og indsigt i at fastholde faglighed og kvalitet – og ikke kun om ressourcer og økonomi.

Tillidsvalgte, FOA Midtjylland
De er mest optaget af ad hoc-løsninger i en presset dagligt drift og er så usikre, at de ser det som kritik, ja ligefrem en krigserklæring, hvis vi udfylder vores rolle og gør opmærksomme på aftalerne. De mangler kompetence, styrke og vilje til at tale psykisk arbejdsmiljø og samarbejde med os, før alt er brændt ned, og kollegerne fløjet til alle sider.  

Vi tillidsvalgte står i et alvorligt dilemma. Enten freder vi vores pressede ledere og fremmer arbejdsmiljøet ved at undergrave aftaler og regler indefra – eller også forværrer vi arbejdsmiljøet ved at presse lederne ind i yderligere forråelse. Er det fair, at det dilemma er landet hos os?   

Fastholdelse giver øget faglighed og mindre rekrutteringsbehov. Vi ønsker derfor, at debatten frem mod OK24 også handler om respekten for tillidsvalgtes rolle og indsigt i at fastholde faglighed og kvalitet – og ikke kun om ressourcer og økonomi. Vi ønsker et samarbejde, hvor vores rolle respekteres af ledere, der forstår betydning af dialog om det væsentlige: faglighed og arbejdsmiljø.  

Forråelsen opstår ikke ud af det blå i mødet med borgeren, den fødes og næres i organisationskulturen, primært i en ledelse der ensidigt kigger på økonomi og ressourcer. Lad os sammen dæmme op for afmagt og kollegaflugt ved at skifte perspektiv.   

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00