Forsker: Udvidet canadisk krav er startskud til diplomatisk spil mellem Canada, Rusland og Danmark

Imens det meste af Danmark var optaget af juleforberedelser, indleverede Canada 19. december et udvidet krav på havbunden i Det Arktiske Ocean. Det nye krav strækker sig helt til Ruslands eksklusive økonomiske zone, 200 sømil fra den russiske kyst, og skaber et samlet overlap på hele 800.000 kvadratkilometer med Ruslands og Danmarks krav i samme område. Overlappet er dobbelt så stort som tidligere og svarer nu til cirka 18 gange Danmarks areal eller næsten halvdelen af Grønlands.

Med Canadas udvidede krav har alle tre lande nu indtaget meget offensive udgangspunkter i det forestående diplomatiske skakspil om den endelige opdeling af det enorme havbundsområde. Et skakspil, der sandsynligvis kommer til at strække sig ti år endnu – eller mere.

Videnskaben trumfer politikken

Canadas fornyede krav er en udvidelse af kravet fra 2019, hvor man dengang gik knap så langt for ikke at provokere Rusland for meget. At det ikke længere er tilfældet, skyldes to ting: For det første, at Ruslands krænkelser af Ukraines suverænitet – og det afledte forværrede forhold mellem Rusland og Vesten – ikke kalder på samme hensyn. For det andet skyldes det, at Canada nu lader videnskaben frem for politikken råde ved at gå præcist så langt, som man mener, at den indsamlede geologiske data kan dokumentere.

Landene følger fortsat principperne om, at videnskabelig data og international lov er forudsætningerne for den fremtidige opdeling af havbunden

Marc Jacobsen
Adjunkt, Forsvarsakademiet

Denne maksimalistiske tilgang følger desuden en tendens, som Danmark startede i december 2015, hvor man lod den videnskabelige data råde i vores krav, der også går helt til Ruslands 200 sømilegrænse.

Dengang var der indledende overvejelser om at minimere kravet af politiske hensyn, men blandt andet på grund af drøftelser med Nuuk, valgte man at maksimere kravet. Kreml blev eftersigende meget provokeret, men reaktionen udadtil var mere afmålt, da forudgående konsultationer landene imellem afbødede overraskelsen og den efterfølgende eksterne reaktion.

På trods af Ukraine-krigen, har lignende konsultationer været afholdt forud for Canadas fornyede krav, ligesom Rusland gjorde tilsvarende, da de efter samme princip udvidede deres krav i 2021. På trods af krig og sanktioner – der blandt andet også har ledt til en pause i Arktisk Råd – så informerer landene altså hinanden som hidtil og følger fortsat principperne fra Ilulissat-erklæringen om, at videnskabelig data og international lov er forudsætningerne for den fremtidige opdeling.

Det diplomatiske skakspil

FN’s Kommission for Kontinentalsoklens Grænser skal nu tage stilling til Ruslands, Danmarks og Canadas krav, der er henholdsvis nummer 1, 76 og 84 i en verdensomspændende kø med lignende krav flere andre steder på kloden. Forventningen er, at der vil gå henholdsvis cirka et, ti og 14 år, før de tre lande får behandlet deres krav, og når det endelig sker, er det ikke utænkeligt, at alle tre får grønt lys af FN. Derfor er der allerede nu et skakspil i gang, hvor landene positionerer sig over for hinanden og tager træk mod at finde en diplomatisk løsning.

Ejeren af havbunden kan bestemme, at der ikke skal udvindes naturressourcer af hensyn til miljø og klima, hvormed ét lands ejerskab frem for et andet får betydning for naturen og omverdenen

Marc Jacobsen
Adjunkt, Forsvarsakademiet

Et eksempel, som måske kan tjene som inspiration, finder man tilbage i 2010, da Norge og Rusland lagde låg på en 40 år gammel strid om grænsen i Barentshavet. Incitamentet dengang var fundet af store olie og gas-forekomster, som de – ved at trække en streg i vandet – kunne begynde at udvinde.

Vinderen bestemmer

På havbunden af Det Arktiske Ocean findes der ligeledes olie og gas, mens også sjældne jordarter, krabber, muslinger og fastsiddende alger – der kan bruges i den farmaceutiske industri – kan styrke det økonomiske incitament til hurtigst muligt at finde en trilateral løsning.

Her er det dog vigtigt at huske på, at Det Arktiske Ocean stadig er dækket af et tykt lag is, at der er mørkt halvdelen af året, at vejret er barskt og – ikke mindst – at havbunden visse steder ligger mere end 4000 meter under havets overflade. For at det skal kunne lade sig gøre, vil det altså kræve den fremmeste teknologi på området, og at markedspriserne gør det økonomisk rentabelt.

Den retmæssige ejer af havbunden i Det Arktiske Ocean kan dog også bestemme, at der ikke skal udvindes naturressourcer af hensyn til miljø og klima, hvormed ét lands ejerskab frem for et andet får betydning for naturen og omverdenen frem for den nationale økonomi. I begge tilfælde vil udsigten til at kunne kalde Nordpolen for sit sandsynligvis besværliggøre forhandlingerne, da dets mytiske tiltrækningskraft og Arktis’ betydning for især de russiske og canadiske selvforståelser bestemt ikke må underkendes. En løsning på det problem kunne være, at selve den geografiske nordpol bliver fælleseje.

De næste skaktræk

Mens vi venter på sokkelkommissionens vurdering, ser de tre lande hinanden an. At det nuværende samarbejdsklima mellem Rusland og Vesten mildest talt er elendigt, taler ikke for en snarlig løsning, men at de tre lande fortsat holder hinanden orienteret om deres træk i Arktis, er ret ekseptionelt i den nuværende situation.

Brikkerne er nu placeret. Skakspillet foregår langsomt og i al mindelighed – indtil videre. Hvad de næste træk byder på, skal blive spændende at følge.