3. marts er sexarbejdernes internationale kampdag.

Sexarbejdere er i den grad en gruppe i samfundet, som stadig har meget at kæmpe for. For selvom vi i Danmark bryster os af at være et land, hvor lige rettigheder, frisind og ligeværd er blandt vores stærkeste værdier, så gælder det åbenbart ikke alle.

Vælger man en anderledes levevej end flertallet, er man ikke sikret de samme rettigheder. Det er landets sexarbejdere desværre et klart eksempel på.

Og med den nuværende regeringens syn på sexarbejde har det desværre lange udsigter, før sexarbejderes rettigheder igen bliver en prioritet på Christiansborg.

Derfor bør København som landets hovedstad og hjemby til mange sexarbejdere gå forrest i kampen for at sikre sexarbejdere lige rettigheder og bedre vilkår.

Egne fordomme over fakta
Det arbejde blev ellers igangsat af den tidligere regering, som nedsatte en arbejdsgruppe til formålet.

Social- og ældreminister Astrid Krag (S) vil dog tilsyneladende hellere forholde sig til sine egne fordomme end til fakta, og derfor lukkede hun hurtigt arbejdsgruppen.

Det vidner om en fuldstændig misforstået godhed med skyklapper, når politikere som Astrid Krag nægter at se sexarbejde som andet end et socialt problem og bruger det som begrundelse for ikke at forbedre vilkårene. For hvornår har nogen fået det bedre af at have færre rettigheder?

Ifølge SIO, Sexarbejdernes Interesse Organisation, skal sexarbejdere registrere sig som selvstændige erhvervsdrivende og betale både skat og moms.

Som landets hovedstad bør København gå forrest og vise, at selvom regeringen er selektiv omkring, hvem de danske værdier gælder for, så er København det ikke

Louise Theilade Thomsen (V)
Kandidat til Københavns Borgerrepræsentation

Men fordi sexarbejde ikke er anerkendt som et erhverv, bliver sexarbejdere udelukket fra de helt basale rettigheder, som alle andre på det danske arbejdsmarked har adgang til. Det er ikke kun hyklerisk, det kan også få fatale konsekvenser under en global pandemi.

For med de nuværende regler kan sexarbejdere hverken få dagpenge, være medlemmer af fagforeninger eller tegne en arbejdsforsikring. Samtidig gør de mange gråzoner og uklare regler, at sexarbejdere de facto er udelukket fra regeringens mange hjælpepakker.

Så mens regeringen på den ene side forventer, at alle sexarbejdere selvfølgelig indstiller arbejdet på lige fod med frisører, massører og lignende, bliver der på den anden side ikke stillet et økonomisk sikkerhedsnet til rådighed. Det er dybt uretfærdigt.

København skal gå forrest
Den uretfærdighed kan kommes til livs, hvis sexarbejde anerkendes som et erhverv. Det kan Københavns Kommune desværre ikke gøre. Men vi kan lægge et stærkt pres på Folketinget.

For som kommune bør vi ikke acceptere, at en gruppe borgere behandles dårligere end andre – udelukkende fordi nogle er uenige i deres levevej.

Københavns Kommune tilbyder allerede hjælp til dem, som ikke længere ønsker at være sexarbejdere. Det er godt og vigtigt. Men det er også vigtigt at understrege, at der er sexarbejdere, som er glade for deres arbejde og som ønsker at blive i erhvervet.

De skal ikke tilbydes social hjælp og exitprogrammer, men derimod sikres de samme rettigheder, som alle andre på det danske arbejdsmarked.

Derudover bør Københavns Kommune arbejde for at fjerne rufferiloven. Selvom den er lavet for at beskytte sexarbejderne, så gør den i praksis det farligere og mere usikkert, fordi den forhindrer sexarbejdere i at samarbejde med andre og ansætte sekretærer, vagter og lignende.

Derfor bør Københavns Kommune presse på for at få lov til at lave et frikommuneforsøg på området, hvor man undtages for straf efter rufferiloven i København.