Varm februar trak vintertemperaturen op i Nordøstgrønland
KLIMA: Mens vinteren i Danmark endte med sibirisk kulde, gik det ganske anderledes i Nord- og Østgrønland. Her trak en tunge af varm luft sig op langs østkysten og gav en usædvanlig mild afslutning på vinteren.
Andreas Krog
RedaktørVinteren i det nordøstgrønlandske startede med en december og januar, hvor temperaturene lå omkring eller over det normale for december og januar. Men i februar stak middeltemperaturerne af og endte et godt stykke over det normale for februar. Tilførslen af varm luft blev afspejlet i temperaturmålingerne, hvor alle vejrstationer i Nord- og Østgrønland, fra Aputiteeq mod sydøst til Kap Morris Jesup mod nord, viste høje middeltemperaturer sammenlignet med, hvad der er normalt for februar.
Februar fik ny varmerekord for Kap Morris Jesup, Station Nord, Danmarkshavn, Daneborg og Ittoqqortoormiit. I Aputiteeq blev det til en andenplads, kun overgået af februar 2017. Lidt anderledes gik det for vejrstationerne på Grønlands vestkyst og i Sydgrønland. Her blev der ikke tilført så varm luft som i Østgrønland, og middeltemperaturen for februar endte under eller tæt ved normalen.
Den meget varme februar trak så voldsomt op i varmeregnskabet, at middeltemperaturen for hele vinteren 2017/2018 også blev meget høj. De tre vejrstationer Kap Morris Jesup, Station Nord og Danmarkshavn fik en ny varmerekord for vinteren, mens de andre indtog 3. og 4. pladser.