Debat

Vi skal satse, hvor vi er bedst

DEBAT: Det er ikke kun politikerne inde på Borgen, der ser frem mod 2020. Regionerne fokuserer også på, hvordan de sikrer væksten i fremtiden. Her er Carl Holsts (V), regionsrådsformand i Region Syddanmark, bud på, hvad der skal til.
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Carl Holst (V)
Regionsrådsformand i Region Syddanmark

Spørgsmålet om, hvad vi skal leve af i fremtiden, er mere relevant end nogensinde. Med 2020-planerne fra både regeringen og oppositionen er skillelinjerne trukket op, og også i regionerne sætter vi alt ind på at finde ud af, hvordan vi fremover bedst udnytter vores muligheder og opnår den vækst, vi drømmer om.

I Region Syddanmark har vi valgt at satse offensivt og målrettet. I regionens kommende erhvervsudviklingsstrategi, der løber fra 2012 til 2020, satser vi derfor benhårdt på tre områder: Velfærdsinnovation, energi og oplevelseserhverv. Kun projekter, som hører ind under en af disse paraplyer, har mulighed for at få støtte fra regionens erhvervsudviklingsmidler eller EU's strukturfonde.

Det gør vi, fordi vi mener, at Danmark og Region Syddanmark har noget unikt at byde på inden for ovennævnte områder. Og fordi vi mener, at vores største mulighed for at klare os på det globaliserede marked er at blive verdensmestre der, hvor vi er gode, i stedet for at være halvgode på en masse forskellige områder.

Fakta
Bland dig?
Deltag i debatten - send dit indlæg til [email protected].

En sådan satsning skaber selvfølgelig en række udfordringer, ikke mindst i forhold til at skaffe den rette arbejdskraft. Eksempelvis står vi allerede nu med en udfordring på klima- og energiområdet, hvor vi pt. mangler omkring 100 elektroingeniører i Sønderborg-området. De ingeniører vil vi gøre alt for at uddanne og opkvalificere inden for egne rækker ved hjælp af et stærkere samarbejde med universiteterne. Men vi er også nødt til at være aktive, når det gælder offentlig jobrekruttering i udlandet.

Udenlandsk arbejdskraft
Mit forslag er derfor, at vi går målrettet efter at hente højtuddannede eksperter i eksempelvis Syd- og Østeuropa. På den måde får vores virksomheder ikke kun den her-og-nu-arbejdskraft, de efterlyser. Det er også velkendt, at der opstår to-tre nye arbejdspladser rundt om hver højtuddannet, så initiativet vil komme andre grupper i samfundet til gavn.

Samtidig med at vi henter arbejdskraft i udlandet, må vi nemlig ikke glemme de mennesker, som måske aldrig fik en uddannelse, eller hvis uddannelse er forældet gennem årene. Disse mennesker skal opkvalificeres, så de også kan være en del af fremtidens arbejdsmarked.

Et godt eksempel på et projekt, der både rummer opkvalificering af arbejdskraften og fokus på fremtidens satsningsområder, finder sted omkring det gamle Lindø-værft. Her har Region Syddanmark været en aktiv spiller i forhold til at skaffe midler fra EU's globaliseringsfond, som nu yder støtte til omskoling og efteruddannelse af de fyrede værftsmedarbejdere. Samtidig har vi medfinansieret og hjulpet det nye videns- og testcenter, Lindoe Offshore Renewables Center, med ansøgninger til blandt andet Fornyelsesfonden og Green Labs-ordningen. Sidstnævnte bevilgede for nylig 87 mio. kr. til centrets nye testbænke, hvor man kan teste havvindmøllers udholdenhed på land.

For mig at se er det altså vigtigt at køre ad to spor, når vi vil sikre væksten i fremtiden. For det første skal vi øge værditilvæksten inden for vores eksisterende erhvervsstyrke, og for det andet skal vi skabe grundlag for vækstvirksomheder inden for udvalgte erhverv. Kun på den måde kan vi med ro i sindet se frem mod 2020.

 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Carl Holst

Director, Influenter, højskolelærer, bestyrelsesformand, Idrættens Analyseinstitut, Videncenter for Folkeoplysning, Play the Game, Center for Grundtvigforskning, bestyrelsesmedlem i DigiRehab
lærer (Haderslev Statsseminarium 1996)

0:000:00