Breum: Folketingets beslutning om tolke får afgørende betydning for relationen til Grønland
Afløseren for Aki-Matilda Høegh-Dam vil tale grønlandsk under åbningsdebatten 5. oktober. Og samtidig slår en ekspert fast, at mindre end en fjerdedel af grønlænderne vil kunne klare sig i Folketinget på dansk.
Martin Breum
Forfatter, journalist (med fokus på Arktis)Folketingets præsidium med formanden Søren Gade i spidsen har så vidt vides endnu ikke noget færdigt svar til de grønlandske politikere, der gerne vil tale grønlandsk fra talerstolen – og nu begynder det at haste.
22. september rejser Aki-Matilda Høegh-Dam, folketingsmedlem for det grønlandske parti Siumut, 14 dage på studieophold i USA, og hendes vikar og partifælle, Markus E. Olsen, har bebudet, at han vil tale grønlandsk i hvert fald under åbningsdebatten i Folketinget 5. oktober.
"Når grønlænderne ikke kan tale på deres eget modersmål, bliver de ikke værdsat, som de er. Der skal være ligeværdighed. Alt er på danske præmisser. Sådan har det været i 300 år, og jeg synes, at det må være nok," siger han, da jeg ringer til ham i Sisimiut, hvor han bor.
"Danskerne har… hvad siger man på dansk… taget det for givet, at grønlænderne bare kan tale dansk. At det er sådan, det skal være. I 300 år har man bare vænnet sig til, at grønlænderne skal gøre alting på dansk. At vi skal leve på dansk," siger han.Markus E. Olsen glæder sig til Folketinget: "Det er som at få en gave på sin fødselsdag at få lov at tale fra Folketingets talerstol," siger han. Han har været aktivt medlem af Siumut stort set ubrudt siden 1980’erne og arbejdede i en periode som partisekretær under partiformanden, landsstyreformand Hans Enoksen tilbage i nullerne.
Markus E. Olsen er uddannet teolog fra pastoralseminariet på Vartov i København og fungerede som præst i Nuuk indtil juni 2022. Her blev han afskediget efter en prædiken, hvor han blandt andet undlod at velsigne dronning Margrethe og i øvrigt involverede en trommedanser.
I telefonen fra Sisimiut udtrykker han sig på et absolut forståeligt dansk, men det er tydeligvis også sandt, når han siger at, "hvis jeg skal udtrykke essensen, gør jeg det meget bedre på mit modersmål." Han leder gerne i lidt tid efter de rette ord og vendinger, før han former sætninger på dansk.
Han forestiller sig, at han måske vil indlede sin tale under åbningsdebatten i oktober på dansk for at forklare, hvorfor han gerne vil holde resten af talen på grønlandsk. Han har ingen fast plan for, hvordan han vil svare på eventuelle spørgsmål under debatten: "Måske kan jeg få hjælp af en tolk," funderer han. Han understreger, at hans ønske om at tale grønlandsk ikke er "for at drille"; han ønsker primært at udtrykke sig klart.
Forbud kommer næppe på tale
Sproget har altid været et sprængfarligt tema i Grønland, og mange vil følge præsidiets videre reaktion på udfordringen.
At forbyde Markus E. Olsen at tale grønlandsk fra talerstolen – eller Aki-Matilda Høegh-Dam, når hun kommer hjem – kommer næppe på tale. Et forbud vil rejse en storm af anseelige dimensioner i Grønland, og flere af Folketingets tungeste aktører, herunder statsminister Mette Frederiksen og Søren Gade, har da også allerede udtrykt sympati for den grundtanke, at grønlændere og færinger bør have lov til at udtrykke sig på deres modersmål i Folketinget. (Ingen taler endnu om de 15.000 medlemmer af det tyske mindretal i Sønderjylland, men det kan komme).
Dansk vil altid være koloniherrens sprog med alt, hvad deraf følger af bevidst eller ubevidst afstand og modstand
Martin Breum
Desuden er tiden ikke til firkantede afvisninger eller kantede løsninger på dilemmaer, der handler om repræsentation, respekt for mindretal eller identitetspolitik. Ingen ønsker sig endnu et umuligt skænderi med Grønland; en løsning skal findes, ikke mindst fordi problemet stikker så dybt og i så mange retninger, at det kan antage helt umulige former, hvis det får lov at vokse.
Eksempelvis hører det med til konteksten, at langt de fleste grønlændere i praksis ikke har nogen reel mulighed for at udnytte deres ret til at blive valgt til og lade sig høre i Folketinget, så længe grønlandsk ikke er arbejdssprog i Folketinget.
Jeg spurgte lingvisten Per Langgaard, chefkonsulent på Grønlands Sprogsekretariat, hvor mange i Grønland, der taler dansk. Per Langgård var i mange år universitetslektor i grønlandsk på Ilisimatusarfik, Grønlands Universitet, og han understreger først, at "det er der ikke et levende Guds øje, der ved."
Sprogkundskaber registreres ingen steder i Grønland. Et ganske lille mindretal af grønlænderne i Grønland taler primært dansk; det gælder eksempelvis Landsstyrets finansansvarlige, Naaja Nathanielsen. Hvor mange af de øvrige grønlændere, der mestrer dansk er ikke registreret, men Per Langgård har arbejdet med sproget i Grønland siden 1972 og tør godt give et bud:
"Hvis vi taler om folk, der funktionelt er tosprogede og som altså foruden grønlandsk kan dansk nok til at klare sig, så tror jeg, at vi er nede på cirka 25 procent af befolkningen," siger han.
"Det vil sige, at de kan møde en dansktalende medarbejder på kommunen eller en læge, der kun taler dansk, og stadig være heldige at lande på benene," siger han.
Gruppen, der vil kunne klare sig på dansk i Folketinget, hvor et mere fuldgyldigt dansk i øjeblikket må anses for en forudsætning, er endnu mindre. Denne gruppe tæller efter Per Langgårds skøn mindre end hver fjerde grønlænder. Mere end 75 procent af grønlænderne vil med andre ord ifølge hans skøn ikke kunne holde en almindelig tale i Folketinget på funktionsdueligt dansk; de vil ikke kunne følge forhandlinger i salen eller deltage meningsfuldt på dansk i et udvalgsmøde – og dilemmaet er voksende.
"Jeg oplever, at danskkundskaberne falder betydeligt i dag," siger Langgård. For folketingets præsidiums overvejelser hører det altså med, at mindre end en fjerdedel og stadig færre i Grønland efter Per Langgårds skøn reelt har mulighed for at agere meningsfuldt i Folketinget, så længe grønlandsk ikke i en eller anden grad accepteres som arbejdssprog. En del vil givetvis mene, at det er demokratisk problem uanset, at det principielt står enhver frit for at lære dansk.
Jeg fører valgkamp på grønlandsk. Men jeg kan ikke repræsentere mit folk i Folketingssalen på det sprog, der er det officielle sprog i Grønland
Aki-Matilda Høegh-Dam
MF, Siumut
Præsidiet vil i den forbindelse sikkert huske, at retten til at vælge to medlemmer af Folketinget blev fremhævet som en af de absolut vigtigste gevinster, da Danmark tilbage i 1950’erne skulle forklare, hvorfor det var attraktivt for grønlænderne at bytte den gamle status som koloni ud med fuld indlemmelse i Danmark.
Dengang var det et mål for ledende grønlandske kræfter, at så mange som muligt i Grønland skulle lære godt dansk. De opfattede det danske sprog som et middel til dannelse, fremskridt og ligeværd.
Vokser man op som grønlandsktalende, koster det gerne blod, sved og tårer at lære dansk, men dengang så ingen rigtig nogen vej udenom, hvis Grønland skulle nyde modernitetens frugter. Siden er billedet ændret betragteligt.
I dag diskuteres det hyppigt, om ikke Grønland var bedre tjent med at udskifte dansk med engelsk som andet hovedsprog, sådan som man har gjort på Island. Unge i Grønland lærer alligevel engelsk fra de sociale medier, fra film og spil på nettet og i skolen – foruden de dele dansk, de får med sig fra skolen.
Kolonitiden klæber stadig til sproget. Dansk vil altid være koloniherrens sprog med alt, hvad deraf følger af bevidst eller ubevidst afstand og modstand. Det er eksempelvis en kilde til evig irritation i Grønland, at mange institutioner – virksomheder, sundhedsvæsenet, domstolene og så videre – stadig ledes af dansktalende chefer. Præsidiets afgørelse over for dem, der vil tale grønlandsk i Folketinget, vil med andre ord blive tolket ind i en allerede velvoksen skov af frustrationer.
Tolkning til 200 millioner
Diskussionen om grønlænderes og færingers muligheder for at tale dansk i Folketinget blev for alvor katapultet ind i præsidiet og den offentlige debat, da Aki-Matilda Høegh-Dam 12. maj valgte at holde et indlæg på grønlandsk og efterfølgende svare på spørgsmål fra salen på grønlandsk. Tidspunktet var ikke tilfældigt valgt: På dagsordenen stod statsministerens årlige redegørelse for rigsfællesskabets aktuelle tilstand.
Høegh Dams aktion fik for en kort, historisk stund den parlamentariske debat til at bryde sammen, og en hidsig diskussion brød efterfølgende ud både i Danmark og i Grønland.
"Jeg er folkevalgt fra Grønland. Grønland er et valgdistrikt i sig selv. Jeg fører valgkamp på grønlandsk. Men jeg kan ikke repræsentere mit folk i Folketingssalen på det sprog, der er det officielle sprog i Grønland. Det ser jeg bare noget forkert i," sagde Høegh Dam til Ritzau.
Statsminister Mette Frederiksen og andre har siden som nævnt gjort klart, at en løsning bør findes. Problemet er blot hvilken. En enkelt tolk til en enkelt tale? Eller fuldbyrdet simultantolkning, så folketingsmedlemmer og vikarer fra Grønland eller Færøerne til enhver tid kan vælge at tale på modersmålet? Og betyder det så også, at de relevante dokumenter, uden hvilke folketingsarbejde ikke lader sig gøre, skal oversættes?
Sidst i august spurgte jeg Folketingets administration, om der var noget nyt fra præsidiet i sagen. Det var der ikke; jeg blev i stedet venligt henvist til en gammel pressemeddelelse fra juni.
"Ifølge et helt foreløbigt overslag vil det kunne koste mindst 200 millioner kroner om året at drive en tolkeordning i Folketinget med oversættelse til grønlandsk og færøsk. Hertil kommer etableringsomkostninger på mindst 40 millioner kroner," lød det dengang.
De anonyme arbejdsheste i Folketingets administration havde sjovt nok ledt efter en løsning i Grønland:
I praksis tales der ganske ofte dansk i Inatsisartut, uden at nogen studser over det
Martin Breum
"Overslaget tager udgangspunkt i den ordning, der findes i det grønlandske parlament, Inatsisartut. Her bliver tale simultantolket mellem grønlandsk og dansk, ligesom parlamentariske dokumenter bliver gjort tilgængelige på begge sprog. I forhold til Folketinget vil det skønsmæssigt indebære oversættelse af parlamentariske dokumenter på mindst 150.000 sider om året," lød det i pressemeddelelsen.
Jeg spurgte dernæst i Nuuk, hvordan tolkningen dér konkret foregår. Grønlandsk lov siger, at alle forhandlinger i Inatsisartut, Grønlands parlament, som udgangspunkt foregår på grønlandsk, men denne grundregel har en afgørende fortsættelse: "Medlemmer af Inatsisartut og Naalakkersuisut, der ikke behersker grønlandsk, har adgang til at tale dansk med tolkning til grønlandsk, ligesom forhandlingerne skal kunne følges på dansk". Og videre: "Forhandlingerne i Inatsisartut med tilhørende bilag offentliggøres på grønlandsk og på dansk."
Dansk tale i Inatsisartut
I praksis tales der ganske ofte dansk i Inatsisartut, uden at nogen studser over det. Landsstyrets eller Naalakkersuisuts finansansvarlige, Naaja Nathanielsen, taler som nævnt primært dansk – også, når hun optræder i Inatsisartut.
Er man medlem eller gæst i den smukke parlamentssal i Nuuk, får man straks ved ankomst udleveret en øresnegl og kan herefter nyde godt af kontinuerlig, non-stop simultantolkning uanset, om man er til grønlandsk eller dansk. Tolkene arbejder i hold af tre. Tyve minutter hver – og så videre til den næste. Sådan går det i maksimalt syv timer, før kapaciteten for et tremandshold er brugt op.
Tolkningen sikrer, at hele befolkningen i Grønland – også de dansktalende – altid har mulighed for at følge de løbende transmissioner fra Inatsisartuts forhandlinger. Parlamentet har for tiden en normering på syv fastansatte tolke, der sammen med en freelancer foruden simultantolkningen i salen oversætter alle dokumenter, så alt foreligger på to sprog – herunder alt materiale til brug for udvalgsbehandlinger.
Jeg har endnu ikke fået oplyst, hvad denne herlighed koster, men det er udbredt viden i Grønland, at tolkningen er rasende dyr. Der er tolkeafdelinger i Inatsisartut, men også i centraladministrationen under Naalakkersuisut, på kommunen, på Dronning Ingrids Hospital med videre.
Det kan blandt andet derfor være hundesvært at opdrive kyndige tolke, der mestrer både dansk og grønlandsk og som ikke i forvejen er overbebyrdede, især hvis det kræves, at de skal simultantolke.
Det er med andre ord ikke overraskende, at Folketingets administration i juni nåede frem til, at fuldbyrdet tolkning til og fra grønlandsk vil koste 200 millioner om året; en sum Søren Gade tydeligvis fandt uden for det tåleliges grænser. Han bedyrede, at en løsning skulle findes, men lod også forstå, at regningen efter hans mening bør være noget mindre.
Vi får se, formentlig snart. Folketingets præsidium, der har det formelle ansvar, holder ordinært møde 18. september.