Pele Broberg: Løkke skaber et fjendebillede af Danmark

Af Pele Broberg (Partii Naleraq)
Medlem af Inatsisartut

Hidtil har vi fra Grønland lagt vores lid til, at vores to medlemmer af det danske Folketing har kunnet orientere deres kolleger om den Grønlandske befolknings holdning til lufthavnspakken.

Desværre kan vi nu i medierne læse, at den danske stat med aftalen om lufthavne styrker det danske rigsfællesskab, og at det er et enigt folketing, der står bag dette.

Dybere kløft mellem landene
Om medlemmet fra Inuit Ataqatigiit, Aaja Chemnitz Larsen, bryder med sit bagland i sagen, skal jeg her ikke komme ind på. Jeg ønsker i højere grad at fokusere på, hvorfor den danske beslutning om at støtte mindretalsregeringen i Grønland bidrager til at skabe dybere kløft imellem vores lande.

For at forstå den manglende opbakning til Kim Kielsen, er det vigtigt med et kort overblik fra valget i 2018.

Der er efterhånden flere eksempler på dansk indblanding i grønlandske forhold, der ikke helt har den tilsigtede effekt 

Pele Broberg
Medlem af Inatsisartut

Dermed kan koalitionen (i et land med dårlig erfaring fra mindretalsregeringer) kun mønstre lidt over 36 procent af stemmerne. Sammen med støttepartiet, Demokraatit, opnår koalitionen kun en støtte til lufthavnspakken, og dermed aftalen med den danske stat, på 56 procent. På grund af partihopperi ændrer stemmefordelingen sig med 0,5 procent, så tilslutningen i alt er på 56,5 procent.

Det vil sige, at der er godt og vel 44 procent af befolkningen, der ikke støtter det stort anlagte prestigeprojekt, men i stedet ønsker en anden udvikling af landet.

I den bedste mening
Hvad betyder dette så for forholdet mellem Grønland og Danmark? Her er historien vigtig. Der er efterhånden flere eksempler på dansk indblanding i grønlandske forhold, der ikke helt har den tilsigtede effekt. Selvom det i øvrigt var i den bedste mening.

I den aktuelle situation var der ikke tilslutning til lufthavnspakken, før den danske stats utidige indblanding. Efter indblandingen viser modstanden sig ved det paradoksale, at det eneste parti, der ønsker et stærkere rigsfællesskab (Samarbejdspartiet), er modstander af lufthavnspakken.

Modstanden handler nemlig ikke om, at det er danske penge, der skal holde kinesiske penge ude af projektet. Problemet er selve projektet.

Prestigeprojekt forværrer uligheden
Med lufthavnspakken binder det grønlandske samfund svimlende 2.100 millioner danske kroner i et enkelt projekt, der skal bane vej for fiktive turister og en generel massiv opsving i rejsende. Vel at mærke i et land med stor forskel på rig og fattig, som nedenstående illustrerer:


At uligheden stiger er ikke en hemmelighed, men at et land som Danmark aktivt vil øge denne med at støtte et projekt, der udelukkende tager hånd om velbemidlede, er en af grundende til en voksende kløft mellem grønlændere og danskere.

Når man tager udgangspunkt i, at Danmark udelukkende ønsker at investere i Nuuk og Ilulissat, så er det primært midt-kommunen, der kommer til at betale regningen i form af mistede skatteindtægter for eksisterende turistprodukter og en (næsten) altid tilgængelig lufthavn.

– Ud over dette har de 11 andre lufthavne fået signaleret "I er ikke en del af udviklingen, men afviklingen."

Og da ingen andre grønlandske politikere har udarbejdet en sammenhængende trafikstruktur, der skal sørge for, at alle dele af Grønland nyder godt af investeringerne i to byer, så bliver den samfundsmæssige skævvridning mellem rig og fattig endnu større.

Med til historien hører det, at der indtil nu udelukkende har eksisteret nogle få, i mine øjne ganske tvivlsomme og ikke dækkende, økonomiske analyser af, hvad samarbejdet med den danske stat og hele lufthavnsbyggeriet vil betyde for samfundet.

Fra embedsværket begyndte at arbejde for at lave ny lufthavnsstruktur, har omdrejningspunktet været, at Kangerlussuaq ville være for dyr at få renoveret (man har ikke henlagt til vedligehold nogensinde), og at det derfor var billigere at lave nye lufthavne i Nuuk og Ilulissat.

Nedenstående er udklip fra de ikke-fortrolige udgivelser:



Til ovenstående, der kan virke mindre forståeligt set med danske øjne, så betyder det, at man blot ved at lave længere baner i Nuuk og Ilulissat "tjener" penge. Det er ihvertfald narrativet lige nu.

Der er dog ingen steder angivet, hvad det skal koste at nedlægge den gamle militærbase, Kangerlussuaq, og i givet fald hvem der står tilbage med oprydningens regning.

Alternative mulighed blev aldrig fremlagt
Desværre har vores parlament ikke fået noget alternativ-scenarie at forholde sig til, da ingen af koalitionspartierne eller støttepartiet er interesseret i at meddele befolkningen, at flere steder vil blive direkte påvirket gennem tab af arbejdspladser og lukning af hele eksistensgrundlag.

For at føje spot til skade har man meldt ud, at der i forbindelse med den danske stats indskud i projektet vil blive udbetalt 290 millioner danske kroner til Grønlands Selvstyre som udbytte:

Et udbytte, der ikke længere er aktuelt med udmeldingen om, at der ikke ville være aggressiv udbyttepolitik i selskabet. Og uden at man har lavet andre analyser til at tage hånd om de i samfundet, der bliver ramt af projektet.

Hvilken forbindelse har lufthavnsprojekterne så med at holde kinesere og andre aktører ude af Arktis? Det korte af det lange er: intet, set med grønlandske øjne. Kineserne har på intet tidspunkt været på tale til at finansiere lufthavnene, da der ikke er opbakning til investeringen. Og dette er uanset, hvor pengene kommer fra.

Og det paradoksale ved den manglende "fornemmelse for sne", som statsministeren har lagt for dagen, kan være, at flere aktører i højere grad søger andre muligheder for udvikling, herunder islandske og kinesiske.

Man må ikke glemme, at det kinesiske marked er en af de største aftagere af grønlandsk eksport. Det bliver blot solgt gennem danske selskaber.

Uheldigt fjendebillede
Historisk har der været godt og vel 12 måneder med mindretalsregering i Hjemmestyrets historie. Når ingen ønsker at indtræde i regering af de valgte medlemmer af Inatsiartut, og Kim Kielsen er nødt til at hente folk ind udefra, så er det svært at se en stabil regeringsførelse. Dette vil betyde, at der ved valg i utide også vil skulle blive taget stilling til de aftaler, regeringen har indgået.

Uagtet at de partier, der ønsker selvstændighed, nu oplever større støtte i befolkningen, har vi ikke behov for et fjendebillede i form af den danske stat. Vi har behov for at lære at stå på egne ben, herunder forvalte vore knappe midler bedre. 

I et "ægget eller hønen"-scenarie vil det få betydning, at det ikke er en beslutning, der er drevet af det grønlandske parlament. Hvis ikke den danske stat havde blandet sig i Inatsisartuts behandling af lufthavnsloven, havde statsministeren ikke givet den grønlandske befolkning en syndebuk.