Mikkel Bjørn
 svarer 
Jakob Engel-Schmidt

Kan det retfærdiggøres, at DR tilbyder lønninger til nyansatte journalister, der overgår det, de fleste private medier kan lønne erfarne journalister?

Ministersvar er robotgenereret indhold, der oprettes automatisk på basis af Folketingets database over de spørgsmål, der stilles af Folketingets medlemmer og besvares af regeringens ministre. Overskrifterne er skrevet af Altinget. Altinget tager forbehold for fejl i indholdet.

§20-spørgsmål 675

Mener ministeren, at det kan retfærdiggøres, at DR, som er finansieret af skatteyderne, kan tilbyde lønninger til nyansatte journalister, der overgår det, de fleste private medier kan matche for selv erfarne journalister, i en tid, hvor private medier, som f.eks. Jysk-Fynske Medier og Berlingske, gennemgår gentagne fyringsrunder og kæmper med økonomiske udfordringer, forstærket af faldende annonceindtægter og konkurrence fra internationale platforme som Facebook, og hvilken vurdering har ministeren af de forskelle i ansættelsesvilkår mellem statsfinansierede og private medieinstitutioner, og hvordan påvirker dette landskabet for journalistik og medieindustrien i Danmark?

Skriftlig begrundelse:
Der henvises til artiklen »Lønfesten fortsætter på DR: Menige nyansatte journalister tjener nu 630.000 kroner om året« bragt den 5. marts på journalista.dk.

Svar fra torsdag den 14. marts 2024

Jeg kan oplyse, at det følger af lov om radio- og fjernsynsvirksomhed mv. § 15, st. 7, at DR ikke er omfattet af de statslige regler, for så vidt angår personale- og overenskomstvilkår.

Af § 17 og § 18 i samme lov fremgår, at DR’s bestyrelse er DR’s øverste ledelse, og at DR’s generaldirektør har det daglige programansvar og varetager den daglige administrative og økonomiske ledelse af DR.

Ansættelsesforhold i DR er, ifølge loven altså et anliggende for DR’s generaldirektør og DR’s bestyrelse, og ikke et anliggende for mig som kulturminister. Jeg har således heller ikke kendskab til, hvilke ansættelsesvilkår, herunder hvilken løn, DR tilbyder nyansatte journalister.

Vilkårene for de private medier i Danmark er imidlertid et centralt anliggende for mig som kulturminister, og jeg er enig i analysen af de udfordringer, som de private medier står over for i dag. Derfor har jeg sammen med kredsen af partier bag medieaftalen 2023-2026 styrket vilkårene for medier i Danmark, der i særlig grad er ramt af konkurrencen fra tech-giganterne. Blandt andet har vi gennemført en omfordeling af mediestøtte til de lokale og de regionale medier, og vi har målrettet støtte til de lokale ugeaviser. Med disse tiltag er det hensigten at sikre, at der er kvalitetsjournalistik tilgængelig i hele landet.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00