Forsker: EU er for dårlig til at gøre opmærksom på sit bidrag til Grønland

For nylig blev langstrakte forhandlinger afsluttet vedrørende de to hovedspor, som Grønland-EU-relationer har som omdrejningspunkt, nemlig fisk og uddannelse. Forhandlingerne har været ekstra komplicerede på grund af Brexit, forsinkelse af MFF (EU’s syvårige rammebudget) og senest coronakrisen, hvor fysiske møder mellem forhandlerne har været vanskeliggjort.

Grønland blev med de forskellige forhandlingsløsninger bedre stillet på fiskeriaftalen og værre stillet i forhold til partnerskabsaftalen om uddannelsesstøtte.

For Grønland er der stadig forhandlingsmæssige udeståender i forhold til Storbritanniens exit, for at undgå toldmur på primært rejer og torsk, og for EU pågår der et arbejde med at veksle aktuelle webinar-signaler og tilnærmede skåltaler om øget regionalt engagement i Arktis til praktisk politik.    

I forbindelse med arbejdet med – og især med implementeringen af – EU’s nye Arktis-strategi, som Kommissionen har varslet i slutningen af året, bør man gentænke, hvordan Bruxelles opnår større valuta i forhold til de cirka en tredjedel milliard kroner, der hvert år tilføres den grønlandske landskasse.

Hermed ikke forstået i rent økonomiske termer, kassetænkning og fakturaer, men at veksle ’checkbuchdiplomatie’ til en større synlighed i den grønlandsk offentlighed.

Som EU’s særlige udsending til Arktis, Michael Mann, i den senere tid har påpeget til flere webinarer, blandt andet ved Dansk Industris grønlandskonference i december, har EU måske været for beskeden i forhold til at synliggøre sit engagement i Arktis. Det gælder også i forhold til Grønland.        

Amerikanerne er i øjeblikket i gang med en intensiv ’winning hearts and minds’-kampagne, hvorimod EU, der i årtier rent faktisk har postet større beløb ind i det grønlandske samfund, aktuelt ikke i samme grad formår at gøre opmærksom på, hvordan man bidrager og fortsat kan bidrage til den grønlandske samfundsudvikling.   

Rasmus Leander Nielsen
Ph.d. og adjunkt ved Ilisimatusarfik (Grønlands Universitet)

EU spiller en stor men overset rolle
Historisk er betydningen af de to EF-folkeafstemninger i Grønland i henholdsvis 1972 (ufrivilligt medlemskab) og 1982 (udmeldelse af EF) i forhold til en indenrigs- og udenrigspolitisk vækkelse signifikant. Aktuelt betegner begge parter Grønland-EU-relationer som et helt specielt partnerskab, selv om Grønland forlod det europæiske fællesskab i 1985 og herefter fik en såkaldt OLT-status (oversøiske lande og territorier).  

Historisk spillede EF-skepsis som politisk samlingspunkt i perioden 1972-1985 en hovedrolle i forhold til arbejdet hen imod hjemmestyret i 1979, dannelsen af de første bæredygtige partier og det politiske system. Aktuelt spiller EU stadig en vigtig – men ofte i det grønlandske samfund overset – rolle.

Økonomisk lander i grove tal en tredjedel milliard kroner fra EU årligt i landskassen fra fiskeriaftaler og en partnerskabsaftale på uddannelsesområdet. Hovedparten af grønlandske diplomater har i kortere eller længere tid arbejdet på den grønlandske repræsentation i Bruxelles, der blev åbnet tilbage i 1992.     

I en relativ snæver kreds af grønlandske embedsfolk (i primært udenrigs-, uddannelses- og fiskeri-departementerne samt ved repræsentationerne i udlandet) og de berørte erhverv anerkender man, hvilken økonomisk fordel samarbejdet med EU tilbyder, men i den bredere befolkning er viden om og interesse for Bruxelles ganske begrænset.  

Moderat EU-positivitet
I en ny meningsmåling om grønlændernes holdninger til en række udenrigs- og sikkerhedspolitiske spørgsmål, undertegnede har fået lavet med en kollega fra Ilisimatusarfik, Maria Ackrén, i samarbejde med en tysk tænketank, Konrad-Adenauer-Stiftung, siger 40 procent, at de ville stemme ja, hvis der kom en ny folkeafstemning om EU-medlemskab mod 60 procent, der svarer nej.

Kun blandt Samarbejdspartiets vælgere er der flertal for ja – og i samme måling står partiet ikke til genvalg, hvis der var parlamentsvalg i morgen.

Selv om forskellen mellem ja- og nej-stemmer er under 10 procentpoint på det hypotetiske spørgsmål blandt vælgersegmenter fra Siumut, Atassut og Demokraterne, er et nyt medlemskab ikke aktuelt lige foreløbigt. Ej heller noget der fylder i debatten heroppe, men øget samarbejde under OLT-ordningen er gensidigt ønskeligt.      

Ny fælleserklæring corona-udsat
En ny fælleserklæring, der skal supplere og bygge videre på ’Joint Declaration’ mellem EU, Grønland og Danmark fra 2015, har været undervejs i et par år. Et dansk-grønlandsk udkast og forhandlingsoplæg er forfattet, men diskussionen er desværre foreløbig strandet grundet coronakrisen.

Når det arbejde genoptages, kan der således signaleres nye samarbejdstiltag, der dog også bør bakkes op af konkret implementering og større bevågenhed i den grønlandske dagligdag.

Ved flere lejligheder har jeg hørt, at EU vil oprette et infocenter i Nuuk á la det, der blandt andet findes i Gothersgade i København. Det vil være fint i forhold til at synliggøre EU og kunne suppleres med både fælles kulturelle, akademiske og politiske arrangementer.

En repræsentation eller et konsulat á la den, amerikanerne for nylig genåbnede, er også en oplagt mulighed, som Konservatives medlem af Europa-Parlamentet, Pernille Weiss, pointerede her i Altinget i et debatindlæg før jul, og en idé, som også florerer blandt grønlandske diplomater.

USA gør, hvad EU bør
De to hovedspor med fisk og uddannelse som primære samarbejdsområder fungerer generelt godt, og det er ikke nødvendigvis i grønlandsk interesse, at supplere de eksisterende områder markant med en række nye tiltag, da det vil kræve ressourcer at implementere, eller at midler flyttes fra folkeskoleområdet. Men der kan tilføres midler fra eksempelvis Horizon Europe eller know-how, hvis det giver mening for begge parter.

I førnævnte 2015-erklæring blev der eksempelvis henvist til øget samarbejde på råstofområdet, der byggede oven på en hensigtserklæring fra 2012 (’Letter of Intent between the European Union and Greenland on cooperation in the area of mineral resources’).

EU’s fokus på grønlandske råstoffer har igen for nylig opnået interesse, men den nu næsten 10 år gamle aftale kom der ikke meget substantielt ud af, ud over en længere rapport.

Med kinesisk og amerikansk interesse for minedrift i primært Sydgrønland, kan en involvering af EU netop være en fordel for alle parter.

Amerikanerne er i øjeblikket i gang med en intensiv ’winning hearts and minds’-kampagne, hvorimod EU, der i årtier rent faktisk har postet større beløb ind i det grønlandske samfund, aktuelt ikke i samme grad formår at gøre opmærksom på, hvordan man bidrager og fortsat kan bidrage til den grønlandske samfundsudvikling.