Debat

Vi har lært af krisen

DEBAT: Finanskrisen lakker mod enden, men Region Syddanmark har lært af krisen, mener regionrådsformand Carl Holst (V). Derfor vil regionen være langt bedre rustet, når den næste store krise en gang rammer, påpeger han.
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Så takket være de fejl både vi, kommunen og EU begik i forbindelse med vores første ansøgning - og læren her af - står vi langt bedre rustet til næste gang, en stor krise rammer os.

Carl Holst (V)
Regionrådsformand i Region Syddanmark
Fakta
Bland dig?
Deltag i debatten - send dit indlæg til [email protected].
Af Carl Holst
Regionsrådsformand i Region Syddanmark (V)

Endelig ser det ud til, at vi for alvor kan begynde at vinke farvel til krisen, der har hærget det meste af verden i de senere år og sendt millioner af mennesker ud i ledighed. Herhjemme er arbejdsløshedskurven knækket, og stadigt flere ledige kommer i job. Alene den seneste måned har 2.900 fundet sig et nyt arbejde, og sammenholdt med rekordregnskaber fra en række danske virksomheder ser det ud til, at krisen kan afblæses for denne gang.

I løbet af nogle år har de fleste sikkert glemt krisen, men det dummeste man kan gøre er at undlade at lære af sine fejl. For på et eller andet tidspunkt kommer der en ny krise. Måske vil den ligne finanskrisen anno 2008, måske ikke. Det vigtige er imidlertid, at vi alle husker lærdommen af denne krise, så vi kan bruge erfaringerne til at afbøde den næste krise, når den en gang rammer os. Lærdommen er to ting: For det første skal vi rykke hurtigt med indsatsen, og for det andet har vi lært, at en beskæftigelsesindsats og en vækstindsats skal følges ad, da det især er er ufaglærte, der rammes af globale kriser.

Støtte fra EU
I Region Syddanmark rykkede vi hurtigt, da nogle af regionens største virksomheder, Danfoss, Sauer-Danfoss, Danfoss Drives og Linak, pludselig blev alvorligt ramt og tilsammen måtte afskedige 1.641 på én gang. I samarbejde med Sønderborg Kommune sendte vi en ansøgning af sted til Den Europæiske Globaliseringsfond, EGF. Målet var, så hurtigt som muligt, at få hjælp til de mange ledige i form af EU-penge til opkvalificering, uddannelse og omskoling. Processen tog imidlertid næsten et år. Et år, hvor ansøgningen først blev sendt frem og tilbage mellem EU-systemet og Danmark adskillige gange. Dernæst trak sagsbehandlingen yderligere ud pga. et kommissærskifte, de mange sagsbehandlingssteder i EU og slutteligt det faktum, at EGF ikke har sin egen budgetlinje og derfor skulle hente de i alt 75 mio. kr. fra andre konti.

Jeg har tidligere været ude med hård kritik af den langsommelige behandling af EU-ansøgningen. Men vi må også være ærlige at sige, at vores oprindelige ansøgning ikke var fyldestgørende og sidenhen skulle splittes op i to, hvilket kostede adskillige spildte dage. Samtidig begyndte indsatsen for de ledige først for alvor, da pengene tikkede ind på Sønderborg Kommunes konto, selv om man faktisk kan få dækket indsatsen fra det øjeblik, ansøgningen er afsendt.

Flere ansøgninger
Heldigvis har vi lært af erfaringerne fra den første ansøgning. Pt. har vi to ansøgninger til behandling i EU-systemet, som vi forventer et snarligt svar på. Den ene gælder Kolding-Lunderskov og massefyringerne på LM Glasfiber, den anden Lindø-værket i Odense-Kerteminde-området. Begge steder har vi i samarbejde med regeringen, kommunerne og ikke mindst jobcentrene sat massivt ind, så vi forhåbentligt undgår en masse nye langtidsledige.

Jobcentrene har i Sønderborg gjort det fantastisk. De mange rare EU-midler gælder ganske vist kun til en skærpet indsats for de fyrede i 2008-9 og ikke eksempelvis senere fyrede, idet der skal være tale om en "massefyring" i et område, før EGF-fonden kan komme i anvendelse. Men også alle andre ledige kan glæde sig over hjælpen fra EU. Ved at få gjort noget særligt for nogle, bliver der mere plads til at gøre en indsats for alle andre ledige. Og det har jobcenteret i Sønderborg formået på forbilledlig vis.

De erfaringer tager vi med os til de andre egne af regionen, der er blevet ramt hårdt af finanskrisen med massefyringer til følge. Så takket være de fejl både vi, kommunen og EU begik i forbindelse med vores første ansøgning - og læren her af - står vi langt bedre rustet til næste gang, en stor krise rammer os.
Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Carl Holst

Director, Influenter, højskolelærer, bestyrelsesformand, Idrættens Analyseinstitut, Videncenter for Folkeoplysning, Play the Game, Center for Grundtvigforskning, bestyrelsesmedlem i DigiRehab
lærer (Haderslev Statsseminarium 1996)

0:000:00