Debat: Er USA igen ved at købe Grønland eller er det stor ståhej for næsten ingenting?

KRONIK: Accelererende sikkerhedspolitiske dynamikker i Arktis efterlader gang på gang Rigsfællesskabet i en skizofren situation, hvor relativt ukontroversielle udspil ender i mistillid og misforståelser, skriver forsker fra Nuuk.

Af Rasmus Leander Nielsen
Adjunkt, Illisimatusarfik (Grønlands Universitet)

I starten af sidste uge skrev den amerikanske ambassadør, Carla Sands, en kronik i Altinget, der langt hen ad vejen blot var gentagelser af velkendt stof, men som har skabt en hel del furore.

Der var i kronikken dels den nyklassiske Kina/Rusland-bashing fra amerikansk side, som også blev fremført for godt et år siden af udenrigsminister Mike Pompeo op til et topmøde i Arktisk Råd og som kan læses i udgivelser fra diverse tænketanke, Pentagon og U.S. Coast Guard med flere.

Dels en tilnærmet skåltale, hvor det tætte forhold til Rigsfællesskabet og især Grønland genbesøges, og hvor et nyere bonmot om at være den foretrukne samarbejdspartner i Arktis blev gentaget. Desuden indeholdt kronikken en kort passus, hvor en 'hjælpepakke' til Grønland blev nævnt, og det startede et sneskred af kritik.

Historien om amerikansk støtte til Grønland og den noget skingre danske reaktion fik også international opmærksomhed i blandt andet Washington Post, Financial Times, Der Spiegel og Nikkei Asian Review.

Hvis man kun har fulgt reaktionerne på Carla Sands kronik, kunne man få det indtryk, at Rigsfællesskabet var på nippet til at blive opløst.

At den sælsomme historie fra august, hvor Trump ville købe Grønland, nu var kommet til en ny etape med samme gustne formål.

Skingre reaktioner
"USA arbejder helt åbenlyst på at underminere Rigsfællesskabet," skrev den konservative politiker Rasmus Jarlov på Twitter i kølvandet på Sands indlæg.

SF's Karsten Hønge påpegede, at USA var gået langt, langt over grænsen for diplomatisk takt og tone for at skabe splittelse mellem Danmark og Grønland, og at der måtte "trækkes en streg i indlandsisen."

En leder i Ekstra Bladet kaldte ambassadørens indlæg for en "tåkrummende og i særklasse forvrøvlet fristil om alle USA's legitime og uegennyttige interesser i Arktis" med en "brovtende koloniherreattitude".

Et sjællandsk lokalmedie kritiserede USA's tilgang, som ikke alene kluntet og provokerende, men også uforståeligt, og spurgte på lederplads, "hvad skal det hjælpepakke-pjat overhovedet gøre godt for?"

Reaktionerne på historien har dog ansatser til såkaldt helikopterjournalistik her i en coronatid med flyforbud ind og ud ad Grønland. Medtages blot en smule kontekst fremstår det, som Carla Sands lidt klodset kaldte en "hjælpepakke", noget mindre odiøs (i den engelsksprogede version under titlen Wake up to the Arctic's importance på den amerikanske ambassades egen hjemmeside betegnes det "a substantial package of economic support funds", som både kan oversættes til hjælp og støtte).

Hermed ikke sagt, at sagen ikke udstiller udfordringer i forholdet til stormagten USA og de aktuelle sikkerhedsdynamikker i Arktis – tværtimod – men forstået således, at aftalen har været længe undervejs og på langt de fleste områder er forventeligt og/eller i forlængelse af eksisterende udspil og aftaler.

Projektmidler til amerikanske rådgivere
Nu er vi desuden blevet klogere på, hvad aftalen reelt skal gøre godt for.

Både KNR, den grønlandske pendant til DR, og Berlingske Tidende kunne onsdag d. 22. april via baggrundsinterview sætte beløb og samarbejdsområder (uddannelse, turisme og miner) på aftalen.

Det flugtede meget godt dagen efter med pressemeddelelsen fra det grønlandske udenrigsdepartement, der rundede beløbet op på første decimal til 12,1 millioner dollars, da man officielt annoncerede aftalen. Pressemeddelelsen og efterfølgende interviews henviser desuden til forhistorien med flere nedslag i tid. Det vender vi tilbage til.

"Det er positivt, at det øgede samarbejde mellem Grønland og USA kommer til udtryk i et konkret resultat i form af bevillingen til projekter i Grønland," bemærkede formanden for Naalakkersuisut, Kim Kielsen, i pressemeddelelsen.

Her blev den amerikanske hjælpepakke nu betegnet som projektmidler, der desuden primært går til konsulent- og rådgivningsassistance fra amerikanernes egne eksperter og mestendels i forlængelse af eksisterende aftaler.

Det er netop en mere konkret udmelding, som iagttagere og forskere har efterspurgt, siden USA i september 2018 forfattede en hensigtserklæring om støtte til grønlandsk infrastruktur og civil-militære projekter (såkaldt 'dual-use'). Det har vi stadig til gode.

I nyhedsudsendelsen Qanoroq på KNR samme aften kunne Kim Kielsen nuancere, at pengene ikke direkte tilfalder i landskassen, men som nævnt øremærkes konsulentbistand, og han undrede sig i samme moment over grønlandske oppositionspolitikeres kritik af forløbet.

Den morsomme, samfundsrevsende satirestribe Parcafolket lavede efterfølgende en tegning med denne følgetekst:

"Har vi fået 83 millioner af USA?"

"Nej, vi har fået amerikansk rådgivning, som USA siger, er 83 millioner værd".

"For hvem?"

"USA".

Kun en tredjedel af EU's årlige støtte til uddannelse
Beløbet på lidt over 80 millioner svarer nogenlunde til, hvad der oven på den megen omtale af sociale problemer i Tasiilaq efter en DR-dokumentarfilm blev afsat fra socialreserven i efteråret – afløseren for satspuljen – til udsatte børn i Grønland.

EU støtter årligt med næsten det tredobbelte bare til uddannelsessektoren i Grønland igennem en partnerskabsaftale under OLT-ordningen. I den årlige redegørelse fra udenrigsdepartementet i Nuuk står der i 2019-versionen:

"På sigt er det også et håb, at der kan skabes et samarbejde med USA i fremtiden som er ligeså bredt og økonomisk betydningsfuldt for Grønland, som med EU i dag."

Den danske udenrigsminister, Jeppe Kofod (S), var i øvrigt til stede i Inatsisartut, det grønlandske parlament, da redegørelsen blev præsenteret og debatteret blandt de syv grønlandske partier i efteråret.

Grønland har i årevis efterspurgt flere udenlandslandske investeringer (FDI) og i forhold til USA en løsning eller kompensation på de mistede servicekontrakter på Pituffik (Thulebasen, red.), der pengemæssigt akkumuleret over flere år er i et helt andet størrelsesforhold.

Gentagne gange har amerikanske diplomater besøgt Grønland uden rigtigt at have sans for, hvor stort et problem det anses for at være fra grønlandsk side.

Der er desuden flere steder i Grønland militære efterladenskaber med rustbunker af efterladte tønder, køretøjer og isenkram samt særdeles problematisk nuklear miljøforurening ved blandt andet den gamle Camp Century-base under en smeltende indlandsis, der vil være ekstremt bekostelig at rydde op.

83 millioner kroner er bestemt mange penge i en grønlandsk kontekst, men spredt ud på uddannelse, turisme og miner er det reelt småpenge.

Desuden maler USA med en endnu bredere pensel og henviser blandt andet til generelle erhvervs- og handelstiltag i Sands' kronik og efterfølgende interviews samt ved pressemødet i det amerikanske udenrigsministerium ved annonceringen af hjælpepakken. Her undrede State Department-talsmanden sig ligeledes over kritikken fra danske politikere i forlængelse af Altinget-indlægget.

Viderefører eksisterende projekter og aftaler
Det faktum, at pengene primært går til USA's egne konsulenter frem for landskassen, udvander yderligere, hvor kontroversielt støttemidlerne isoleret set bør forstås, men betyder ikke, at Grønland slet ikke får noget ud af aftalen, som ovennævnte satiretegning indikerer.

Det er dog langt hen ad vejen en opfølgning på eksisterende tiltag og gamle aftaler. Omvendt bliver ovennævnte eller andre lignende hængepartier ikke adresseret.

I forhold til uddannelsesdelen har USA allerede engelskundervisere, forskningssamarbejder og sommerskoler i Grønland. Et mig bekendt nyt signal er at opbygge kapacitet for en universitetsuddannelse i turisme, som er det andet ben af hovedprioriteter i aftalen.

Både samarbejde om uddannelse og turisme er noget af det den grønlandske repræsentation i Washington har vægtet højt i over fem år. Det er ligeledes emner som det nye amerikanske konsulat i Nuuk, som vi i over et år har kendt til bliver genåbnet, løbende har indsamlet viden om under adskillige besøg i 2019.

Det tredje ben, det vil sige minedrift, råstoffer og energiområdet, er den del, der klart øremærkes størstedelen af aftalens penge til.

Carla Sands var for et lille års tid siden i Sydgrønland og besøge forskellige potentielle mineprojekter, men i den grønlandske pressemeddelelse henvises der primært til den MoU (Memorandum of Understanding, red.), der allerede blev indgået i juni sidste sommer, som primært omhandler kortlægning og dataindsamling og -håndtering.

Der er på nuværende tidspunkt ikke tale om et nyt, konkret mineprojekt, men den type dataindsamling er ikke billig, og en del af de 'nye' midler forventes altså implementeret i forlængelse af en aftale, der har været offentligt kendt i næsten et år.

Længe undervejs
Allerede i 2004 forudsagde den daværende danske udenrigsminister, Per Stig Møller, at det amerikanske engagement i Grønland ville gå fra en enstrenget sikkerhedsdimension (primært Pituffik/Thule-basen) til også at inkludere bredere samarbejdsområder, hvor han specifikt pegede på forskning, energi, handel og turisme.

Det har kun i begrænset omfang været tilfældet, men er altså i tråd med den udvikling, som vi har været vidne til den seneste uges tid, men som har været længere tid undervejs.

Anledningen for forudsigelsen var i 2004 indgåelsen af Igaliku-aftalen, som blev indgået mellem USA, Grønland og Danmark, og i både skrift og ånd skulle inddrage Grønland mere – og bredere i form af blandt andet de nu aktuelle samarbejdsområder – i relevante relationer til USA.

Denne aftale og tillægsaftaler kom i forlængelse amerikanske ønsker om at opgradere Thule-radaren og en længere dansk-grønlandsk proces vedrørende grønlandsk mulighed for at føre udenrigs- og handelspolitik på hjemtagne områder samt informationsdeling og inddragelse i sagsområder, hvor Grønland har en særlig interesse, herunder ikke mindst i forhold til amerikansk tilstedeværelse i Thule.

Det startede med Anorak-rapporten fra 1999 og Itilleq-erklæringen fra 2003, hvor Fuldmagtloven fra 2005 og senere Selvstyreloven fra 2009 formaliserede, at den grønlandske regering kan indgå internationale aftaler på en lang række områder og især på hjemtagne emner som uddannelse, turisme og efter 2010 også råstofområdet, altså den treenighed, der er prioriteret i 'hjælpepakken' fra USA.

Hvor der op igennem nullerne blev lavet et større udredningsarbejde med at definere kompetencefordelingen mellem København og Nuuk og hermed det grønlandske udenrigspolitiske albuerum, er den formelle del af den proces sneet til, selvom der var gode takter på vej i det aktuelle, men coronaudfordrede arbejde med en ny arktisk strategi for Kongeriget for 2021-30.

Det bliver mere og mere tydeligt, at der er en række uløste problemstillinger ikke mindst ift. gråzoner mellem sikkerhedspolitik og kommerciel udenrigspolitik, også i forhold til på papiret tilforladelige hjemtagne områder (jævnfør også 5G-sagen på Færøerne for nyligt).

Sideløbende har udviklingen i Arktis på ingen måder stået stille, men accelererer i et stadigt hastigere tempo, hvor USA ikke ligefrem lægger skjul på, at den geopolitiske magtkamp med Rusland og især Kina aktuelt spiller en væsentlig rolle i interessen for Grønland. Også i den aktuelle sag med projektmidler/hjælpepakke.

Længe på vej versus tage på vej
Er hele hjælpepakke-historien, der i offentligheden startede her i Altinget i sidste uge med Carla Sands passus, så stor ståhej for ingenting? Både ja og nej.

Isoleret set: Ja, det er faktisk både historisk, forvaltningsmæssigt og udenrigspolitisk set forbavsende, det omfang af kritik, som aftalen fødte.

Aftalen bygger på en længere proces og tidligere aftaler, indeholder ganske få 'nye penge', der endvidere ikke går direkte i den grønlandske landskasse, samt omhandler samarbejde på hjemtagne områder, der mestendels allerede er søsat.

I et bredere perspektiv: Nej, tværtimod. Hverken Danmark eller Grønland er på nuværende tidspunkt gearet til de gearskifter, der løbende accelererer de sikkerhedspolitiske dynamikker i Arktis.

Det efterlader Rigsfællesskabet i en lidt skizofren situation med en snert af Alzheimers, hvor signaler om stormagters, især kinesisk og amerikansk, involvering og støtte ved selv relativt ukontroversielle udspil ender i mistillid, misforståelser og en medfølgende konfliktspiral, hvor konteksten hurtigt forsvinder i takt med indlandsisen.

Den seneste amerikanske interesse er dog et godstog – eller en forvokset slædehundevogn – vi har kunnet se på kilometers afstand.

Vi skal ikke længere tilbage end til august, hvor alle var enige om, at det var et wake-up call med verdens største vognstang, da verdenspressen kunne berette, at Trump ville købe Grønland.

Vi ender hurtigt i en 'Peter og Ulven-situation', hvis katastrofe og ublu indblanding bliver konklusionen, hver gang USA rent faktisk udskifter retorik med konkrete tiltag.

Flere har den seneste uges tid helt korrekt påpeget, at vi ikke må være naive. Naivitet forebygges dog ikke med syrlig twitterdiplomati, helikopterjournalistik eller pikerede mavefornemmelser, men ved, at vi i alle hjørner af Rigsfællesskabet får opdyrket en skarpere analysekapacitet, der bedre kan imødekomme de stigende krav, der er til at navigere i de aktuelle ændringer af udenrigs- og sikkerhedspolitiske dynamikker i Arktis.

Det gælder geopolitisk indsigt, men også det ofte hårfine tippepunkt, der jævnligt opstår i gråzonerne mellem kommerciel udenrigspolitik, civile projekter og infrastruktur på den ene side og sikkerhedspolitik på den anden.

Forrige artikel Helms: Det er historieløst, at danske politikere kaster sig over USA-støtte til Grønland Helms: Det er historieløst, at danske politikere kaster sig over USA-støtte til Grønland Næste artikel Forsvarsanalytiker: USA's millionstøtte til Grønland er en de facto løsrivelse Forsvarsanalytiker: USA's millionstøtte til Grønland er en de facto løsrivelse
Amerikansk ekspert: Biden får brug for hjælp i Arktis

Amerikansk ekspert: Biden får brug for hjælp i Arktis

FOKUS: Når Joe Biden og hans folk i dag indtager Det Hvide Hus, så får den nye amerikanske præsident brug for europæisk og nordisk hjælp til at sætte agendaen i Arktis, vurderer en amerikansk ekspert.