Martin Lidegaard: Arktis bør fylde langt mere i den kommende valgkamp

Det bliver næppe Arktis, der kommer til at fylde i den kommende valgkamp − i hvert fald ikke i den sydlige del af rigsfællesskabet.

Udviklingen i Grønland og Færøerne fylder forbløffende lidt i den politiske debat i Danmark, når der ses bort fra nogle få lidt nørdede miljøer, som jeg selv tilhører. Forbløffende, fordi udviklingen i Arktis de næste ti år vil få en kæmpe betydning for kongerigets udvikling og stilling i verdenssamfundet. Lad mig bare nævne nogle få eksempler:

Isen vil smelte og blotlægge en lang række ressourcer fra almindelige mineraler over olie til sjældne jordarter. Det er svært af svare på, hvor mange af disse ressourcer der også bliver kommercielt interessante, men generelt vil efterspørgslen efter alle former for ressourcer stige markant, når verdens BNP bliver fordoblet over de næste to årtier.

Om ti år er det også realistisk, at de første skibe vil begynde at besejle Nordvestpassagen med en langt mere aktiv trafik i området til følge. Kinesiske, amerikanske, russiske og europæiske fragtskibe vil tage den nye og kortere rute, når det kan lade sig gøre, og der skal dermed tages stilling til et helt nyt beredskab, en ny infrastruktur og den svære balance mellem mennesker og natur i et af klodens mest følsomme områder.

Inden da vil Rusland, Danmark, USA, Norge og Canada skulle enes om delingen af hele det nordatlantiske område, hvor alle lande snart har indleveret deres videnskabelige data, og de egentlige forhandlinger kan begynde. Der er vitale interesser på spil. Økonomisk, politisk og sikkerhedsmæssigt − og af samme grund er der store overlap mellem de områder, som de forskellige lande kræver hævd på.

Hele denne udvikling skriger på en ny arktisk strategi, der befæster Danmarks position som arktisk stormagt. Vi er det eneste land i verden, der både er medlem af EU, NATO og Arctic 5. Vi er den eneste arktiske kyststat, der systematisk har arbejdet for at kombinere de menneskelige hensyn til de folk, der bor i området, med de nødvendige hensyn til natur og klima og derfor har en ganske unik erfaring med at kombinere disse hensyn.

I årevis har danske politikere og skiftende regeringer haft en total berøringsangst for at blande sig i grønlandske forhold.

Martin Lidegaard (R)

Vi er samtidig en lille bitte småstat, der har alt at vinde ved at sikre, at udviklingen i Arktis foregår inden for solide og stabile internationale rammer, da vi ellers ikke har en jordisk chance for at håndhæve vores interesser på sigt, formelt og reelt. Alt sammen tilskriver, at vi bør være foran og allerede nu begynde et aktivt diplomati i alle relevante fora for at fremme den udvikling, som kongeriget ønsker.

Og dog fylder Arktis kun lidt på Christiansborg og stort set ingenting i det danske vælgerhav. I praksis er det overladt til en lille håndfuld embedsmænd i Udenrigsministeriet og få politiske interessenter at tage vare på disse enorme danske interesser.

Hvorfor er det sådan? Hvad står i vejen for, at Danmark satsede stort og markant på det arktiske område som et af de steder, hvor vi med unikke kompetencer og ambitiøse politiske mål vil kunne sætte en dagsorden for hele verden med store potentialer for alle dele af Rigsfællesskabet?

Svaret er forstemmende. For det er præcis den manglende glød i Rigsfællesskabet, der er den største barriere for os selv og for en offensiv dansk tilgang til Arktis.

I årevis har danske politikere og skiftende regeringer haft en total berøringsangst for at blande sig i grønlandske forhold. Sporene har skræmt, og guderne skal da også vide, at det ikke er alle danske tiltag i Grønland, der har været lige vellykkede. Men det er heller ikke alle danske tiltag og initiativer, der har fejlet, og med berøringsangsten har indsneget sig en dræbende ligegyldighed over for rigsfællesskabet-emnet i brede dele af Folketinget og den danske befolkning.