Debat

Forsker: Fortidens uretfærdigheder påvirker også den nye generation af grønlændere

Uretfærdigheder mod den grønlandske befolkning, som eksperimentbørnene i 1951 eller tvangsflytningen af Thules befolkning i 1953, trækker spor helt ind i den nyeste generation af grønlændere, skriver Birger Poppel fra Ilisimatusarfik/Grønlands Universitet.

En god debat om Grønlands løsrivelse fra Danmark begynder med at indrømme fortidens fejltagelser, skriver Birger Poppel.
En god debat om Grønlands løsrivelse fra Danmark begynder med at indrømme fortidens fejltagelser, skriver Birger Poppel. Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix
Birger Poppel
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Lov om Grønlands selvstyre fra 2009 er udarbejdet på baggrund af et fælles grønlandsk-dansk kommisionsarbejde, vedtaget af det danske Folketing og af et stort flertal af den grønlandske befolkning (75 procent) ved en folkeafstemning.

I lovens præambel fastslås det, at ”det grønlandske folk er et folk i henhold til folkeretten med ret til selvbestemmelse”. Dermed kan det grønlandske folk også selv bestemme, om Grønland skal være selvstændigt og - i bekræftende fald - hvornår. Køreplanen for processen fra selvstyre til selvstændighed er beskrevet i loven.

Præamblen fastslår også, at loven bygger ”på et ønske om at fremme ligeværdighed og gensidig respekt i partnerskabet mellem Danmark og Grønland”.

Ligeværd og gensidig respekt er således vigtige ingredienser i forholdet mellem Grønland og Danmark inden for rigsfællesskabet og fremhæves ofte – ikke mindst af politikere på begge sider af Atlanten.

Uanset hvornår et flertal i den grønlandske befolkning ønsker, at Grønland udtræder af Rigsfællesskabet, er der behov for en kritisk refleksion

Birger Poppel, Emeritus, Ilinniarfissuaq/Institut for Læring, Ilisimatusarfik

Historien efterlader ar på flere generationer

Udgangspunkt for relationerne mellem Grønland og Danmark er således tilsyneladende klart og umisforståeligt, og måske derfor giver ikke mindst danske medier undertiden udtryk for undren over grønlandske politikeres kritik af manglende inddragelse i forhandlinger og beslutninger, der vedrører Grønland. Samtidig er det grønlandske ønske om selvstændighed en kilde til stadig undren i store dele af dansk presse og afspejler formentlig tilsvarende undren i brede kredse i den danske befolkning.

At ligeværd og gensidig respekt undertiden er blevet overtrumfet af andre holdninger og anden adfærd vidner blandt andet følgende historiske eksempler (i kronologisk rækkefølge og uden at være en udtømmende oversigt) om:

  • ’Eksperimentbørnene’ – 22 grønlandske børn, der i 1951 blev sendt til Danmark for at blive uddannet til en dansksproget elite.
  • Tvangsflytningen af Thulebefolkningen i 1953 af hensyn til USA’s etablering af Thulebasen.
  • Den danske statsminister H.C. Hansens tilladelse, til at USA kunne opbevare atomvåben (i modstrid med den officielle danske holdning og uden at spørge den grønlandske befolkning) på Thulebasen, blev meddelt i 1957, men først offentlig kendt knapt 40 år efter.
  • Indførelse af fødestedskriteriet i 1964 indebar en lovfæstet forskelsbehandling i forhold til løn og andre ansættelsesvilkår baseret på fødested. Loven, der diskriminerede personer født i Grønland, ophævedes først i 1991.
  • Lukningen af kulminebyen Qullissat i 1972 og i øvrigt en bosætningspolitik, der indebar en koncentration af befolkningen i færre og større byer.
  • Grønlands indlemmelse i EF på trods af grønlandsk flertal imod grønlandsk medlemskab.

Rækken af eksempler på beslutninger truffet af den danske stats repræsentanter uden – eller ofte i meget begrænset omfang – at inddrage grønlænderne eller deres politiske repræsentanter, er om ikke endeløs, så dog meget mere omfattende end eksemplerne ovenfor og kunne også indeholde aktuelle eksempler.

Senest er et eksempel blevet trukket ud af glemslen i en netop udkommet bog ’Imperiets børn’, hvor journalisten Anne Sofie Hermann dokumenterer, at den danske regering i forbindelse med den formelle ændring af Grønlands status fra koloni til amt i Kongeriget Danmark forud for grundlovsændringen i 1953 tilbageholdt oplysninger for den grønlandske befolkning og gav vildledende oplysninger til FN.

Behov for kritisk refleksion

Ud over en forskelle mellem skiftende danske udenrigs- og statsministres udmeldinger, og deres administrationers faktiske håndtering af samarbejdet, er det afgørende for at forstå den grønlandske befolknings holdninger (som de for eksempel fremgår af forskellige meningsmålinger) og de grønlandske politikere, at de begivenheder, der i tidens løb har udløst harme, oplevelser af svigt og direkte bedrag hos den grønlandske befolkning, ikke nødvendigvis er glemt og tilgivet, blot fordi de skete for adskillige år siden.

Forudsætningen for en respektfuld og konstruktiv dialog er gennemsigtighed, åbenhed og evne til at indrømme fejl

Birger Poppel, Emeritus, Ilinniarfissuaq/Institut for Læring, Ilisimatusarfik

Man kan sige, at konsekvenser af historiske uretfærdigheder kan ’overleve’ flere generationer og således ikke alene opleves af og påvirker den generation, der direkte oplever uretfærdigheden.

Uanset hvornår et flertal i den grønlandske befolkning ønsker, at Grønland udtræder af Rigsfællesskabet og indgår i en anden relation med Danmark, er der behov for en kritisk refleksion over samtale- og arbejds- og forhandlingsformen mellem Grønland og Danmark – og det gælder ikke mindst den danske del af Rigsfællesskabet. Og forudsætningen for en respektfuld og konstruktiv dialog er gennemsigtighed, åbenhed og evne til at indrømme fejl og ikke mindst indsigt i og forståelse for ikke alene, hvad der bliver sagt, men også baggrunden for det sagte.

Vi skal tale sammen om en løsrivelse

I en årrække arbejdede en grønlandsk Forsoningskommission med ”forsoning i Grønland og udfordringer i samfundet affødt af den koloniale arv”. En debat af Kommissionens betænkning fra 2017 i Inatsisartut (Grønlands parlament) og en bredere offentlig debat har vi endnu til gode.

Viden om Grønland er generelt begrænset i det danske samfund. Det kunne imidlertid være nyttigt og befordrende for en åben, tillidsfuld og konstruktiv diskussion om Grønland-Danmarks relationer og Rigsfællesskabets fremtid, hvis den tog udgangspunkt i en historisk indsigt i danske holdninger og dansk politik over for Grønland både som kolonimagt og efter indførelse af grønlandsk hjemmestyre og selvstyre. Formen er ikke afgørende. Det centrale er at få diskussionen i gang.

Af kommissoriet for den grønlandske Forsoningskommissionen fremgår det blandt andet, at ”det grønlandske folk har et fælles ansvar for at bidrage til en positiv udvikling. I et mangfoldigt samfund skal der herske respekt for borgernes forskellige erindringer og opfattelser af begivenheder, historiske handlinger og beslutninger igennem tiden.

Det er vigtigt at diskutere disse forhold og skabe forståelse for deres betydning for nutidens samfundsforhold samt folkets levevilkår – til gavn for den enkeltes og det grønlandske folks selvbevidsthed”. Det nævnes ikke nødvendigvis til kopiering i en dansk kollektiv eftertanke, men til inspiration.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion