Lektorer: Det kan undre, at EU ikke fylder mere i grønlandsk politik – og omvendt
Fredag 15. marts åbner Europa-Kommissionen sit længe ventede kontor i Nuuk. Men på trods af EU's vigtighed for Grønland spiller EU en relativt afdæmpet rolle i Grønlands nye udenrigspolitiske strategi, skriver Jeppe Strandsbjerg og Rasmus Leander Nielsen.
Jeppe Strandsbjerg
Lektor, Center for Arktiske Sikkerhedsstudier, Forsvarsakademiet / Nasiffik, Center for Udenrigs- og Sikkerhedspolitik, IlisimatusarfikRasmus Leander Nielsen
Centerleder, Nasiffik og lektor, Afdeling for Arktisk Samfundsvidenskab & Økonomi, Ilisimatusarfik (Grønlands Universitet)Fredag 15. marts byder formand for Naalakkersuisut Múte B. Egede kommissionsformand Ursula von der Leyen og statsminister Mette Frederiksen velkommen i Nuuk.
Anledningen er en kort EU-tour rundt i Kongeriget, hvor EU og Færøerne først underskriver samarbejdsaftaler i Tórshavn, og fredag går det løs i Nuuk med den længe ventede åbning af Europa-Kommissionens kontor.
Formålet med kontoret er at styrke partnerskabet mellem EU og Grønland i retning af bæredygtig udvikling – ikke mindst inden for råstoffer og energi, forskning, uddannelse. Grønlands voksende geostrategiske betydning har også været nævnt af Kommissionen som årsag. Og så er der stadig masser af fisk i ligningen.
Etableringen af kontoret ligger fint i forlængelse af EU's 2021 Arktisstrategi.
Rasmus Leander Nielsen og Jeppe Strandsbjerg
Hhv. centerleder ved Ilisimatusarfik og lektor, Forsvarsakademiet
Grønland forlod det daværende EF i 1985 efter en folkeafstemning i 1982. Det der populært omtales som Grøxit. Som en del af skilsmissen blev der etableret en aftale som vekslede europæiske fiskerirettigheder omkring Grønland til cool cash.
I et par årtier var gentagne fiskeriaftaler det altdominerende samarbejdsområde. I starten af 2000'erne blev begrebet 'papirfisk' dog diskuteret i Europa-Parlamentet. Det henviste til, at de fiskekvoter EU havde på papir ikke modsvarede de mængder, der faktisk kunne fiskes i grønlandsk farvand.
Det førte til, at et andet ben vedrørende en partnerskabsaftale om uddannelse blev udviklet, som siden har været et vigtigt økonomisk element i EU-Grønland-relationer, fordi man fra EU's side fortsat gerne ville bidrage til Grønlands økonomi. For nyligt blev et mindre tredje ben aftalt vedrørende grøn energi.
EU's Arktisstrategi
Etableringen af kontoret ligger fint i forlængelse af EU's 2021 Arktisstrategi. EU har længe gerne ville spille en større rolle i Arktis. Både fordi man ser sig selv som en vigtig spiller, som bør være til stede, men også af mere jordnære interesser: mere forskning i klimaforandringer, bæredygtige teknologier og ikke mindst adgang til kritiske råstoffer peger alle i retning af Arktis. Som eksempel indgik EU og Grønland i december 2023 et strategisk partnerskab om bæredygtige værdikæder for råstoffer.
I Grønlands netop offentliggjorte udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitiske strategi for 2024-2033: 'Grønland i verden – Intet om os, uden os' er EU-samarbejdet overraskende lavt prioriteret. For det første fylder beskrivelsen af EU ikke nær så meget som henholdsvis USA eller Canada.
For det andet har beskrivelsen af EU-partnerskabet en noget distanceret karakter. Åbningen af kontoret er for eksempel beskrevet som noget, EU har brug for og ikke noget, der er opstået efter et fælles ønske: "EU har behov for et kontor i Grønland."
Det er på mange måder overraskende – set i lyset af, hvor vigtig EU har været og er for Grønland. Under partnerskabsaftalerne har Grønland toldfri adgang til det europæiske marked. Man har adgang til forskning og uddannelsessamarbejdet. Og Grønland modtager langt flere EU støttekroner per capita end nogen andre Oversøiske Lande og Territorier (OLT-lande).
EU fylder ikke meget i bevidstheden
Historisk set var Grøxit og samarbejdet med EF/EU i mange henseender en katalysator til grønlandsk udenrigspolitisk tænkning, og siden starten af 1990'erne har Grønland haft en repræsentation i Bruxelles, hvor de fleste grønlandske diplomater har haft kortere eller længere arbejdsperioder. Så hvorfor fylder det nu så lidt i strategien?
En venlig læsning kan være, at det meste faktisk fungerer godt – og i forlængelse af årtier gamle forhandlingsrammer. Underforstået er der således ikke nogen væsentlig grund til at opfinde den dybe tallerken, når EU samarbejdet mestendels kører på skinner.
Det ellers økonomisk vigtige partnerskab med Europa kan fremstå som en barriere for den nordamerikanske dagsorden.
Rasmus Leander Nielsen og Jeppe Strandsbjerg
Hhv. centerleder ved Ilisimatusarfik og lektor, Forsvarsakademiet
En anden læsning kan være, at EU ses som et stort, bureaukratisk apparat langt væk. Især af den brede befolkning, der ikke til dagligt arbejder med fiskeri- eller uddannelsesaftaler med EU. Og de økonomiske bidrag til landskassen fylder ikke meget i bevidstheden.
En tredje læsning, som vi læner os op af, er det udtalte grønlandske fokus på at udvide sine udenrigspolitiske relationer generelt. Og ikke mindst med hensyn til handels-, kulturel og politisk udveksling med Nordamerika. I den nye grønlandske strategi er der således to passager, som ikke har fået megen opmærksomhed endnu.
EU kontra Nordamerika
Den ene handler om det, der kaldes, konnektivitet. Det vil sige Grønlands forbundethed til omverdenen. Det skal forstås som handelspolitik, transportforbindelser, repræsentative relationer, kommunikation, infrastruktur og så videre. Det handler i høj grad om at øge muligheder, minimere sårbarhed, men også mindske sin afhængighed af Danmark.
Det andet afsnit, som har fået overraskende lidt omtale, er ønsket om at stå i spidsen for et arktisk nordamerikansk forum. Det er et udtryk for et ønske om at styrke samarbejdet mellem Grønland og de nordamerikanske delstater og territorier, som er hjemsted for de arktiske oprindelige folk.
Mere konkret er ønsket at etablere et samarbejde mellem regeringer og parlamenter i Alaska (USA), Yukon, Northwest Territories, Nunavut, Nunavik (Canada) og Grønland.
Det er et arbejde, der allerede er i gang. Sidste år underskrev Grønland og det selvstyrende Nunavut i Canada en hensigtserklæring om stadig tættere samarbejde. Til sommer i år prøver Air Greenland at genåbne en direkte forbindelse til Iqaluit – hovedstaden i Nunavut. Flyveturen fra Nuuk kommer til at tage 50 minutter. I dag tager turen to døgn via Island.
Det grønlandske ønske om en stærkere nordamerikansk konnektivitet er helt naturlig og åbenlys. Man ser sig på mange måder som en del af en nordamerikanske region og ønsker at knytte stærkere bånd og spille en central rolle i udviklingen blandt de folk, der rent faktisk bor i Arktis. Når man har det blik, kan det ellers økonomisk vigtige partnerskab med Europa fremstå som en barriere for den nordamerikanske dagsorden.
Lang tid undervejs
Ideen om et EU-kontor i Nuuk er mindst fem år gammel og blev officielt udmeldt i EU's 2021-strategi, hvor Grønland havde sin helt egen tekstboks, hvor kontoråbning også nævnes. Siden viste det sig at være mere praktisk besværligt at implementere, end parterne forventede.
Men nu rykker EU ind på Nuuks diplomatiske scene med et håb om at få mere PR for pengene, en bedre forståelse for den politiske hverdag i Selvstyret og omegn, samt ikke at blive afkoblet fra den geopolitiske udvikling i denne del af Arktis.
Det bliver om end meget interessant at følge, hvordan EU får etableret sig på den nuukske scene, og om der reelt kommer gang i de mange grønne ambitioner.