Forfatter: Vittus Qujaukitsoq lægger røgslør ud

Af Nauja Lynge
Blogger på Jyllands-Posten, forfatter og foredragsholder

Landsstyremedlem Vittus Qujaukitsoq fra Nunatta Qitornai påstår, at kritiske røster ikke ved, hvad de taler om. Jeg kan berolige Qujaukitsoq – jeg har som en af de kritiske røster sat mig grundigt ind i samfundsforholdene i Grønland.

Igennem flere års debat om rigsfællesskabet skinner det igennem, at der er et misforhold mellem fantasier om fremtiden og indsatsen for at løse udfordringer inden for de områder, som Grønland allerede har hjemtaget.

Selvstændighedstalen er et røgslør
Qujaukitsoq taler med kløftet tunge, og Selvstyret sparker en åben dør ind. De har jo allerede mulighed for at hjemtage alt det, de vil. Men selvstyreloven er ingen vaccine mod dårlig grønlandsk forvaltning og politisk styring.

Selvstændighedstanken bliver derimod brugt som røgslør over dårlig ledelse inden for de nære områder, man allerede har hjemtaget. Man burde løfte denne opgave frem for at jagte nye ansvarsområder, man ikke magter at forvalte.

Fremmede magter på spring
Når Qujaukitsoq taler om Grønland som selvstændig aktør i den globale verden, forekommer han naiv og uvidende. Grønland vil aldrig komme til at stå alene. Kinesere, russere, amerikanere og andre står på spring for at indtage og overtage Grønland, hvis Danmark sparkes ud.

Når Qujaukitsoq taler om Grønland som selvstændig aktør i den globale verden, forekommer han naiv og uvidende.

Nauja Lynge
Blogger på Jyllandsposten, forfatter og foredragsholder

Han har derimod ret i, at det politiske arbejde, de har gang i, er en forudsætning for at opretholde målsætningen om en fremtid som selvstændig nation. Men indholdet i den førte politik består først og fremmest af had og konflikt med Danmark, som de er afhængige af at opretholde.

I samme øjeblik konsekvenserne ved løsrivelse går op for befolkningen, falder den såkaldte politik fra hinanden.

Medierne som syndebuk
Han har også ret i, at medierne spiller en rolle. Men det er mest til fordel for selvstændighedsdebatten. Medierne er nemlig, nøjagtig som Qujaukitsoq, interesseret i at fortælle om konflikten.

Det halter mere med at få fortalt om det store brobygningsarbejde, der også er i gang i rigsfællesskabet. Indsatsen for uafhængighed prioriteres ikke alene for højt. Den prioriteres på bekostning af sociale forhold, uddannelse, mindretal osv.

Jeg er enig i at forholdet mellem Danmark og Grønland er ulige. Derfor er jeg også fortaler for et rigsfællesskab version 2, hvor grønlændere og færinger ligestilles med danskere, og hvor mindretal er tænkt ind. 

Styret af følelser
Men før alt andet er det nødvendigt, at forstå og anerkende denne frihedstrang. Der skal være plads til at være både dansk statsborger og færing eller grønlænder samtidig. Frihedstrangen er styret af følelser.

Jeg tror, min egen “frihedskamp” som en del af et mindretal er nøjagtig lige så styret af følelser som den, Qujaukitsoq føler. Alligevel nægter både det grønlandske selvstyre og den danske regering at imødekomme mindretallene på nogen måder. Dette til trods for adskillige henvendelser fra Institut for Menneskerettigheder.

Jeg tror, man må prøve at forstå, hvordan og hvorfor frihedskampen opstår. Herefter kan vi på et oplyst grundlag bygge et fundament, som fremtidige generationer kan bygge videre på.

Bertel Haarder foreslår i forordet til “Jeg er Nauja. En grønlandsdanskers bekendelser”:

“En fælles aktion for Rigsfællesskabet skal begynde med en dansk selvransagelse. Jeg foreslår, at vi giver den et konkret udtryk i en fælleserklæring, der helt uden hensyn til Grundloven slår fast, hvad det er, der kan holde Rigsfællesskabet sammen i fremtiden. En sådan fælleserklæring kan derefter om nogle årtier indgå i den grundlovsændring, der vel kommer på et eller andet tidspunkt. Indtil da må vi ”lade som om”, Grundloven er ændret og tage de hensyn, som Grønland og Færøerne ønsker taget. Udgangspunktet skal være meget enkelt: Rigsfællesskabet bygger på, at tre lande og tre folk har besluttet at løse visse opgaver i fællesskab. Så enkelt skal udgangspunktet være. Det bygger IKKE på, at Danmark fra gammel tid har bestemt over de to andre lande, selv om det forståeligt nok gennemsyrer grundloven. Det bygger IKKE på grundlovsparagraffer. Det bygger på historie, familiebånd, store fælles interesser – og gensidig kærlighed. Det er det eneste holdbare grundlag for et fremtidigt samarbejde.”