Karsten Hønge: Det er både dyrt og farligt for en lille nation at være en stormagt

Ursula von der Leyen har sammen med Múte B. Egede netop åbnet et konsulat i Nuuk, og der er indgået samarbejde om udnyttelse af mineraler og sjældne jordarter.

Den næste præsident i USA er til gengæld en ubehagelig "dark horse". Med Trump risikerer vi, at sikkerhedssituationen igen får en skræmmende rystetur, også i Arktis.

Tiden er inden til at se fremad

Udkastet til strategien indeholder gode betragtninger om lavspænding og modstand mod øget militæropbygning i Grønland og de øvrige arktiske egne.

Isen omkring Arktis smelter, nye sejlruter bliver tilgængelige og fremtidig minedrift bliver nemmere, mens politiske koldfronter trækker sig sammen. Som en del af forsvarsaftalerne er der nu fuld gang i den civile beredskabsuddannelse i Kangerlussuaq.

Konstruktionen af rigsfællesskabet skal være så tiltrækkende, at alle tre nationer af sig selv vælger dette unikke fællesskab til.

Karsten Hønge (SF)
Udenrigsordfører

Dette element har ikke konkret forbindelse til den arktiske strategi, men spiller en stor rolle i den samlede vurdering af den grønlandske befolknings engagement og fremtidig håndtering af blandt andet overvågningsopgaver.

Tiden er for længst løbet fra gamle dages arrogante stil, hvor Grønland og Færøerne på storebrormaner blot blev "informeret" og "inddraget", når retningen for udenrigs- og sikkerhedspolitik blev lagt i København.

Nidkære typer kan sikkert grave mulige konflikter frem i forhold til grundlovens bestemmelser, men lad os i stedet finde praktiske løsninger, som peger fremad.

Danmark som arktisk stormagt

Rigsfællesskabets fremtid afhænger af fælles vilje til at anerkende det åbenbare, nemlig at Kongeriget består af tre forskellige nationer og tre forskellige folkeslag. Jeg mener i øvrigt, at alle tre rigsdele og alle tre folk gensidigt opnår meget mere i fællesskab, end hver for sig.

Jeg synes, at der er mange gode grunde til at holde fast i fællesskabet, men at Danmark skulle ønske at være en arktisk stormagt, er bare ikke en af dem. Den påstand bygger på den myte, at Danmark har strategiske interesser i Arktis.

Selvfølgelig har rigsfællesskabet interesser, men kun så længe denne konstruktion eksisterer. Rækkefølgen er helt afgørende, for en lille nation som Danmark har ikke i sig selv interesser i Arktis. For stormagter som USA, Rusland og Kina er det en helt anden sag. Storbritannien og Frankrig har også en del på spil, mens Canada på grund af det geografiske naboskab også har indlysende interesser.

Det lyder jo også nærmest intuitivt rigtigt, at Danmark skulle ønske sig større, men hvorfor egentlig? Det er faktisk slet ikke så tosset at være en lilleput nation i Nordvesteuropa, og det er både dyrt og farligt for en lille nation at være en stormagt.

Et af målene for arktiske strategier skal altid være at forsvare oprindelige folks rettigheder.

Karsten Hønge (SF)
Udenrigsordfører

Betyder sammenkoblingen med Grønland og Færøerne, at Danmark har stor international gennemslagskraft? Ja, til dels. Men står udgifterne til rigsfællesskabet mål med andre muligheder for international indflydelse?

Hvis de cirka 5,5 milliarder kroner, som hvert år bruges på rigsfællesskabet, i stedet går til nye ambassader, et stærkere udenrigsministerium, bedre repræsentation i FN og Nato eller til udviklingsprojekter i det globale syd, vil det også have mærkbar positiv betydning for Danmarks position.

De oprindelige folks rettigheder

Der bor i omegnen af fire millioner mennesker i den arktiske region, men de har vidt forskellige muligheder for at bestemme over deres egen fremtid. Et af målene for arktiske strategier skal altid være at forsvare oprindelige folks rettigheder.

Kina prøver at holde balancen i forhold til Ukraine, Rusland og Vesten. Situationen er uforudsigelig, og potentielt farlig.

Hvis muligheden byder sig, vil Kina med sikkerhed forsøge at sætte foden i døren til indflydelse i Arktis, og Rusland kan blive deres billet ind i regionen. Hvordan det vil ske, er umuligt at vurdere, men Beijings appetit på at finde veje til indflydelse er stor, og de har tålmodighed.

Det er godt, at Grønland og Færøerne vælger at være stærkt forankret i Nato og med et tæt samarbejde med EU. Jeg håber, at vi i de kommende år skaber et moderniseret og demokratiseret rigsfællesskab med tre folkeslag i øjenhøjde.

Konstruktionen skal være så tiltrækkende, at alle tre nationer af sig selv vælger dette unikke fællesskab til.