Bertel Haarder: Drop småstatsmentaliteten og genrejs Norden som europæisk magtfaktor
Tilsammen har Norden den tiende eller ellevte største økonomi i verden. Et bruttonationalprodukt på størrelse med Ruslands. Verdens største handelsflåde. Og noget så sjældent som velfungerende og handlekraftige demokratier. Tiden er inde til en nordisk renæssance, skriver Bertel Haarder.
Bertel Haarder
Medlem af det Nordiske Grænsehindringsråd, fhv. MF, MEP og minister (V)Nu skal det "hensygnende" nordiske samarbejde op på "et helt andet niveau" med et "revitaliseret og helt tæt samarbejde". Hvis vi "puljer vore ressourcer… kan vi virkelig påvirke globalt, hvis vi vil." Og det gælder også civilsamfundet.
Det er en historisk udtalelse, fremsat af udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen 18. januar i Berlingske. En lovende melding fra en toppolitiker, der – i lighed med forgængerne – ikke hidtil har vist den store interesse for det nordiske. Det gik helt galt for ham, da det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) endte i Amsterdam, fordi de nordiske lande ikke talte ordentligt sammen.
Men med Finlands og Sveriges Nato-ansøgning er alt forandret. Den sinkes ganske vist af Tyrkiets præsident, som vil have Sverige til at bryde grundloven og svigte elementære retsprincipper, men Sverige og Finland nyder allerede godt af den gensidige solidaritet i Nato, som nu kan cementeres gennem integration af de nordiske forsvar.
Med Danmarks ophævelse af forsvarsforbeholdet i EU, er der intet, der står i vejen for et langt tættere nordisk forsvarssamarbejde, Hvad skal Danmark med ubåde, når Sverige og Norge har dem? Hvordan kan Danmark alene overvåge Grønland uden hjælp fra især Norge?
Det er på tide, at vi bidrager til ledelsen i EU og udfylder det tomrum, som den tragiske britiske exit har skabt
Bertel Haarder
Hvis Norden, Østersøen og Nordatlanten skal bevares som et lavspændingsområde, skal de nordiske lande selv holde vagt, og allerbedst i fællesskab. Det giver 'samarbejdsbonus', fordi samarbejde i sig selv styrker det nordiske forsvar, uden at Putin kan kalde det oprustning.
Er det ikke fantastisk, at Norden nu langt om længe kan samles som i Margrete den Førstes tid.
Den finske præsident Sauli Niinistö taler endog for "nordisk fraktion". Det tror Løkke ganske vist ikke på. Han er imod "en nordisk blok". Men Niinistö har ret. Han er endnu mere erfaren end Løkke og ved, hvad han taler om som nabo til Rusland og præsident for det mest udsatte land i Norden.
Selvfølgelig skal vi integrere os i Norden og øge de fælles kræfter. Og selvfølgelig skal vi bruge vores fælles styrke til at hæve den nordiske stemme og påvirke udviklingen i Europa.
Tilsammen er vi jo ikke små. Tilsammen har vi den 10. eller 11. største økonomi i verden. Vi har et bruttonationalprodukt på størrelse med Ruslands. Vi har verdens største handelsflåde. Vi dækker nogle af de strategisk vigtigste havområder i verden, Østersøen, Nordatlanten og Arktis. Vi har noget så sjældent som velfungerende og handlekraftige demokratier. Det er på tide, at vi bidrager til ledelsen i EU og udfylder det tomrum, som den tragiske britiske exit har skabt.
Der bør oprettes et udenrigs- og forsvarsudvalg, både i Nordisk Råd og i Ministerrådet
Bertel Haarder
Det kræver, som udenrigsministeren siger, et "revitaliseret" samarbejde på et "helt andet niveau". Det er tid til et opgør med den nedarvede nordiske småstatsmentalitet.
Det er tid til at smide de små sko. Det er tid at gentænke hele det nordiske samarbejde og ændre Helsingforstraktaten. Den er blevet ændret otte gange siden, den blev indgået 23. marts i 1962, Nordens dag. Nu er det oplagt at se på den igen.
Der skal ikke begyndes forfra. Der ligger færdige opskrifter i en stribe rapporter: Stoltenberg-rapporten fra 2009 om forsvarssamarbejde; Bjarnason-rapporten om nordisk cybersikkerhed fra 2020; Enestam-rapporten om beredskabssamarbejde fra 2021; Ingvard Havnen-rapporten om mobilitet inden for transport, uddannelse, ID medvidere fra 2018; Rapporten om bekæmpelse af geoblokering – adgang til andre landes TV – fra 2019.
Alt for mange af de helt konkrete forslag er ikke blevet gennemført på trods af, at de er "grydeklare" og ikke kræver traktatændringer. Der mangler blot politisk vilje og fleksibilitet.
Samarbejdsministrene – i Danmark Louise Schack Elholm – mangler desværre den kraft, der kan få ministerkollegerne til at sætte vilje bag det nordiske. Derfor bør regeringerne oprette et 'Norden-udvalg' som foreslået af mig og den tidligere finske forsvarsminister Jan-Erik Enestam. Det vil medføre et parallelt departementschefudvalg, som kan få embedsapparatet til at tage det alvorligt.
Derudover bør der oprettes et udenrigs- og forsvarsudvalg, både i Nordisk Råd og i Ministerrådet. Værnene bør samarbejde systematisk og meget tæt. Den gensidige bistand må systematiseres, også det civile beredskab, der kan bygge videre på det to Haga-erklæringer fra 2009 og 2013 og Københavnserklæringen fra 2020.
Først og fremmest skal vi aldrig vente på EU. Vi skal tværtimod gå foran i EU. Det er lettere for de nordiske lande at finde fælles løsninger, og når vi gør det, er der stor sandsynlighed for, at EU overtager dem, fordi vi er så velfungerende og respekterede.
Vi skal have en nordisk tænketank, der kan stille fælles diagnoser på verdenssituationen. Og vi skal have et fælles sekretariat, der langt bedre kan støbe kugler og føre dem ud i livet, således som EU-kommissionen med 32.000 ansatte er i stand til. Bare en procent af det antal vil gøre underværker.
Men det kræver, at vi smider de små sko og opgiver den ødelæggende tradition for, at alle skal være enige om alt. Det betyder – med Enestams ord – at "den der vil mindst, bestemmer mest".