Martin Lidegaard: Arktis bør fylde langt mere i den kommende valgkamp

KOMMENTAR: Udviklingen i Arktis rummer gigantiske muligheder og udfordringer for Danmark. At udnytte de første og undgå de sidste kræver en langt mere proaktiv indgang til rigsfællesskabet, skriver Martin Lidegaard (R).

Det bliver næppe Arktis, der kommer til at fylde i den kommende valgkamp − i hvert fald ikke i den sydlige del af rigsfællesskabet.

Udviklingen i Grønland og Færøerne fylder forbløffende lidt i den politiske debat i Danmark, når der ses bort fra nogle få lidt nørdede miljøer, som jeg selv tilhører. Forbløffende, fordi udviklingen i Arktis de næste ti år vil få en kæmpe betydning for kongerigets udvikling og stilling i verdenssamfundet. Lad mig bare nævne nogle få eksempler:

Isen vil smelte og blotlægge en lang række ressourcer fra almindelige mineraler over olie til sjældne jordarter. Det er svært af svare på, hvor mange af disse ressourcer der også bliver kommercielt interessante, men generelt vil efterspørgslen efter alle former for ressourcer stige markant, når verdens BNP bliver fordoblet over de næste to årtier.

Om ti år er det også realistisk, at de første skibe vil begynde at besejle Nordvestpassagen med en langt mere aktiv trafik i området til følge. Kinesiske, amerikanske, russiske og europæiske fragtskibe vil tage den nye og kortere rute, når det kan lade sig gøre, og der skal dermed tages stilling til et helt nyt beredskab, en ny infrastruktur og den svære balance mellem mennesker og natur i et af klodens mest følsomme områder.

Inden da vil Rusland, Danmark, USA, Norge og Canada skulle enes om delingen af hele det nordatlantiske område, hvor alle lande snart har indleveret deres videnskabelige data, og de egentlige forhandlinger kan begynde. Der er vitale interesser på spil. Økonomisk, politisk og sikkerhedsmæssigt − og af samme grund er der store overlap mellem de områder, som de forskellige lande kræver hævd på.

Hele denne udvikling skriger på en ny arktisk strategi, der befæster Danmarks position som arktisk stormagt. Vi er det eneste land i verden, der både er medlem af EU, NATO og Arctic 5. Vi er den eneste arktiske kyststat, der systematisk har arbejdet for at kombinere de menneskelige hensyn til de folk, der bor i området, med de nødvendige hensyn til natur og klima og derfor har en ganske unik erfaring med at kombinere disse hensyn.

Vi er samtidig en lille bitte småstat, der har alt at vinde ved at sikre, at udviklingen i Arktis foregår inden for solide og stabile internationale rammer, da vi ellers ikke har en jordisk chance for at håndhæve vores interesser på sigt, formelt og reelt. Alt sammen tilskriver, at vi bør være foran og allerede nu begynde et aktivt diplomati i alle relevante fora for at fremme den udvikling, som kongeriget ønsker.

Og dog fylder Arktis kun lidt på Christiansborg og stort set ingenting i det danske vælgerhav. I praksis er det overladt til en lille håndfuld embedsmænd i Udenrigsministeriet og få politiske interessenter at tage vare på disse enorme danske interesser.

Hvorfor er det sådan? Hvad står i vejen for, at Danmark satsede stort og markant på det arktiske område som et af de steder, hvor vi med unikke kompetencer og ambitiøse politiske mål vil kunne sætte en dagsorden for hele verden med store potentialer for alle dele af Rigsfællesskabet?

Svaret er forstemmende. For det er præcis den manglende glød i Rigsfællesskabet, der er den største barriere for os selv og for en offensiv dansk tilgang til Arktis.

I årevis har danske politikere og skiftende regeringer haft en total berøringsangst for at blande sig i grønlandske forhold. Sporene har skræmt, og guderne skal da også vide, at det ikke er alle danske tiltag i Grønland, der har været lige vellykkede. Men det er heller ikke alle danske tiltag og initiativer, der har fejlet, og med berøringsangsten har indsneget sig en dræbende ligegyldighed over for rigsfællesskabet-emnet i brede dele af Folketinget og den danske befolkning.

Omvendt har mange grønlandske politikere haft alt for travlt med at vaske hænder og fraskrive sig enhver form for grønlandsk medansvar for udviklingen i de seneste årtier, selvom skiftende grønlandske regeringer har haft et stort medansvar for mange af de trufne beslutninger. Disse kræfter i grønlandsk politik fremfører en hurtig formel løsrivelse fra Danmark som det absolut vigtigste mål i grønlandsk politik, uden øje for landets akutte problemer på det sociale og økonomiske område og uden en plan for, hvordan disse problemer kan løses uden for rigsfællesskabet.

Det er derfor tid til en ny arktisk strategi, der udvikles af alle dele af rigsfællesskabet sammen, og som derfor også bliver til ligeværdig gavn for os alle sammen. En sådan strategi kunne for eksempel indeholde mindst følgende tre elementer:

1)      Danmark erkender og respekterer Grønlands ønske om mere selvstændighed som et grundlag for det videre ligeværdige samarbejde, mens Grønland erkender og respekterer, at vejen til reel selvstændighed på lang sigt kræver et tættere samarbejde med Danmark på kort sigt. Der er således brug for at følge op på den sidste aftale om investeringer i lufthavne og en ny erhvervsfond, så vi sikrer en fortsat udvikling af grønlandsk og færøsk økonomi i flere spor over de næste ti år. Her har Danmark, Grønland og Færøerne klart fælles interesser.

2)      Danmark, Grønland og Færøerne forsøger at udvikle en fælles plan for fiskeriet i Arktis, der kan bane vejen for en mere profileret og offensiv dansk indsats på dette område. Med Brexit risikerer vi, at kongeriget mister vitale fiskepladser, ligesom en åbning af Arktis blotlægger nye potentielle fiskeområder. Skal vi beskytte dem mod overfiskning og styrke vores fælles stemme i fordelingen af det bæredygtige fiskeri i EU, vil en fælles strategi klart være at foretrække.

3)      Der udvikles en helt ny fælles indsats for at styrke de forebyggende indsatser over for socialt udsatte borgere i rigsfællesskabet, der ofte pendler mellem de forskellige dele. Et oplagt sted at starte kunne for eksempel være de 300 grønlandske børn, der hvert år søger mod danske efterskoler. De burde som en selvfølge tilbydes både sprogkurser og en social tilknytning til en værtsfamilie, så deres ophold bliver en klar succes for den enkelte og ikke starten på en personlig deroute.

Mange andre ting kunne nævnes. Faktisk er det kun fantasien, der sætter grænser for vores muligheder sammen. Så lad os da alle sammen starte med at præsentere vores visioner for vælgerne i de kommende uger!

------

Martin Lidegaard (f. 1966) er næstformand for den radikale folketingsgruppe, tidligere udenrigsminister og minister for klima, energi og bygninger. Lidegaard har desuden tidligere været formand for den grønne tænketank Concito. Kommentaren er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Forrige artikel Martin Breum: Kan danske politikere lære af Islands løsrivelse? Martin Breum: Kan danske politikere lære af Islands løsrivelse? Næste artikel Martin Breum: Sexmisbruget af børn i Grønland er halveret, men vælgerne kræver mere handling Martin Breum: Sexmisbruget af børn i Grønland er halveret, men vælgerne kræver mere handling
Danmark kan stå uden arktisk forskningsskib om fire år

Danmark kan stå uden arktisk forskningsskib om fire år

SKIB: Manglende offentlig medfinansiering kan betyde, at Danmark i 2023 står uden et havforskningsskib, der kan sejle i Arktis. Regeringen ville ikke afsætte penge til et nyt skib i aftalen om udmøntningen af forskningsreserven.