Aqqaluk Lynge: Stormagterne vil næppe anerkende en ny statsdannelse i Arktis

21. februar 2010 afleverede Danmarks regering en redegørelse til FN’s Generalforsamling om Grønlands nye selvstyreordning, som det danske folketing havde vedtaget efter, at 75,5 procent af Grønlands vælgere i 2008 havde sagt ja og 23,6 procent nej. Stemmeprocenten var 72 procent.

Dokumentet erstattede den famøse redegørelse fra 22. november 1954 om afvikling af Grønlands kolonistatus. Behandlingen af redegørelsen om selvstyret var placeret som 'Agenda item 39, Implementation of the Declaration on the Granting of Independence to Colonial Countries and Peoples'.

Heri meddelte man verdenssamfundet, at ”det grønlandske folk er et folk med ret til selvbestemmelse under international lov.” Det er en betydelig ændring i forhold til den redegørelse, der gjorde sig gældende i 1954. Danmarks anerkendelse af det grønlandske folk er enestående!

Grønlands Landsråd havde allerede i 1948 krævet ligestilling inden for Riget og grundlovsændringen gav os den status, som vi har i dag. Der har været spekulationer om, at de folkevalgte grønlandske repræsentanter ikke gav deres fulde samtykke til det, fordi der ikke var en folkeafstemning. 

Men man må huske på, at tyskernes overfald på Danmark i 1940 gav grønlænderne en forskrækkelse over at blive isoleret. Men en klog beslutning fra "vor mand i Washington" reddede Grønland fra at blive indlemmet i USA.

Et nødvendigt skridt

Vore politikere indså straks Grønlands strategiske betydning og handlede derefter for at beskytte vores land.

Det er senere kommet frem, at USA’s udenrigsminister i 1946/47 pressede på over for Danmark for at flytte de dengang 24.000 grønlændere til det Nordlige Alaska, så man kunne installere de nødvendige militære anlæg overalt i Grønland og på indlandsisen uden at blive forstyret af den oprindelige befolkning.

Ud fra de grønlandske politikeres udtalelser fra denne tid, tyder det på, at de var overvældet af amerikanernes anmasselser.

De grønlandske politikere kunne se forskellen mellem den bevidste ”isolering” af det grønlandske samfund, der i et par århundreder indtil 1953 havde givet en beskyttelse mod fremmed indblanding.

Man vidste, at denne beskyttelse var nødvendig for at forhindre udenlandsk indflydelse på vores dagligdag. Vi boede spredt i over 150 bosteder, danske myndigheder var tilstede i de 15 kolonibyer uden daglig kontakt til de øvrige beboelser. Men man var altid bevidst om sit eget land og administrationen af ressourcerne. 

Allerede før krigen anså man for eksempel de færøske fiskerianlæg i det sydlige Grønland som ”tyveri ved højlys dag”, som var placeret trods modstand fra lokalbefolkningen.

Så, på baggrund af det vi ved i dag, er det ganske forståeligt at grønlændernes repræsentanter dengang var klar over, at en indlemmelse, i det vi senere kalder rigsfællesskabet, var et ganske nødvendigt skridt i den svære politisk strategiske stilling, som man befandt sig i.

En ganske stor udfordring

Før vi begyndte at grave i vores egen historie, var det let at sige, at grønlænderne blot sagde ja og amen. Taler i Landsrådet og artikler i aviserne fra den tid viser med al tydelighed, at holdningerne var baseret på de hårde strategiske realiteter, der eksisterer i Arktis.

Derfor giver for eksempel bogen 'Imperiets børn' et ganske ensidigt billede af overvejelserne, der førte til Grønlands ”indlemmelse” i Kongeriget Danmark i 1953. Der var et ønske fra grønlænderne både før og stærkest efter krigen.

Vi kommer ikke i nærheden af et selvstændigt Grønland i den nærmeste fremtid

Aqqaluk Lynge
Forfatter og fhv. landstyre- og landstingsmedlem

Begrundelsen var, at man følte sig trygge ved dansk samhørighed end at skulle i lag med en stor militærmagt som USA. Man var klar over, at selv Danmark kunne blive overrendt af større magter, som krigen beviste.

Sådan som verdenssituationen er i dag, er Grønlands strategiske placering en ganske stor udfordring. Vi har fremmede tropper og militære anlæg udenfor dansk eller grønlandsk kontrol.

Krigen i Ukraine og den eskalerende konflikt mellem vest og øst, nord og syd og de enorme problemer, som vi står overfor i klimakrisen, er næsten uoverkommelige problematikker.

Ydermere står vi overfor Kinas og især Ruslands enorme indflydelse og militariseringen i Arktis og Ishavet, hvilket giver Nato-magterne hovedpine. Arktisk Råd som forum for fredelig videnskabeligt samarbejde er nu en saga blot.

Den politiske udvikling er bestemt af autokraterne, oligarkerne og milliardærernes kleptomani.

En stor mundfuld

Selv de vestlige demokratier i EU står i en vanskelig situation. Vi er utrygge ved situationen i USA, hvor selve demokratiet står på usikker grund, hvis de facistiske tendenser ender med at overtage verdens førende militærmagt. Præsidentvalget i november 2024 i USA vil blive afgørende for vores kommende udvikling.

På denne baggrund er det ganske usandsynligt, at stormagterne vil anerkende en ny statsdannelse i Arktis. Derfor kommer vi ikke i nærheden af et selvstændigt Grønland anerkendt af verdenssamfundet i den nærmeste fremtid.